Prøv avisen
Kirkereform

Faderen, sønnen og synodespøgelset

Tegning: Morten Voigt Foto: Morten Voigt

Det var femte gang, politikerne forsøgte at indfri Grundlovens løfte om en lov for folkekirken. Og femte gang, det faldt til jorden i forrige uge. Her fortælles i fem akter historien om den stort anlagte kirkereform, som en far og en søn fik lagt i graven

Første akt

Historisk enighed. Ordene går igen ved den konference i landstingssalen på Christiansborg den 16. april 2012, som markerer startskuddet for arbejdet med en reform af folkekirkens styre. Kirkeminister Manu Sareen (R) byder velkommen, og alt, hvad der kan kravle og gå af personer fra det folkekirkelige establishment, er repræsenteret. Alle er de enige om behovet for en reform af folkekirkens styre. Fire gange tidligere - i 1853, 1868, 1903 og 1940 - er tilsvarende forsøg på at indfri Grundlovens såkaldte løfteparagraf strandet netop på grund af stærke uoverensstemmelser mellem de forskellige kirkelige retninger.

At kirkens organisationer nu er enige om behovet for en reform, skyldes ikke mindst manden på talerstolen, kirkeminister Manu Sareen, som er i fuld gang med at bokse et ritual til vielse af par af samme køn gennem Folketinget. For selvom kirkens folk er uenige om selve indførelsen af ritualet, så er de enige om, at forløbet er et eksempel på, at politikerne i almindelighed og kirkeministeren i særdeleshed har al for meget magt over folkekirkens indre anliggender. Tiden er inde, til at folkekirken bliver herre i eget hus.

Enigheden gælder dog ikke alle 150 tilstedeværende. Til stede i landstingssalen er også sognepræst og folketingsmedlem Christian Langballe, som et halvt år tidligere har overtaget posten som Dansk Folkepartis kirkeordfører og medlem af Kirkeudvalget fra sin far, Jesper Langballe.

Til konferencen i landstingssalen møder han den kirkepolitisk magtfulde formand for Landsforeningen af Menighedsråd og stiftsrådsformand i Københavns Stift, Inge Lise Pedersen. De indleder et skænderi om de forestående kirkelukninger i København. For Christian Langballe er netop kirkelukningerne et eksempel på, at de nyligt etablerede stiftsråd på få år har tilkæmpet sig en magt, de ikke var tiltænkt. Inge Lise Pedersen mener, det er udtryk for, at folkekirken begynder at forholde sig til realiteterne. Kampen om magten i Den danske Folkekirke er i gang.

Anden akt

Det første slag i kampen står under de politiske forhandlinger om sammensætningen af det lovforberedende udvalg med det mundrette navn ”Udvalg til en mere sammenhængende og moderne struktur for folkekirken”. Kirkeminister Sareen præsenterer i sensommeren 2012 partiernes kirkeordførere for et udkast til en sammensætning af udvalget. Ifølge De Konservatives daværende kirkeordfører, Per Stig Møller, er Sareens forslag til udvalgets sammensætning præget af folk uden den nødvendige forståelse for folkekirkens egenart. Han foreslår derfor den tidligere konservative folketingspolitiker og kirkepolitisk engagerede Charlotte Dyremose som medlem. Det får Venstre til også at kræve politisk repræsentation i udvalget.

En søndag i september 2012 har Manu Sareen så Christian Langballe i røret. Han har ikke været med i forhandlingerne om sammensætningen af udvalget, men oplyser nu, at også Dansk Folkeparti er klar til at bakke op om udvalgets kommissorium, hvis de ligesom Venstre og De Konservative får repræsentation i udvalget. Han foreslår sin far, Jesper Langballe. Ifølge Christian Langballe må Sareen tygge lidt på den meddelelse, men han ender med at acceptere det for at sikre bredest mulig politisk opbakning til det videre arbejde.

For Christian Langballe er det prisen for at acceptere Hans Gammeltoft-Hansen som formand for udvalget. Som medforfatter til bogen ”Kirkens mund og mæle” fra 1992, der netop indeholder forslag til en folkekirkelig synode, udgør den tidligere ombudsmand sammen med Inge Lise Pedersen og biskopper som Karsten Nissen og Peter Skov-Jakobsen, der også er med i udvalget, en magtfuld folkekirkelig elite, som Langballe og Co. vil gøre alt for at bekæmpe.

På et pressemøde i Kirkeministeriet ved Frederiks-holms Kanal mandag den 10. september 2012 kan Manu Sareen præsentere sit udvalg med formand Hans Gammeltoft-Hansen i spidsen. Historisk enighed blandt folkekirkens egne repræsentanter. Historisk bred opbakning fra alle folketingets partier. Det kan næsten ikke gå galt.

Tredje akt

Den 2. maj 2013 offentliggør udvalget sine foreløbige overvejelser i et såkaldt debatoplæg. Debatoplægget er på 48 sider og indeholder en række forskellige modeller for styring af dels folkekirkens økonomi, dels folkekirkens indre anliggender.

Ved høringsfristens udløb den 31. oktober 2013 har Kirkeministeriet modtaget 671 høringssvar fra landets menighedsråd og kirkelige organisationer. Det er imidlertid svært for udvalget at udlede en klar tendens af høringssvarene, som stritter i forskellige retninger.

Størst opbakning har debatoplæggets model 2b - Enighedsmodellen - hvor et fælles folkekirkeligt organ i enighed med ministeren kan træffe beslutninger om folkekirkens økonomi og indre anliggender. Hvis der ikke kan opnås enighed om folkekirkens budget, fortsætter det uændret.

Men til flere udvalgsmedlemmers højlydte frustrationer meddeler Finansministeriets repræsentant i udvalget ved et møde i november 2013, at Enighedsmodellen ikke er farbar. Finansministeriet ønsker simpelthen ikke en situation, hvor et folkekirkeligt organ kan blokere for statens budgetter. Hvad der kan lyde som en teknisk detalje, får nu den stærkeste tendens i høringssvarene, og dermed også det stærkeste politiske argument for en reform, til at falde.

Fjerde akt

Betænkning 1544 hedder det digre værk, som er det endelige resultat af udvalgets arbejde, og som bliver præsenteret i Kirkeministeriet den 2. april 2014. Kirkeministeren er i mellemtiden blevet Marianne Jelved (R), men formanden hedder fortsat Hans Gammeltoft-Hansen. Han fortæller ved pressemødet om det forslag til et Folkekirkens Fællesudvalg, som et flertal på 13 af udvalgets 16 stemmeberettigede medlemmer står bag. Han gør også opmærksom på, at udvalgets tre politisk udpegede repræsentanter alle har udarbejdet hver sit mindretalsforslag.

Fra de lukkede politiske forhandlinger ved vi i dag følgende: Regeringen spiller ud med to lovforslag, et for folkekirkens økonomi og et for de indre anliggender, som er baseret på flertalsforslaget i Betænkning 1544. De indre anliggender tages hurtigt af bordet.

Forud for et møde i Kirkeministeriet den 16. september er regeringens udspil efter ønske fra Venstre og De Konservative begrænset til et økonomiudvalg uden beslutningskompetence. Der er dermed reelt kun tale om at lovfæste folkekirkens eksisterende ordning med få tilpasninger om valgte repræsentanter og krav til større åbenhed.

Alligevel meddeler Venstres kirkeordfører Flemming Damgaard Larsen få timer inden mødet, at Venstre ønsker forhandlingerne udsat. Forklaringen: Venstre ønsker at drøfte udspillet med sit bagland.

Femte akt

”Biskoppens kor” hedder en leder i Morgenavisen Jyllands-Posten den 16. oktober 2014. Ifølge lederen har biskop i Haderslev Stift, Marianne Christiansen, med et læserbrev i samme avis to dage tidligere leveret det bedste argument mod en kirkereform, idet hun kritiserer regeringens flygtningepolitik.

Synspunktet gentages flittigt i flere medier de efterfølgende dage af blandt andre Venstres kirkepolitisk centrale Esben Lunde Larsen. Den 22. oktober genindkalder kirkeministeren parterne til forhandlinger, men de kommer aldrig i gang igen. Den 30. oktober meddeler Venstre og De Konservative, at de forlader forhandlingerne.

Dagen efter oplyser kirkeministeren, at regeringen opgiver kirkereformen. Venstres Flemming Damgaard Larsen forklarer til Kristeligt Dagblad, at der i løbet af efteråret har bredt sig en frygt og nervøsitet i Venstres folketingsgruppe for, at en reform kan udvikle sig til et politiserende kirkeråd. Han konstaterer, at det tidsmæssigt falder sammen med artiklerne om kritik af de politiserende biskopper.

På Christiansborg forlyder det, at V-toppen og Dansk Folkeparti tidligt i forløbet har aftalt, at Venstre ikke vil gå med i en reform. Hos Dansk Folkeparti fejrer man sejren og den forliste kirkereform. ”En lykkelig dag for Folkekirken,” skriver Christian Langballe på sin Facebook-profil. I sit ugentlige nyhedsbrev skriver partiformand Kristian Thulesen Dahl: ”Far og søn sikrer folkekirken, som vi kender den.”