Prøv avisen
Bedste & værste

Kristendommen formår at forene elite og masse

Det multireligiøse samfund gør virkeligheden virkelig, mener Hans Jørgen Lundager Jensen. - Foto: Lars Aarø, Fokus

Præsterne skal turde mere og ikke være så autoritetstro, når der holdes gudstjeneste, mener professor i religionsvidenskab Hans Jørgen Lundager Jensen

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Jeg er lidt forbeholden i forhold til at bruge ordene ”det bedste”. Jeg kan lide så meget ved kristendommen, at jeg vil hellere bruge ordene ”noget af det gode”. Og noget af det gode ved kristendommen er, at den er der. Religioner kommer og går, og nogle bliver. Kristendommen hører til de sidste.

Om godt 20 år kan vi fejre dens 2000-årsjubilæum. Hvilke andre institutioner i den vestlige verden kan siges at have levet så længe? Ingen. Bortset fra sprogene, men de har forandret sig mere end kristendommen.

Det er kristendommens sejhed, at den har levet så længe, og jeg mener, at det skyldes to egenskaber. Den ene er, at den har været god til at indrette sig til forskellige samfundsformer - feudalt riddersamfund, høvdingesamfund, kongeenevælde og demokrati. Kristendommen kan fungere med næsten alle politiske systemer og samtidig holde på sin egen vær-dighed og sine egne prioriteringer. Selvfølgelig må den indimellem hugge en hæl og klippe en tå, for gjorde den ikke det, ville den gå under.

For det andet har kristendommen været god til at forene masse og elite. Der har altid været plads til både belæste teologer og fanatiske ideologer på den ene side og sløve kirkegængere og almindelige mennesker med meget jordiske bekymringer på den anden side. I elitens natur ligger, at den foragter massen, fordi den ikke kan leve op til elitens standarder. Samtidig ryster massen på hovedet ad eliten som nogle selvoptagede individer, der ikke kan tage de daglige vilkår på sig og interessere sig for forskellige ting. Forholdet mellem de to grupper truer altid med at bryde sammen, og gør det det, bryder kristendommen sammen. Derfor er det nødvendigt, at de hele tiden tilgiver hinanden.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det er ikke så interessant, for det er de samme ting, som alle andre synes. Jeg kan selvfølgelig heller ikke lide foragt for det alternative, heksebrændinger, religionskrige, indskrænkethed og voldelige aktioner.

Det bedste og det værste står ikke sideordnet. Det bedste trumfer det værste så utrolig meget. At sige at menneskeheden ville have været bedre uden religion - det ville den ikke.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

At den er der. Det er ”true love” (ægte kærlighed, red.) for mit vedkommende. For at citere Johnny Cash fra ”Walk the Line (film fra 2005)”: ”I find it very, very easy to be true” (Jeg synes, det er nemt at forblive tro, red.). Det bedste ved folkekirken, eller noget af det bedste, er dens evne til at overleve uden at opgive sig selv. At den kan smide noget af og samtidig fastholde sin kerne. Det gør den hele tiden, og ofte gør den det uden at vide af det.

Der er to ting, folkekirken har gjort de seneste 200 år, som får den til at overstråle andre kirker - også protestantiske. Den ene er, da Grundtvig i 1800-tallet reformerer protestantismen, så man tror, man bliver ved at være luthersk, uden at man er det. Vi får derved en form for ikke-aggressivt kirkemonopol, fordi folkekirken faktisk opgiver det at ville være en monopolkirke. Den opgiver kravet om at skulle bestemme over medlemmernes hele tænkning og liv. Grundtvigs kirkepolitik var, at kirken skulle løsnes fra staten, og netop fordi den ikke ville være monopolkirke, blev den i virkeligheden ved med at være det.

Den anden ting sker i 1900-tallet. Det er refeminiseringen. Også i senmiddelalderen blev folkekirken domineret af det feminine - der var kvinder overalt, også i trosforestillingerne. Det er ikke et tilfælde, at Moder Anna troner på altertavlen i Aarhus Domkirke. Hun forsvinder igen med Reformationen, hvor mændene tilbageerobrer kirken. Men i virkeligheden sker feminiseringen med Grundtvig. Man kan ikke forestille sig Grundtvig uden kvinder. Den danske folkekirke var hurtigt ude, på samme vis som Danmark var med frigivelsen af pornoen og aborten. Den har været villig til at modernisere, og hvis den vil leve, må den have kvinderne med.

Kvinder går rent statistisk mere op i familie, børn, familieopretholdelse, fødsler og bryllupper, end mænd gør. Og hvis ikke folkekirken kunne tilbyde former for de begivenheder, ville den ikke være loyal over for kvindernes prioriteringer. Men det er den. Den tager kvindernes prioriteringer seriøst.

Man kan så sige, at prisen er, at mændenes prioriteringer ikke tilgodeses, men hvis kirken skal vælge, bør den vælge kvinderne. Det er kvinderne, der er loyale over for kirken. Det er de gamle koner, der sidder til gudstjenesten, og det gør de, fordi de kan lide den. Religioner lever, hvis mennesker kan lide religionen, og det kan de. I et demokratisk samfund kan man ikke tvinge folk til at kunne lide den.

For 200 år siden var præsten en, man respekterede. I dag er præsten en, man kan lide. Præsten ser ikke anklagende på en, og det skyldes en feminisering af præsterollen. Man er ikke længere bange for præsten, og derfor har ateismen det også så svært i Danmark. Det er svært at være vred på folkekirken, fordi den ikke er autoritær og anklagende, men rar og imødekommende, inkarneret i den kvindelige præst.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det er den nødvendige anden side af mønten. Man kan jo aldrig få det hele. Jeg hører til dem, der helst ville have det hele. Jeg er enig med forfatteren Søren Ulrik Thomsen: Jeg ville også gerne have en gudstjeneste på latin eller for eksempel en procession med Knud den Helliges relikvier. Men det kan folkekirken alligevel ikke magte. Så må jeg i stedet blive religionsturist, og så kan jeg tage hen og få det der, hvor jeg kan det. Bagefter er der heldigvis ingen, der anklager mig for at være kætter.

En anden ting er, at jeg synes, at bænkene burde ud af kirken. Kirkerummet er ikke bygget til bænke, i hvert fald ikke middelalderkirken. Bænkene kommer ind med Reformationen, og så bliver det ligesom i skolen med en talerpult og nogle individer, der lærer, mens kroppen skal disciplineres på bænken. Nu har bænken tyranniseret kirken i 500 år, og det ville være et logisk skift væk fra protestantismen at få bænkene ud som en måde at fortsætte den grundtvigske reformation.

Der må gerne være klapstole, som man kan tage frem, hvis man skal sidde og lytte. Måske ville jeg oven i købet selv synes bedst om det, ligesom jeg nok gerne ville have en prædiken. Men man skal også kunne stå i en cirkel eller i små grupper.

Der vil givetvis være en del, som synes, at mit forslag er rædselsfuldt, men så er det jo, fordi bænkene er blevet helliggjort. Og det paradoksale med bænkene er, at de gør det, som Reformationen netop ikke ville. Vi siger jo ikke i trosbekendelsen, at vi tror på ”Helligånden og bænkenes uflyttelighed”.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

En af de rigtig gode ting ved gudstjenesten er, at den er rig i økonomisk forstand. At den har råd til at holde gudstjeneste for mig og tre gamle kvinder med både god teologi, dygtig præst, dygtig organist og dygtige kirkesangere.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Det er, at den altid er den samme. Præsterne tør ikke eksperimentere med gudstjenesten og gå ud over det gængse. De er alt for autoritetstro. Måske er de bange for at få vrøvl med provst og biskop? I stedet for at sige, at nu gør jeg sådan her, for det har jeg lyst til at prøve, og så tager jeg konflikten bagefter, hvis der er nogen, der kommer og brokker sig, så holder de sig til det sikre. Den konfliktskyhed og potentielle dovenhed ærgrer mig.

Så længe man har sogneinddeling, kan man selvfølgelig ikke skeje fuldstændigt ud, men i storbyen giver det i hvert fald ikke mening, at alle gudstjenester er ens i alle kirker. Jeg kunne ønske en tydeligere mærkning af, hvad man kan få i den enkelte kirke. Jeg er ikke selv til gospel og lovsang. Jeg kan godt lide synd, død og korsfæstelse, men jeg synes, det ville være fint, hvis der var steder, hvor man kunne finde noget forskelligt. Der behøver ikke være pibeorgel overalt, nogle steder kunne det være fint med en synthesizer.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Det multireligiøse samfund gør virkeligheden virkelig. Det viser konkret, hvordan det står til på den her planet. Det viser også, at religion altid har konkrete former, og så er jeg sikker på, at det har bevirket en større accept af folkekirken.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Det er, at der også fragtes konflikter ind i det, og at vi inddrages i dem. Det er indlysende. Der er dog også den lære i det, at vi forhåbentlig kan se, at de kampe, der kæmpes andre steder i verden, for eksempel af IS, minder om dem, vi selv havde for 400-500 år siden, og at vi bør være ovre den tid, hvor vi kastede os ud i den slags.