Pave Frans' tur til Tyrkiet har de sidste dage fyldt medierne verden over med blandt andet store ord om mødet mellem den romersk-katolske pave og den ortodokse patriark Bartholomæus. Og det helt med rette, lyder det fra tre eksperter, som Kristeligt Dagblad har talt med, som alle fremhæver netop dette møde som markant på pavens rejse til Tyrkiet.
”På en sådan rejse mødes paven naturligvis med mange forskellige mennesker, men mødet mellem patriarken og paven er måske nok et af de vigtigste, fordi det er der, hvor kirken har det største råderum i forhold til at skabe en reel handling,” vurderer lektor i samfund og globalisering ved Roskilde Universitets Center Bjørn Thomassen.
Også lektor ved Københavns Universitet Karsten Fledelius og lektor i teologi ved Aarhus Universitet Peter Lodberg fremhæver de to kirkeoverhoveders møde som betydningsfuldt.
Dog er der stadig mange udfordringer på vejen frem mod forsoning, for langtfra alle i den ortodokse kirke er enige med den vestligtsindede Bartholomæus, fortæller Peter Lodberg.
”Jeg er spændt på at se, hvor stor indflydelse Bartholomæus reelt har, i lyset af at han som patriark i Tyrkiet repræsenterer 4000 ortodokse, mens der er 80 millioner ortodokse i Rusland, hvor patriarken ikke virker økumenisk interesseret,” påpeger lektoren.
Men selvom udfordringerne for fælles forening er store, har weekendens møde mellem de to kirkeoverhoveder absolut ikke været betydningsløst, lyder det.
”Man skal passe på med at bruge alt for store ord, men vi ser en personlig tilnærmelse mellem paven og patriarken, som jeg synes er yderst interessant. Man ser jo tit, at der skal sådanne personlige relationer til for at skabe et gennembrud i de samtaler, som hele tiden pågår,” siger Peter Lodberg.
Også Karsten Fledelius ser positivt på mødet, som han kalder ”et skridt mod en historisk proces”.
Samtidig kan mødet også få betydning for de forfulgte kristne, lyder det fra Bjørn Thomassen, der ligesom Peter Lodberg påpeger, at det fælles fokus på de forfulgte kristne kan føre til større politisk pres på regeringer og organisationer, ligesom de to kirker måske kan spille en rolle i fredsprocesser og være med til at formulere fredsplaner for de konfliktfyldte områder.
Også pavens skarpe ord rettet mod religiøs fanatisme og terrorisme har været markante på turen til Tyrkiet, påpeger Bjørn Thomassen:
”Vi ser ham tale meget direkte imod IS, og det vil jeg mene er ganske klogt at gøre i Tyrkiet og ikke på afstand. For han siger det i et land, hvor det har en resonans. Og langt de fleste tyrkere vil jo være enige med ham, så på den måde risikerer han ikke noget. Det er klart, at det i andre dele af den muslimske verden vil virke provokerende, men det viser, at paven godt tør sætte navn på nogle ting,” vurderer Bjørn Thomassen.
Desuden bør også pavens møde med præsident Erdogan nævnes som vigtigt, mener Peter Lodberg:
”Fordi paven her fik understreget betydningen af at beskytte de religiøse mindretal i Tyrkiet. Her har kirkerne en fælles interesse med regeringen i at stoppe den islamistiske vold og hjælpe flygtningene fra krigen mellem Syrien og IS.”