Debat om civilregistrering åbner atter værdikamp om folkekirken

Efter at politikerne i sidste måned droppede kirkereformen, er debatten om folkekirkens særstatus blusset op igen. Manglende afklaring af forhold mellem stat og kirke åbner for kritik af dansk folkekirkemodel, mener iagttagere

Debatten om folkekirken er igen på så spil, efter at forhandlingerne om en kirkereform gik i vasken.
Debatten om folkekirken er igen på så spil, efter at forhandlingerne om en kirkereform gik i vasken. Foto: Camilla Rønde

En sejr for folkekirken, som vi kender den.

Sådan lød det fra reformkritiske kirkefolk og borgerlige politikere, da de for godt tre uger siden fejrede, at regeringens stort anlagte kirkereform ikke blev til noget. Men netop den manglende lovgivning om forholdet mellem stat og kirke kan vise sig at blive den største trussel mod den nuværende folkekirkeordning, vurderer flere iagttagere.

Den aktuelle debat om civilregistrering, hvor en YouGov-undersøgelse foranlediget af Humanistisk Samfund viste, at 75 procent af danskerne ønsker at flytte civilregistrering fra folkekirken til kommunerne, er nemlig udtryk for, at værdikampen om folkekirkens særstatus hurtigt kan vækkes til live, påpeger lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen.

”Så længe politikerne ikke vil tage den principielle debat om forholdet mellem stat og kirke, vil det give næring til kritikerne af folkekirkens særstatus. Men før eller siden bliver de nødt til det. Tidligere kom den debat hvert andet år, nu er det tre gange om året,” siger han.

For Ole Wolf, talsmand for Humanistisk Samfund, er der mange gode grunde til at arbejde for løsere bånd mellem stat og kirke.

”Mere end en million danskere er ikke medlem af folkekirken. Derfor kan man ikke overlade en statslig opgave til en bestemt trosretning. Det bryder med principperne for religionsfrihed og religionslighed,” siger han.

Derfor arbejder han og resten af Humanistisk Samfund målrettet for en adskillelse af stat og kirke. Og indtil en grundlovsændring, som er nødvendig for en endelig adskillelse, kommer på tale, er det en kamp, som kan tages skridt for skridt, fortæller han.

”Ud over civilregistrering gælder det kristendomsundervisning og konfirmationsforberedelse i det statslige skolesystem og statens udskrivning af kirkeskat. Vi ønsker et opgør med alle de områder, hvor staten per automatik lægger tingene til rette for befolkningen med en særlig favorisering af folkekirken til følge. Vi ønsker, at folk skal træffe deres egne valg, når det kommer til tro og livssyn,” siger Ole Wolf.

Kritikken af det særlige forhold mellem stat og kirke i Danmark udgår ikke kun fra foreninger som Humanistisk Samfund. På Christiansborg går Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og De Radikale ind for en adskillelse af kirke og stat, mens Socialdemokraterne ønsker at minimere statens indflydelse på kirken. Også i Liberal Alliance og Venstre er der flere, som går ind for et løsere bånd eller adskillelse af stat og kirke.

Kritikken af folkekirkens særstatus henter i vidt omfang argumenter fra de menneskeretlige principper om ligebehandling, forklarer Lisbet Christoffersen, professor MSO i religion og ret ved Roskilde Universitet.

”Siden 1990'erne har der i stigende grad været en menneskeretligt forankret kritik af lande som Danmark, hvor kirken er indfældet i staten. Først og fremmest fordi det strider med principperne om ligebehandling. Historisk og i nyere domme har der dog fra Menneskerettighedsdomstolens side været accept af, at stater kan have en tættere tilknytning til nationalkirken end til andre trossamfund,” siger Lisbet Christoffersen.

Hun peger på, at netop folkekirkens særstatus kan være en af grundene til, at Danmark ikke har tilsluttet sig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions generelle bestemmelser om ligebehandling.

Den aktuelle sag om civilregistrering kan ifølge Lisbet Christoffersen menneskeretligt anskues på to måder:

”For kritikerne er det endnu et eksempel på sammenblanding af stat og kirke. Men som Højesteret herhjemme har lagt vægt på, kan det også betragtes som en opgave, staten har udliciteret til folkekirken, og dermed er der ikke et menneskeretligt problem ved modellen,” siger hun.

Uanset omden danske folkekirkeordning er i strid med de menneskeretlige principper eller ej, tyder alle undersøgelser på, at udviklingen går i retning af et løsere bånd mellem stat og kirke, siger Hans Raun Iversen. Han peger på, at alene det forhold, at dåbsprocenten og medlemstallet i folkekirken er faldet støt gennem årtier, svækker fundamentet for den eksisterende ordning.

”En klargøring af forholdet mellem stat og kirke kan sagtens tage udgangspunkt i, at folkekirken har en historisk og kulturel særstatus. Som vi senest har set det i Norge (som i 2012 vedtog en lov der giver løsere bånd mellem stat og kirke, red.). At få den principielle diskussion frem i lyset vil kunne bane vejen for et nationalt kompromis, så folkekirken undgår at blive kastebold i en endeløs værdikamp mellem sekularister og borgerlige traditionalister,” siger Hans Raun Iversen.