”Den ortodokse tro har spillet en enorm rolle i dannelsen af den russiske identitet.”
Sådan stod der i en deklaration, som blev udgangen på et såkaldt folkemøde om den russiske nationale identitet afholdt forleden i konferencesalen under Moskvas Frelserkatedral.
Sammen med det nationale sindelag og det russiske sprog er den ortodokse kristendom en hovedkomponent i den russiske nationale identitet. Det var budskabet fra de russiske kulturpersonligheder, partiledere, skolelærere, generaler, biskopper og lægfolksorganisationer, som deltog i mødet.
Deklarationen har ikke nogen officiel status, men mange af mødedeltagerne er indflydelsesrige personer.
Præsident Putin sendte en kort hilsen til folkemødet for at demonstrere sin opbakning.
Folkemødet i november 2014 var det ottende i rækken af folkemøder, som den russisk-ortodokse kirke har været vært for siden 1993. Temaet i år var ”Historiens enhed, folkets enhed, Ruslands enhed”.
Deklarationen proklamerer ikke et monokulturelt eller monoreligiøst Rusland. De mere end 100 folkeslag i Rusland, der ikke opfatter sig som russere, tilhører, hvad patriark Kirill i sin åbningstale kaldte ”familien af folkeslag i Rusland”. En russer, konkluderer deklarationen, er et menneske, der ”opfatter sig selv som russer” , ”taler og tænker på russisk” og ”anerkender den ortodokse kristendom som grundlag for den nationale åndelige kultur”.
Dele af den russiske blogosfære har kritiseret deklarationen for at tilsidesætte samvittighedsfriheden. På et ateistisk forum spørger en blogger: ”Hvad så, ateister, agnostikere, buddhister og andet godtfolk, opfatter I jer selv som russere?”
Deklarationen udgør det foreløbigt mest håndfaste bud på en russisk national identitet siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991.
Da Sovjetunionen brød sammen, famlede den nydannede Russiske Føderation efter en ny national identitet. Sovjetmennesket var afgået ved døden, men hvad skulle træde i stedet? Nogle forskere har brugt begrebet ”åndeligt vacuum” til at beskrive den ideologiskeatmosfære efter Sovjetunionens sammenbrud.
Boris Jeltsins værdipolitiske position var i starten af 1990'erne at kritisere kommunismen og af-ideologisere Rusland. Han gennemførte økonomiske reformer i alliance med liberale politikere, som troede på markedet, individet og Vesten som model for det nye Rusland. Den nye stats arkitekter ønskede ligesom Peter den Store i begyndelsen af 1700-tallet en hurtig ”europæisering” og modernisering af Rusland.
I deres iver efter at modernisere Rusland hurtigst muligt negligerede de på brutal vis alle sociale hensyn. Som den amerikanske journalist David Satter har skrevet, skabte de kapitalisme i stedet for kommunisme. Deres handlinger trak ifølge forfatteren på en arv fra Stalin: Forestillingen om, at ”transformeringen af samfundet retfærdiggør et hvilket som helst menneskeligt offer.”
For store dele af befolkningen tabte den vestvendte ideologi sin autoritet midt i al den materielle armod og politiske utryghed. Mange russere omtaler i dag 1990'erne som ”forvirringens tid”, i lighed med den kaotiske, hungersnødsramte og magtforvirrede periode 1598-1613.
Den ordløse nationalhymne, som Boris Jeltsin indførte i 1991 som afløser for den sovjetiske nationalhymne, slog aldrig igennem. Sportsfolk klagede over, at de ikke følte nogen fædrelandskærlighed, når de på sejrsskamlen hørte tonerne af den nye hymne uden mulighed for at synge med.
I oktober 2000 genindførte den nyvalgte præsident Putin den sovjetiske nationalhymne med en ny tekst. Forfatteren var den 86-årige Sergej Mikhalkov, som også havde skrevet den sovjetiske hymne tilbage i 1943. De første to linjer i den nye nationalhymne lyder: ”Rusland, vort hellige rige. Rusland, vort elskede land.”
Putin vil ikke gøre den ortodokse kristendom til statsbærende ideologi alene. Hans ambition er at skabe en syntese af ”det bedste” fra alle perioder i den russiske historie.
Den russisk-ortodokse kirke har derimod stræbt efter at genkristne Rusland lige siden Sovjetunionens sammenbrud. Med den nye deklaration har kirken fået papir på, at den ortodokse kristendom er en uomgængelig del af den russiske identitet.