”Det er klart, det er en dråbe i havet, men jo mere der bliver gjort opmærksom på problemet, des mere vil der formentlig blive gjort.”
Ordene kommer fra sognepræst Jens Borg Spliid fra Nexø Kirke, der er en del af det stigende antal af folkekirker, der inviterer til forbønsgudstjeneste for forfulgte kristne. En optælling i Kirku, Kristeligt Dagblads kalender for kirkelige arrangementer, viser, at mens landets kirker i 2009 havde indtastet to kirkelige arrangementer med fokus på forfulgte kristne, er antallet i 2014 steget til 22 arrangementer.
Opgørelsen er ikke udtømmende for hverken forbønsgudstjenester, indsamlinger eller foredrag om kristenforfølgelser. Men fandtes der reelle tal for dette, ville de formentlig være langt større, vurderer formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd Mogens S. Mogensen:
”22 arrangementer er kun toppen af isbjerget. Det er et anliggende, som samler bredt i folkekirken, uanset kirkelig retning og tradition. Jeg er helt sikker på, at der findes flere arrangementer i hvert eneste stift, ligesom man også mange steder holder forbønsgudstjenester på stiftsplan.”
Han fremhæver, at den aktuelle voldsomme uro i blandt andet Irak og Syrien samt en voksende utilfredshed med for lidt handling blandt politikere er vigtige årsager til, at mange i folkekirken ønsker at sætte fokus på de forfulgte.
”Når man ser, at ens medkristne lider, forsøger man at hjælpe. Det er svært at løse problemerne i verden, men der er et ønske om at gøre det, man kan. Først og fremmest ved at informere om kristenforfølgelser, men også for at bede for de forfulgte, ved at samle penge ind og etablere relationer til menigheder i de lande, hvor de kristne har det svært,” siger Mogens S. Mogensen.
Og selvom en enkelt forbønsgudstjeneste kan synes at være en ubetydelig indsats, gør den alligevel en forskel, mener mellemøstforsker fra Institut for Menneskerettigheder Hanna Ziadeh:
”Selvfølgelig hjælper solidaritet og støtte ved enhver form for forfølgelse. Det hjælper at sætte fokus på problemet, så de mennesker, der bliver slået ihjel, ikke bliver tiet ihjel samtidig. Men det er ikke nok. Det allervigtigste er, at man må presse den danske regering og den danske offentlighed til at foretage sig noget, så regeringer i området, hvor de forfulgte befinder sig, føler sig presset til at gribe ind og beskytte mindretallene,” lyder det fra Hanna Zidah.
Den stigende støtte til de forfulgte kristne skal ses som et udtryk for, at de aldrig har været så tæt på os som nu, mener pensioneret lektor i teologi Svend Bjerg:
”Tidligere var kristenforfølgelser noget, som man syntes hørte historien til, eller som foregik meget langt væk. Men i dag får vi det ind i stuerne, hver gang der er tv-nyheder. Man er vågnet op og har fået et chok over, at de her ting sker. Det er et kulturchok over, at kristendommen ikke er så urørlig, som man hidtid har troet.”
Samtidig ligger hjælpen til de forfulgte i den kristne kirkes dna, mener lederen af Søren Kirkegaard Forskningscenteret, professor Niels Jørgen Cappelørn:
”Der er både et nytestamentligt belæg for det samt en lang tradition for, at den kristne kirke hjælper andre kristne i nød. I Bibelen læser vi, at kirken er Kristi krop, og når et led af kroppen lider, lider hele kirken. Allerede på Paulus' tid samlede man ind til andre kristne,” fortæller forskeren.
Niels Jørgen Cappelørn understreger, at kristne har en forpligtelse til at hjælpe alle nødlidende. Men det bør ikke stå i vejen for, at vi hjælper vores egne, mener han:
”Det må ikke blive sådan, at vi er så politiske korrekte, at vi ikke tør hjælpe vore egne, fordi vi føler, at vi så foretrækker nogle frem for alle. I øvrigt er det en gammel dogmatisk opfattelse, at Kristi sande kirke altid er en stridende kirke og dermed en lidende kirke. Det modsatte er en triumferende kirke, som folkekirken nogle gange kan fremtræde som - og set i det lys kunne det godt være vigtigt, at den her viser, at den er solidarisk med de lidende kristne,” lyder det fra Niels Jørgen Cappelørn.