Kirken tager rollen som social samvittighed

Efterhånden som idealisme og visioner fylder mindre i den politisk sfære, er kirker i Vesten i stigende grad trådt ind som samvittighed for samfundet

Flygtninge på et asylcenter i Rødby. Foto: Scanpix
Flygtninge på et asylcenter i Rødby. Foto: Scanpix.

”Snigende kynisme” er en faldgrube for os i flygtningedebatten. Den advarsel lød i går fra Københavns biskop, Peter Skov Jakobsen, og i særdeleshed efterlyste han mere ”empati” i offentligheden, når talen falder på de nye indvandrere fra Mellemøsten.

”Vi har noget at bidrag med, når det gælder humanitet og medfølelse,” argumenterede biskoppen i Berlingske for folkekirkens tilgang til mennesker.

Formaningen om at tage vare på de fremmede kunne næsten lyde som et ekko af pave Frans, der dagen før i Europa-Parlamentet havde berørt samme emne og advaret imod, at Middel-havet blev til ”en kirkegård” for de mange druknede flygtninge.

I og for sig er ingen af delene overraskende, og det er ikke mange uger siden, at biskop Marianne Christiansen var ude med en lignende kritik og fik opbakning fra andre biskopper. Og så alligevel. Noget har ændret sig.

For ville man i 1980'erne kunne forestille sig en gejstlig kritik af flygtningedebattens retorik få så fremtrædende placering i medierne som i dag og i pavens tilfælde over hele kloden? Det scenarie er ganske svært at se for sig. Ikke fordi paven eller Københavns biskop ikke kunne have haft samme holdning dengang, men fordi kirkens rolle i samfundet har været under forandring i de mellemliggende år. Og fordi værdi-debatten har flyttet sig.

Hvad har da ændret sig?

Alle samfund har instanser, der rejser samvittighedsspørgsmål, som politikerne ikke kan løse. I 1980'erne havde menneskerettighedsorganisationerne kronede dage som samvittighedsfuld stemme, særligt når det gjaldt forbrydelser i Østblokken under kommunismen. Samtidig kunne man også høre dronning Margrethe sige, at vi skulle tage ordentlig imod de fremmede og behandle dem godt. Det er en lignende tone, flere biskopper i dag rammer i medierne.

I andre historiske epoker har kunstnere haft samme rolle, og i Kina er det også i dag folk som systemkritikeren Ai Weiwei, der påtaler de onder, som det kinesiske samfund ikke har en offentlig metode til at sætte under debat. I Danmark er kunstnerscenens lyst til at påtage sig samme rolle temmelig udvandet.

I dag ser kirken til gengæld ud til at rykke ind i et moralrum, som er blevet mindre og mindre befærdet, siden den kolde krig sluttede for 25 år siden. Det er det rum, hvor der løftes pegefingre på vegne af samfundet og tales til borgernes samvittighed.

I mange år faldt opgaven idealistiske politikere på venstrefløjen naturlig. Men efterhånden som venstrefløjens visioner er skrumpet ind, er også muligheden for at spille rollen som social samvittighed skrumpet.

Kandidaterne til rollen som social samvittighed har sænket stemmen en efter en, mens kirken i stigende grad finder sig tilpas i den revsende rolle, der efterlades, hvilket pave Frans' enorme succes i medierne er det bedste eksempel på.

Nogle vil indvende, at det er komplet gratis for kirken at kræve medmenneskelighed, fordi den ikke selv betaler den pris, der kan være forbundet med de idealistiske krav. Men det er måske netop forklaringen på bevægelsen: Folkekirken er i dag en af de få institutioner i samfundet, der har friheden til at stille krav til danskernes samvittighed uden at stå til regnskab for hverken vælgere, økonomer eller borgere, der er uenige. Samvittigheds-funktionen har som sagt eksisteret til alle tider i alle samfund med et vist mål af kritisk refleksion. Og det er ikke nyt, at kirken har den opgave, som paven gjorde opmærksom på i Europa-Parlamentet:

”En anonym forfatter skrev i det andet århundrede, at 'kristne er for verden, hvad sjælen er for kroppen'. Sjælens funktion er at bistå kroppen, at være dens samvittighed og historiske hukommelse.”