Sorg er den største ære, kærligheden kan få

Jan Lindhardts bisættelse samlede godt 600 mennesker i Roskilde Domkirke. Biskop Tine Lindhardt holdt talen ved højtideligheden

Jan Lindhardts seks børn bar kisten, mens menigheden sang ”Se, nu stiger solen af havets skød.” Se flere billeder fra ceremonien ved at klikke på pilen i billedserien
Jan Lindhardts seks børn bar kisten, mens menigheden sang ”Se, nu stiger solen af havets skød.” Se flere billeder fra ceremonien ved at klikke på pilen i billedserien. Foto: Leif Tuxen.

Jan Lindhardt var manges. Hans ægtefælle biskop Tine Lindhardt understregede det, da hun onsdag eftermiddag holdt begravelsestalen for ægtefællen gennem 29 år, og en fyldt domkirke vidnede om det.

Her var godt hundrede præster i præstekjole, en lang række biskopper, folketingspolitikere, den lokale borgmester, katolske præster, en række folk fra stiftet og mange, mange flere. Ifølge kirkens personale mødte godt 600 op til bisættelsen for den biskop, som, med Tine Lindhardts ord, havde som bevidst mål, at bringe kirken ud af sig selv og ind i offentligheden.

Jan Lindhardt døde 11. november efter længere tids sygdom kort tid efter Allehelgens søndag, og Tine Lindhardt tog afsæt i ordene fra denne søndags tekst: I er jordens salt! I er verdens lys.

”Han levede et liv med salt og lys. Rundhåndet strøede han salt i åbne flanker og kastede lys over tingene. Han havde en enorm viden inden for teologi, filosofi, idehistorie, historie og retorik. Hans viden var en væsentlig grund til hans gennemslagskraft. Han havde noget at sige og kunne tale enkelt om det væsentlige,” sagde hun med henvisning til de mange gange, han markerede sig i den offentlige debat.

”Når han blandede sig var det ikke bare for at blande sig, men fordi han så sig selv som missionær med den rolle at bære kristendommen ud i samfundet,” sagde Tine Lindhardt og mindede om nogle af de mange sager, han engagerede sig i fra kampen mod afskaffelsen af lukkeloven til pinsefisken.

Jan Lindhardt satte pris på humor og brugte det humoristiske leje som rambuk. Tine Lindhardt ikke alene mindede om det, men fik forsamlingen til at erfare at man både kan grine og smile ved en stor mands kiste og fortalte om hans uformelle stil og om den dag, han mødte op til et formelt arrangement i to forskellige, sorte sko: En fodformet travesko og en mere elegant, sort sko.

”Han punkterede det højtidelige bevidst og ubevidst, han nærede en dyb bekymring for at patos fik for megen magt,” sagde hun.

I den næsten 25 minutter lange tale, mindede hun om hans kamp mod værdighed, som han mente vi ofte misfortolkede som færdighed.

”Han vidste at afhængighed af andre ikke var en fejltagelse, men et grundvilkår for vores liv,” sagde hun.

Afhængigheden som et grundvilkår kom Jan Lindhardt selv til at mærke, da han blev syg, men Tine Lindhardt beskrev, hvordan han også i den fase bevarede ønsket om at formidle.

”De sidste år blev lyset svagere og saltet mistede kraft. Han blev ramt på talen, sproget, hukommelsen, overblikket, forskningen og formidlingen. Det var en stor sorg for os. Men derfor var det en glæde og tilfredshed for ham, at han gennem samtalerne kunne bidrage til artikler som andre kunne få glæde af,” sagde hun.

En episode Jan Lindhardt holdt af at genfortælle var den kamp, han førte op til bispevielsen, hvor han ønskede at ”Nu fryde sig hver kristen mand” skulle synges på Lasse Lunderskovs melodi. Han argumenterede, men han fik ikke sin vilje.

Men ved bisættelsen blev salmen sunget på netop Lunderskovs melodi efter talen. Den melodi som Jan Lindhardt mente fik folk til at række ryggen og Luthers ord til at så klart: Frelsen er ikke menneskets fortjeneste, men et udtryk for, at vi er i Guds hænder.

”Hvor er Jan nu? Jan er der, hvor han hele tiden har stolet på, at vi alle er: I Guds hånd. De døde lukker døren efter sig og tillader ikke os at kigge med inden for, men Jan var ganske sikker på, der var en helt velkomstkomite hos Gud. Med Jesu død og opstandelse fra de døde, så er der ikke noget som kan skille os fra Gud.”