Det er ikke første gang, det er sket, og forleden søndag skete det igen. Gerhardt Eriksen på 83 år gik hjem fra kirke uden at have hørt, hvad præsten egentlig sagde under gudstjenesten.
Og det er han godt og grundigt træt af.
”Jeg har en ganske almindelig hørelse på trods af min alderdom. Men de unge præster, jeg har hørt, snakker faktisk til os på kirkebænkene, som om de sad over for os ved spisestuebordet,” siger Gerhardt Eriksen, der savner, at præster tør at holde tale.
Han mener, at der bliver talt alt for hurtigt og utydeligt, og peger på, at det hænger sammen med, at unge præster ikke vil distancere sig fra deres kirkegængere:
”De vil endelig ikke opfattes som dødbidere, og de vil for Guds skyld ikke være højtidelige. Derfor snakker de bare løs og sluger ordene,” siger Gerhardt Eriksen.
Og det er ikke kun i kirken, at det kan være svært at høre, hvad der bliver sagt. Gang på gang er dansk tv-dramatik blevet kritiseret for utydelig udtale, og mange danskere må ty til undertekster for at forstå, hvad der bliver sagt i serier som ”Borgen” og ”1864”.
Liselotte Dam-Jensen, som underviser i retorik på Pastoralseminariet, påpeger, at præster ligesom alle andre danskere er et produkt af den tid, de lever i, og at de derfor også har en tendens til at tale for utydeligt.
Pastoralseminariet tager det seriøst, at de vordende præster lærer at tale godt og tydeligt, og derfor får alle studerende på Pastoralseminariet 10 gange 30 minutters individuel undervisning i retorik og stemmetræning i løbet af deres uddannelse, fortæller hun.
Liselotte Dam-Jensen peger på, at vi som moderne mennesker simpelthen har for travlt til at have en ordentlig kontakt til vores krop. Når kropskontakten ikke er der, bliver vi også sløve rent udtalemæssigt, mener hun og siger:
”Undskyld, unge mennesker! Men I taler for hurtigt og for snøvlet!”.
I Præsteforeningen har formand Per Bucholdt Andreasen ikke oplevet klager over dårligt artikulerede præster. Han peger dog også på en generel ændring i danskernes sprogbrug, som sker over generationer, og som betyder, at ældre mennesker kan opleve, at unge præster taler for hurtigt og utydeligt.
”Det skal vi selvfølgelig tage alvorligt, og selvom det er svært at finde lige præcis den stil, som alle kirkegængere kan lide, så kan vi selvfølgelig alle lære noget af at skulle tale mere langsomt og tydeligt,” siger Per Buchholdt.
Liselotte Dam-Jensen mener, at præsterne selv har et ansvar for at vedligeholde deres retoriske evner. Det handler ganske enkelt om at øve sig i udtale derhjemme i stuen, inden man skal tale fra prædikestolen.
For budskabet når ikke ud, medmindre man har styr på sin udtale.
”Præsterne skal blive ved med at styrke den muskel, der hedder artikulation. Det svarer faktisk til at gå til fitness eller yoga,” siger hun.
Ifølge formand for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen, er der altid ældre mennesker, der brokker sig over, at de ikke kan høre og forstå, hvad de unge siger i fjernsynet og kirken. Hun medgiver dog, at nogle præster godt kunne øve sig i at artikulere og i at læse korrekt op fra Bibelen.
Inge Lise Pedersen mener dog ikke, at problemet er løst med, at præsterne øver sig i at tale tydeligt. Det handler nemlig om en hel stilart, der har ændret sig.
I tidligere generationer havde præsterne en mere gejstlig, pompøs og svulstig talestil, men i det moderne Danmark ser det anderledes ud:
”I dag vil folk ikke acceptere sådan en stil - tværtimod, den gør man jo grin med,” siger hun.