Sjældent barok-orgel indviet i København

Unikke orgeltoner lyder nu i hovedstaden, efter at et italiensk barokorgel er blevet opsat i Trinitatis Kirke

Sokkel og spillebordet er med reb og hånddreven kran blevet løftet op på kirkens pulpitur og sat på plads af professionelle flyttefolk.
Sokkel og spillebordet er med reb og hånddreven kran blevet løftet op på kirkens pulpitur og sat på plads af professionelle flyttefolk. Foto: Sille Arendt/kirkenikbh.dk.

I går blev et sjældent italiensk barokorgel fra cirka 1770 taget i brug ved en indvielseskoncert i Trinitatis Kirke i København.

”Det er fantastisk, at vi nu har et unikt instrument, som historisk rækker så langt tilbage i orgeltraditionen, at det findes meget få steder i Danmark,” siger organist og kantor ved Trinitatis Kirke, Søren Christian Vestergaard.

Ikke alene i Danmark vil orglet give genlyd. Kirken regner også med, at orglet vil tiltrække sig opmærksomhed langt ud over landets grænser, fordi dets lige ikke findes mange steder i Europa.

Instrumentet har ikke givet lyd i mange år. Det er oprindelig købt hos en antikvitetshandler i Ferrara i Italien i 1970'erne af den tyske orgelbygger Gerald Woehl. Han har haft det på lager lige siden, indtil Trinitatis Kirke henvendte sig som køber.

Idéen om et italiensk barokorgel til København opstod tidligt i 2012, da en gruppe orgellærere fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og organister blandt andet fra København var på studietur i USA. Et af de største indtryk gjorde et originalt italiensk barokorgel, som stod i udstillingssalen på Art Gallery i Rochester.

Leder på turen, orgelkonsulent og professor i orgler på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Hans Davidsson, mente, at Gerald Woehl havde et lignende stående på sit værksted i Tyskland. Det viste sig at være rigtigt.

Gerald Woehl og hans søn har selv stillet orglet op på pulpituret i Trinitatis Kirke. Fra denne weekend og frem til den 23. november er det muligt at høre orglet ved en række koncerter og gudstjenester.

Menighedsrådsformand Lene Ruby oplyser, at købet af orglet er blevet muligt med et beløb på 6,15 millioner kroner fra Augustinus Fonden. Men Vor Frue-Vesterbro Provsti har også støttet med et mindre beløb, ligesom sognets generøse menighedspleje gjorde det muligt for kirkens personale at flyve til Tyskland i den indledende fase, som begyndte i 2012.