Hvordan vil du beskrive din tro?
Min tro er stærkt påvirket af Søren Kierkegaard, men vel at mærke i min avancerede læsning, som nok vil forekomme nogen lidt abstrakt. Jeg læser nemlig ”Det Nye Testamente” i helt overført betydning, sådan at sætningerne fra Johannesevangeliet: ”Ordet var Gud” og ”Ordet blev kød”, sammenkædes med de af Kierkegaard fremhævede teser ”Gud er kærlighed” og ”Gud er idealitet”. Dermed bliver Kristus-skikkelsen Guds ord om kærlighed personificeret i kød og blod i verden. Hvilket betyder, at kærligheden bør styre ens liv. Den er det ideal, som vi må stræbe imod, men også i forhold til det ”indrømme”, at vi ikke slår til. Så kan vi for både Kierkegaards og min skyld godt droppe traditionens uvirkelige ceremonier, ritualer og symboler. Kun kærlighedens gerninger er virkelige.
Hvis man spørger til mit religiøse tilhørsforhold, så vil det ærligste svar være: Det eksisterer ikke, hvis der tænkes på, om jeg for eksempel er grundtvigsk, indremissionsk eller tidehvervsk. Jeg overdrager ikke mine holdninger og eksistentielle ansvar til nogen organisationer og slet ikke ”mængder”, der har tilbøjelighed til ansvarsløshed. Hvis alle har ansvaret, har ingen det.
Hvordan var forholdet til tro i dit barndomshjem?
Min far var nok højkirkelig og temmelig fundamentalistisk, men på en for mig lidt for højrøstet måde. Jeg har dog aldrig diskuteret det med ham, det var utænkeligt; men han var også født i 1898. Min moder fulgte vist bare med. Jeg brød mig bestemt ikke om at gå i søndagsskole.
Hvad har udfordret din tro?
Den megen ondskab i verden - ikke mindst den totalitære tænkning og vold i islam har sommetider fået mig til at tænke på, om det overhovedet nytter at hævde kærlighedens budskab. Men det gode har prioritet over det onde. Alle flygter jo fra ondskab.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Det har så helt givet mit studium af Kierkegaards skrifter med hans underforståede opfordring til at blive ”den enkelte”, sig selv. Det er noget, man kan stræbe imod at blive, og først, når man vælger det, kan man opfatte ”den anden” som sin næste. At eksistere virkeligt er en uendelig stræben, ellers stagnerer man.
Det er ikke, som nogle har ment, et udtryk for egoisme - tværtimod implicerer det, at man ”elsker sin næste som sig selv”. Og det er faktisk vigtigt at huske også at elske sig selv, da alt for mange mangler selvtillid, hvilket kan være psykisk invaliderende.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg prøver at være mere forstående med og overbærende over for familie, venner og andre mennesker, jeg møder, men derimod ikke over for totalitære politiske eller religiøse fundamentalistiske ideologier. Her sætter jeg den skarpe pen i gang.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Svaret må igen blive Kierkegaard med det indirekte råd om at følge den anskuelse, at mand og kvinde er ”ligelige” for Gud. Det vil sige ligeværdige i åndelig betydning. ”Gud er ånd” og ikke en genstand. Kønnene skal således anses for lige i værdi trods den fysiske forskellighed.
Som fysisk køn er mand og kvinde naturligvis forskellige, primært fordi det evig og altid vil være kvinden, som skal føde børnene. I fødselssituationen begrænses hendes åndelige frihed eller frie vilje til at forholde sig til sig selv. Hun må nødvendigvis næsten helt hellige sig barnet.
Hvad angår det psykiske mener mange stadig, at der er stor forskel på mandlig og kvindelig psyke, mens Kierkegaard og jeg mener, at de i det væsentlige er ens. I det eksempel, hvor Kierkegaard taler om ”kvindelighedens fortvivlelse”, manglende tro, er personen, der beskrives, faktisk en mand. At kvinder generelt skulle være psykisk svagere end mænd, kan jeg heller ikke få øje på. Tro er en sag om at være den rette personlighed.