I mandags blandede sognepræst Ulrich Vogel fra Tingbjerg Kirke sig i den offentlige debat for første gang, siden han i 2009 blev chikaneret af bydelens kriminelle og flyttede i tjenestebolig uden for sognet.
Har de problemer, der drev dig ud af sognet i 2009, ændret sig?
Problemerne er på ingen måde væk. Jeg får henvendelser, og min socialrådgiver ved kirken får henvendelser stort set hver eneste uge fra mennesker, der kommer i klemme og bliver udsat for kriminalitet. Jeg har en opfattelse af, at der ikke bliver taget hånd om dem. Politiet reagerer ikke, og som regel er de slet ikke til at komme i kontakt med. Det er et alvorligt problem. For de mennesker, der kommer i klemme, er det vigtigt at få problemet italesat. Der er stadig indbrud, tyveri og overfald, samtidig med at man har en fornemmelse af at bo i en bydel, hvor der er en masse uskrevne regler, man skal følge. Man skal i hvert fald ikke sige noget som helst negativt om nogen, for så har det konsekvenser. Jeg vil betegne det som et meget betændt miljø.
Jeg oplever, at borgerne bruger mig som præst, og de henvender sig på baggrund af min egen historie. På den måde står vi i samme situation, fordi jeg ikke har følt, der er blevet taget hånd om mig fra politiets side. Politiet siger, at statistikken har vendt, og det går godt. De fleste har opgivet at henvende sig til politiet og er efterhånden ikke spor overraskede længere over ikke at blive taget alvorligt. Folk herude er skuffede og kede af det.
Hvad har fået dig til at vende tilbage?
Vi har et meget stærkt fællesskab i kirken, som er hjerteligt, varmt, velfungerende og åbent. Der ville såmænd også være plads til ballademagerne, hvis de havde lyst til at komme. Der er brug for en kirke i Tingbjerg, og det er indlysende, vi er der, for vi har en funktion.
Hvordan har striden påvirket din teologi?
Min opfattelse af retssamfundet er snarere blevet påvirket. Jeg vil ikke betragte nogen som mine fjender. Det ligger meget fjernt for mig at tænke sådan. Jeg er opvokset i et retssamfund og lever forhåbentlig også fortsat i et retssamfund. Men jeg har en forventning om, at nogen, der ikke holder sig til retssamfundet regler, får sanktioner. Hvis der ikke er nogen, der vedkender sig og erkender sin skyld, er det svært at tilgive. Tilgivelsen bliver meget hul i mine ører, hvis man bare siger: Det gør ikke noget. Du er god nok. Det er en meget pædagogiserende form for tilgivelse. Den køber jeg ikke under nogen omstændigheder.
Hvordan kan det være, at kirken er blevet involveret i den pågående konflikt?
Når tingene er så meget et tabu, som de er i vores bydel, så finder folk et sted, hvor tabuet ikke lever - nemlig i kirken. Kristendommens styrke er at være nøgtern og benævne de ting, der ikke er gode, og samtidig glæde sig over det, der er godt. Det er ikke en konflikt, der består mellem danskere og indvandrere. Skillelinjen går et andet sted. Jeg har en meget bred berøringsflade til indvandrermiljøet, der er triste over at se de samme strukturer, som de er rejst fra i deres hjemland.
Er kirken i dialog med ballademagerne?
Det blev jeg opfordret til, da jeg var flyttet. Det synes jeg er langt ude, så længe der ikke er en erkendelse af, at man er gået over stregen. Der er ikke et grundlag for at gå i dialog med nogle kriminelle. Og hvem er for resten ballademagerne? Der er tale om en meget velorganiseret kriminel struktur i Tingbjerg og ikke blot om ”drengestreger”. Der er et hav af socialarbejdere, der er i dialog med de kriminelle. Jeg betragter det ikke som kirkens opgave. Til gengæld er det vores opgave at skabe tryghed for de mennesker, der gerne vil have det, og som kirke at være et tiltrængt fristed i en bydel med massive problemer.