Prøv avisen
Interview

Fra tidehvervsk kronprins til forsvarer for indvandrerkristne

”Den nye virkelighed er, at udviklingen - forstået som fremskridt - ikke har taget livet af religionen,” siger Torben Bramming, der her ses i fødebyen Ribe. - Foto: Arkivfoto

Sognepræst Torben Bramming har formået at samle mange tankestrømninger i sin teologi. I dag fylder han 50 år

I dag fejrer præst i Ribe Domkirke og Seem Sogn Torben Bramming sin 50-årsfødselsdag.

Det sker i stilhed, modsat sølvbrylluppet næste år med hustruen, Bente, hvor parret, som Torben Bramming udtrykker det, ”satser hele butikken”.

”Man bliver 50 år, hvis man lever længe nok, mens man skal arbejde for at blive sammen i 25 år.”

Torben Bramming vendte i 2003 tilbage til fødebyen Ribe efter et årti som præst for den grundtvigske frimenighed i Ryslinge på Fyn. Og når han taler om Ribe, så er det svært at forestille sig andet, end at han også skal bæres ud af Ribe.

Torben Bramming er i vælten i øjeblikket med bogen ”Den forbudte dåb”, som han har skrevet i samarbejde med den første - nu tidligere - sognepræst med muslimsk-iransk baggrund, Massoud Fouroozandeh. Den dansk-iranske præsts vej ind i folkekirken, hvor han nu er valgmenighedspræst for en indvandrermenighed, kunne have været en succeshistorie om integration, omvendelse og tro, men er nærmest endt i et mareridt. For Massoud Fouroozandeh blev på flere punkter banket på plads af sin biskop, blandt andet for at døbe mennesker, der ikke dermed blev medlem af folkekirken.

Han har tidligt bevæget sig i offensiv retning, når det gælder indvandrerkristnes plads i folkekirken. Allerede i 2011 argumenterede Torben Bramming i Kristeligt Dagblad for en større teologisk åbenhed over for dem:

”Bredden i folkekirken synes også dogmatisk stor nok til at rumme indvandrer-menighederne, når man ser på for eksempel karismatiske valgmenigheder som den i Aarhus, præster med sekulariseret gudsbillede og menighedsrådsmedlemmer, som tror på reinkarnation, og som ikke udelukkes af folkekirken.”

Men hvorfor bliver en præst fra Tidehverv, der traditionelt ikke slår af på lutherdommen, indædt forsvarer for en missionsk præst?

”Tidehverv har traditionelt været på kirkens 'modernistiske fløj' og stået over for Indre Mission. Men når mange modernister i dag ser Massoud, opfatter de ham som 'missionsk' og reagerer voldsomt på hans virke. De forstår ikke, at han er tegn på en ny virkelighed i kirke og samfund. Missionen foregår i 'Apostlenes Gerningers tid'.”

Det er ikke første gang, at Torben Bramming lægger hovedet i løkken med en provokerende bog. I 1993 skrev han ”Tidehvervs historie”, og så faldt han i unåde, selvom han indtil da havde været kronprins i Tidehverv. Det blev han aldrig igen.

”Jeg havde forventet, at der faldt brænde ned, men ikke, at kritikken blev så voldsom. Jeg må have været lidt naiv, og ung!”.

Det med at være kronprins i Tidehverv var ikke noget, Bramming tænkte meget på dengang.

”Vores fokus var studenterlivet og især den teologiske diskussion, der udspillede sig på teologi i Århus. Det var sammen med blandt andre Thomas Bech - nu hærprovst - og Anders Rom Dahl. Vores kampplads var i høj grad i Fri Kritisk Teologisk Liste, og vi kæmpede mod indførelsen af studietrinstilvækst, kirkeliggørelse af studiet og meget andet.”

Men i de tidehvervske kredse var det nu Torben Brammings bog, der fik fokus. 10 år senere, i 2003, skrev Søren Krarup i bladet Tidehverv:

”Hans (Torben Bramming, red.) lille bog om ”Tidehvervs Historie” fra 1993 var i enhver forstand, både teologisk og historisk, inkompetent, og jeg tror i grunden, at Torben Bramming godt vil indrømme det i dag (...) Torben Bramming har siden skrevet meget bedre og klogere ting. Han har i årene efter 1993 sagt så meget fornuftigt, at han er lige ved at fortjene at blive kaldt for tidehvervsk.”

Da Torben Bramming i 2003 vendte tilbage til Ribe, flyttede han ind i Tårnborg, det hus, som salmedigter Hans Adolph Brorson (1694-1764) havde boet i. Brorson var også biskop i Ribe fra 1741-64.

Også her overraskede den grundtvigsk-tidehverske teolog. For hvorfor flyttede tidehvervsmanden ind i den kendte pietists hus?

”Da jeg kom fra Ryslinge og til Brorsons Hus i Ribe, fik jeg øjnene op for de gode sider hos ham, som jeg intet kendte til. Jeg har altid set Brorsons teologi som indremissionsk, men min interesse i ham er mere kulturel, litterær og historisk. Og i øvrigt har Hans Tausens familie også ejet huset,” siger Torben Bramming.

Men den grundtvigsk-tidehvervske teologi blev ikke bare udvidet med et pietistisk aspekt.

Også den anglikanske C.S. Lewis er tænkt med nu, for Bramming er optaget af ”Narnia”-forfatteren. Men selvom ordet garderobeskabsteologi er præget af modstanderne af C.S. Lewis-selskabet, har Torben Bramming taget det til sig med en anden betydning:

”Jeg mener det på den måde, at når jeg går ind i en kirke, så går jeg så at sige igennem garderobeskabet til et andet rige. Her forkyndes en anden historie end den moderne materialistiske fortælling om mennesket, og den kristne fortælling, jeg har med ud af kirken, skal sættes i spil i den verden.”

Modernitetsteologien led ifølge Torben Bramming et knæk i 1989.

”Den nye virkelighed er, at udviklingen - forstået som fremskridt - ikke har taget livet af religionen. Den er ikke brudt sammen. Og hvis vi er kloge nok, så prøver vi i den nye virkelighed at finde et ståsted som det, der beskrives hos Gustav Brøndsted og C.S. Lewis, der søger at lade de mennesker, der forkynder Kristus i Bibelen, stå som vidnerne i deres fjernhed og fremmedhed og samtidig på eget ansvar være forpligtet til at gøre budskabet gældende i dag. På den måde slipper vi for den teologi, der påstår, at Gud følger med tiden og udvikler sig i takt med menneske og samfund. Det skrev jeg om i 2012-bogen 'Opgør med den moderne myte'.”

Hvad kan gøre dig vred?

Hvis jeg opfatter noget som uretfærdigt, eller overgreb mod nogen, der har svært ved at klare sig. Men teologi kan ikke gøre mig vred.

Hvad kan gøre dig glad?

Den gode sejr, for eksempel europamesterskabet i fodbold i 1992.