Biskopper: Er Antorini inden for skoleloven?

Konfirmationsforberedelsen har lovkrav på at ligge i skoletiden, fastslår folkekirkens 10 biskopper i en fællesudtalelse om den nye skolereform. De stiller sig tvivlende over for undervisningsministerens udtalelser om emnet

Biskopperne går nu i brechen for konfirmandernes plads til at forberede sig i skoletiden. Her ses nordkøbenhavnske konfirmander i Hellerup Kirke. - Arkiv
Biskopperne går nu i brechen for konfirmandernes plads til at forberede sig i skoletiden. Her ses nordkøbenhavnske konfirmander i Hellerup Kirke. - Arkiv.

Folkekirkens 10 biskopper stiller nu spørgsmål til, om undervisningsministeren holder loven med hensyn til konfirmationsforberedelsen.

I en fælles udtalelse, som er offentliggjort i bladet Kirken Underviser, udgivet af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, understreger biskopperne, at kirken har lovkrav på at lægge sin undervisning i skoletiden. Derfor er det ikke efter reglerne, når Christine Antorini har sagt, at det kun er ”så vidt muligt”, påpeger biskopperne.

Biskop i Viborg Stift Henrik Stubkjær understreger, at konfirmationsforberedelsen er et af folkekirkens kerneområder, og derfor er han parat til at kæmpe for den.

”Det er den klare forudsætning i vores dialog med undervisningsministeren, at der ikke skal ændres lovpraksis i forhold til, at konfirmationsforberedelsen skal placeres i skoletiden, også under skolereformen. Så ministerens udtalelse om, at det skal ske 'så vidt muligt' køber jeg ikke. Det er ikke hensigten med loven,” siger Henrik Stubkjær og fortsætter:

”Ministeriets håndtering af skolereformen i forhold til kirken kan ses som et udtryk for sekularisme - måske ubevist, men alligevel uheldig. Men det modsvares af, at konfirmationsforberedelsen på flere måder i lovgivningen er tænkt med ind i folkeskolens planlægning af undervisningen,” siger Henrik Stubkjær.

”Det er vigtigt, at vi får en afgørelse på ministerniveau, som siger, at kirkens undervisning skal ligge i skoletiden, ellers svigter vi præsterne ude lokalt, som står med forhandlingerne om placeringen,” siger Henrik Stubkjær, der på stående fod ikke kender eksempler i sit stift, hvor konfirmationsforberedelsen er placeret uden for skoletiden imod præstens ønske. I december regner han dog med at få en detaljeret redegørelse fra provsterne om de erfaringer, de har indhøstet om placeringen under skolereformen.

Biskop i Aalborg Stift Henning Toft Bro vil ikke afvise, at hele konflikten omkring skolereformen kan ses som ”endnu et anslag mod stat-kirke-forholdet”. Han er i hvert fald uenig i ministerens udlægning.

”Sådan læser vi ikke loven. Den siger klart, at konfirmationsforberedelsen skal ligge i skoletiden og dermed ikke efter klokken 16. Det er en meget dårlig idé at placere den kirkelige undervisning anderledes, for det skaber vanskelige situationer, for eksempel i forhold til kirkernes afvikling af kirkelige handlinger som begravelser,” siger Henning Toft Bro, som i den kommende tid afventer en evaluering fra stiftets provster om skolereformen.

Biskop i Ribe Stift Elof Westergaard mener, at det overordnede billede er, at det helt klart er blevet vanskeligere at få lagt konfirmationsforberedelsen et passende sted efter skolereformen.

”Lovgiverne skal passe på med ikke at blive for sekularistiske i deres tankegang, for religion er også noget, som danner et menneske. Myndighederne burde holde fast i tankegangen om, at skolen skal åbne sig mod det omkringliggende samfund, og her hører kirken naturligt med. Men kirken kunne jo svare igen med at stå fast på, at konfirmationsforberedelsen skal ligge inden for skoletiden og ikke om aftenen og i weekenderne, som det er sket nogle steder,” siger Elof Westergaard.

Biskop i Roskilde Stift Peter Fischer-Møller siger, at der er konfirmationsforberedelse i hans stift, som ligger uden for skoletiden, men ikke imod præsternes ønsker.

”Placeringen er en sag, som vi som biskopper hele tiden har fulgt nøje. Forberedelsen skal ligge inden for skoletiden, og det er slået fast i en anordning, og den sætter man ikke bare ud af kraft. At der så er præster, som selv foretrækker at placere deres undervisning på andre tidspunkter, det er en anden sag,” siger Peter Fischer-Møller.

Folkekirkens Konfirmandcenter har siden skolestarten i 2014 dokumenteret, at der er steder i landet, hvor konfirmationsforberedelsen er blevet lagt uden for den officielle skoletid, som er mellem klokken 8 og 16, imod præsternes ønsker.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) har fået forelagt biskoppernes udtalelse. Hun skriver i en mail til Kristeligt Dagblad:

”Det har altid været sådan, at konfirmationsforberedelsen skal placeres i skoletiden mellem klokken cirka 08.00 og 16.00. Sådan var det før folkeskolereformen, og sådan er det også nu. Derfor forventer jeg naturligvis også, at kommunerne holder sig til at lægge konfirmationsforberedelsen efter de gældende regler.”

Læs hele udtalelsen her