Eksplosiv megakirke og traditionsrig højmesse

Hver søndag inviterer kirker landet over til vidt forskellige gudstjenester. Kristeligt Dagblad har besøgt frikirken Hillsong København og folkekirken Lindevang Kirke på Frederiksberg sammen med en sociolog, en teolog og en kvinde, der ikke er vant til at gå i kirke

Billed fra den unge frikirke Hillsong København, der hver søndag samler 800 mennesker til et lovsangsbrag i Bremen Teater på Vesterbro. Tempo, lydniveau og retorik pumper derudad. - Foto: Paw Gissel
Billed fra den unge frikirke Hillsong København, der hver søndag samler 800 mennesker til et lovsangsbrag i Bremen Teater på Vesterbro. Tempo, lydniveau og retorik pumper derudad. - Foto: Paw Gissel.

Se teologens, sociologens og den uvante kirkegængers vurdering længere nede i artiklen.

Hillsong København: Dynamisk frikirkegudstjeneste med konfetti og larm

Alle små børn, der er med i kirke denne aften, er udstyret med høreværn. Musikken gungrer. Projektørlyset blinker. Det er varmt. Cardiganer og trøjer ryger af. På scenen i Bremen Teater på Vesterbro i København står et band på 10 personer. Trommer, guitar, bas.

”You hold the universe,” synger en fyldt sal om Gud, der holder universet i sin hånd. Teksten er skudt op på et stort lærred. Flere løfter armene i vejret, lukker øjnene.

Hillsong København er en del af den verdensomspændende Hillsong-kirke, der stammer fra Australien og hører til i det frikirkelige, karismatiske miljø. Moderkirken i Sydney blev grundlagt i 1983 og har i dag flere end 20.000 besøgende ugentligt. I 2012 kom fænomenet til Danmark, og i dag samles godt 800 mennesker hver søndag fordelt på to gudstjenester.

To unge kvinder byder hjerteligt velkommen i døren og guider en videre til garderobe og gratis kaffe i baren, hvor der er godt fyldt. Unge kirkegængere hilser på hinanden med knus og kram, og en ung fyr står med en bakke med vand og engangskrus og deler væske ud på vej ind i teatrets store sal.

Og det er ganske fornuftigt at få fyldt depoterne, for der er varmt i salen, der allerede vibrerer.

”Here to help” står der på ryggen af flere frivillige i kirken, og ser man bare lidt desorienteret ud, når man konfronteres med musikken og projektørlyset, er de straks klar til at anvise en plads. Efter en halv times tempofyldt musik hopper pastor Thomas Hansen op på scenen.

”Velkommen i kirke,” råber han. Der hujes og klappes i salen. Thomas Hansen er i T-shirt og bærer sorte, markante briller.

”Kirke er familie,” siger han i mikrofonen, og salen svarer med tilråb som ”yes”, ”amen” og ”halleluja”. Han siger, at han vil bede for nogle mennesker, som Gud har talt til ham om.

”Er det okay?”, spørger han.

”Jaaa,” lyder det fra salen.

Hillsong København. - Foto: Paw Gissel
Hillsong København. - Foto: Paw Gissel

Han beder for én, der har fået noget værdifuldt stjålet, og for én, der kæmper med depression.

”Sidste uge bad vi for en, der skulle til jobsamtale. Hun fik jobbet. Skal vi takke?”, spørger han og får overvældende respons fra salen.

”Biskoppen over alle biskopper er her i aften,” siger Thomas Hansen, da han introducerer aftenens taler, Robert Ferguson, seniorpastor i moderkirken i Australien. Inden han går på, overlades scenen til en ung kvinde.

”Som kristen er det ikke nok bare at proklamere sin tro, vi skal også give til kirken, byen og landet, vi er en del af,” siger hun, mens der sendes sorte spande rundt, hvor folk kan give penge til kirken. Fra scenen beder hun om, at Gud må velsigne og på overnaturlig vis mangedoble den gave, som kommer ind.

Robert Ferguson indtager scenen.

”Er du i et miljø, hvor Gud tilbedes, vil du blive forvandlet,” siger han og kaster i et hastigt tempo om sig med bibelvers, mens han understreger, at fjenden gøres stille, når man tilbeder Gud.

”Eksamensangst, depression og selvmordstanker. Alt kan helbredes i tilbedelse,” siger han og vender sig mod bandet.

”Lav noget larm, slå på trommerne,” råber han og forklarer, at det er en myte, at tilbedelse er en stille disciplin. Den larmer. Han sætter hele salen i sving med at larme.

”Klap, råb, trom!”. Gulvet vibrerer, og larmen kan mærkes i ens indre. To lysspot på scenen blinker ud mod salen for fuldt knald. Foran scenen står godt 50 teenagere og hopper, og fra loftet daler der konfetti ned. I guld.

Larmen afløses af fodboldråbet ”Olé, olé, olé”, der igen afløses af enkle, tempofyldte sange. Gradvis dæmpes larmen, og fra scenen kalder prædikanten til omvendelse.

”Du kan blive frelst i aften!”.

Lindevang Kirke: Folkekirke-classic med orgelbrus og fordybelse

Højmessen i Lindevang Kirke på Frederiksberg er velbesøgt. Den emmer af ro, kvalitet og genkendelighed. Her tager Lis Borgen og Marian Jürs en snak over en kop kaffe i våbenhuset, da gudstjenesten er forbi. Kirken frabad sig fotografering under selve højmessen. - Foto: Pax Gissel
Højmessen i Lindevang Kirke på Frederiksberg er velbesøgt. Den emmer af ro, kvalitet og genkendelighed. Her tager Lis Borgen og Marian Jürs en snak over en kop kaffe i våbenhuset, da gudstjenesten er forbi. Kirken frabad sig fotografering under selve højmessen. - Foto: Pax Gissel

Når man ankommer til Lindevang Kirke på ydre Frederiksberg, kan det være svært at regne ud, hvor indgangen til kirken er. Når man finder den, bliver man modtaget af en kirketjener klædt i sort. Han hilser lydløst med et kort nik og udleverer en folder, der indvier kirkegængeren i højmessens gang.

Kirken begynder langsomt at blive fyldt. Det grå guld er godt repræsenteret på stolerækkerne, og grånet hår og gangstokke er ikke et særsyn. Enkelte børn og et par konfirmander har også fundet vej til den maritimt udseende kirke, der blev indviet i 1926.

Stilheden dominerer i det storslåede rum og bliver kun forstyrret af sporadisk, afdæmpet småsnak. Kirkeklokkerne bimler og bliver afløst af et brus fra orglet. Højmessen er skudt i gang med en bid af den franske komponist Faurés ”Requiem”. Altså en dødsmesse. Den slår temaet an, der denne formiddag bærer præg af, at man i dagens tjeneste særligt vil skabe tid og rum til at mindes dem, der er døde i årets løb.

”Se, nu stiger solen af havets skød” - de godt 150 kirkegængere synger med på Jakob Knudsens klassiske salme fra 1891. I fjerde vers holder organisten og det store kor på pulpituret inde.

”O, at jeg tør favne dig, skære dag, kalde dig med navne, min sjæls behag,” lyder det overbevisende og a cappella ud i rummet. På salmetavlen denne formiddag er også klassikere som Kingos ”Sorrig og glæde” og Grundtvigs ”At sige verden ret farvel”. Brorsons ”Den store, hvide flok vi se” hænger med sit nummer 571 også på tavlen. Det er en salme, der i storladne billeder fortæller om det evige liv i Himmerig.

En mand i cowboybukser og bordeaux hættetrøje rejser sig fra sin plads.

”Denne hellige lektie skriver profeten Esajas,” læser Jan Østengaard. Han er medlem af menighedsrådet og er én ud af en gruppe på godt 20 faste kirkegængere, der på skift læser bibeltekster og beder kirkebønnen til højmessen.

Esther, Erik, Jess. Efter trosbekendelsen læser kirkens tre præster på skift navne op på dem, der er døde i sognet i årets løb. Menigheden følger stille og opmærksomt med. Ingen højlydt sorg lyder ud i rummet, og man passer sig selv på sin plads i de brede stole i mørkt træ. Oplæsningen afløses af imponerende toner fra orglet. Der er plads til at mindes i sit indre.

Minderne bliver afbrudt af Jesu ord i Matthæusevangeliet, kapitel fem, vers 13 til 16, om, at de kristne er verdens lys og Jordens salt. På favnende og retorisk dygtig vis prædiker sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen.

”De var ikke helgener, vores døde. Måske ikke engang store lys. Men de gav vores liv indhold. Dem mindes vi. Vi mindes de milde, de karske, de stædige, de søgende, de kæmpende,” lyder det fra prædikestolen, der er hævet over menigheden. En menighed, der primært består af en fast søndagsmenighed og en lejlighedsmenighed, der besøger kirken til dåb, jul eller anden højtid.

Det slår muligvis også igennem, da der indbydes til nadver. I hvert fald er det ikke alle, der rejser sig og går op gennem kirkeskibet til knæfaldet.

”Dette er Jesu Kristi legeme givet for dig. Dette er Jesu Kristi blod udgydt for dig,” lyder det fra alteret under et bjergtagende maleri, en fresko malet direkte på den pudsede mur, og der uddeles oblater og vin til tonerne af Grundtvigs populære ”Hil dig, Frelser og Forsoner”.

Efter bøn og velsignelse sendes menigheden ud med opstandelseshåb formidlet i påskesalmen ”Stat op, min sjæl i morgengry”. Ud til et rullende kaffebord i våbenhuset, hvor der hilses og småsnakkes, inden verden udenfor venter med al sin sorg, glæde - og kontrasterende larm.

Teologens mening

Ulla Morre Bidstrup, Teolog og daglig leder på Pastoralseminariet i København. - Foto: Paw Gissel
Ulla Morre Bidstrup, Teolog og daglig leder på Pastoralseminariet i København. - Foto: Paw Gissel

Teologien i Lindevang Kirke:

”Vi blev mødt af en teologi, der tager sit udgangspunkt i den menneskelige erfaring. I prædikenen gik der ret lang tid, inden det, der siges, kobles til kristendommen. Der blev sat ord på det at miste på en måde, så alle kunne føle sig rummet, og der blev åbnet bredt for, at den enkelte kunne læse sine egne erfaringer ind i det sagte. Det var en sproglig og poetisk stærk prædiken, der inviterede til refleksion. Gudstjenesten bar også præg af en lys opstandelsesteologi, og den kunne nærmest kaldes klassisk grundtvigiansk. Vi sang mange Grundtvig-salmer, og hans frase ’Menneske først, kristen så’ gjorde sig på mange måder gældende. Det var en meget lidt moraliserende teologi, vi mødte. Selvom der både var en lejlighedsmenighed og en fast søndagsmenighed til stede, synes jeg, salmevalget fint favnede begge grupper på sammenhængende vis. Man havde også valgt et nyere sprogligt udtryk i fællesbønnerne og nadverindledningen. Gudstjenesten slutter teologisk korrekt med opstandelseshåb i en påskesalme.”

Teologien i Hillsong København:

”Vi blev præsenteret for en fremgangsteologi, hvor budskabet var, at hvis du giver dit liv til Jesus, vil du beviseligt møde fremgang. På den måde er det en teologi, hvor det kan være svært at være til stede som anfægtet, tvivlende kristen. Samtidig blev vi mødt af en stærk dualisme, hvor Gud og Djævelen blev italesat som to konkrete tilstedeværende kræfter. Så blev vi introduceret til en stærk omvendelsesteologi, vi også kender fra den pietistiske tradition, hvor omvendelsesøjeblikket er centralt. På stolene lå et lille kort, man kunne udfylde, hvis man vil kontaktes af kirken. Her kunne man krydse et felt af, der lyder ’Jeg besluttede i dag at følge Jesus Kristus’. Jeg har aldrig set noget lignende! Forkyndelsen var polemisk. Prædikanten kritiserede andre måder at være kirke på eller ytre sin kristendom på end dem, han stod for. Han var en ekstremt dygtig retoriker.”

Sociologens mening

Casper Høeg Radil, sociolog og ekspert i fællesskaber. - Foto: Paw Gissel
Casper Høeg Radil, sociolog og ekspert i fællesskaber. - Foto: Paw Gissel

Fællesskabet i Lindevang Kirke:

”Folk kom ikke med en åbenhed for at møde nye mennesker. Kropssproget var generelt lukket og blikkene vendt ned. De, der var her med nogle, de kendte, hældte fysisk over mod dem og væk fra dem, de ikke kendte. Kirkegængerne var typisk over 50 år, og der var en stor overvægt af kvinder. Den måde, gudstjenesten var tilrettelagt på, lagde op til en meget indadvendt proces, hvor der ikke var mulighed for at skabe et traditionelt fællesskab, da der ikke blev lagt op til dialog. Den mening, der blev skabt, blev ikke skabt i fællesskab, men var i og for sig givet på forhånd. Det er et fællesskab, der typisk vil appellere til folk, der har brug for stilhed og refleksion. Ved kaffevognen til slut løsnede det mere op, og der blev etableret et fællesskab med karakter af et nabofællesskab.” 

Fællesskabet i Hillsong København:

”Det her minder på mange måder om et fodboldfællesskab på et stadion. Fra start var formålet, at man sammen skulle blive ekstatiske. Prædikanten var et udtryk for, at ’mediet er budskabet’. Det handlede ikke om, hvad han sagde. Han kunne principielt have talt om astrofysik. Budskabet var ham selv, som overbevist kristen, og hans argument var implicit: ’Se, hvor godt jeg har det, jeg er selv et vidnesbyrd om, at jeg har ret’. Det smittede af på fællesskabet, der blev gladere og gladere. Fra start arbejdede de med at åbne én op. De, der bød velkommen, søgte øjenkontakt og var åbne. Som udgangspunkt havde gudstjenestedeltagerne et åbent kropssprog, som så blev åbnet yderligere. Det arbejdede man bevidst med, tror jeg. Vi skulle hele tiden veksle mellem at stå op og sidde ned. Det er med til at åbne op. På samme måde med musik, jubel og tilråb. Deltagerne var typisk mellem 15 og 40 år, og der var mange internationale. Det er et fællesskab, der appellerer til unge, der har brug for noget identitetsopbyggende og til forskel fra fodboldfællesskabet er det lagt an på at møde nye mennesker.”

Den ikke-kirkevantes mening

Kathrine Storgaard Carlsen, kommunikationsmedarbejder hos Center for Kultur og Udvikling. - Foto: Paw Gissel
Kathrine Storgaard Carlsen, kommunikationsmedarbejder hos Center for Kultur og Udvikling. - Foto: Paw Gissel

Min oplevelse i Lindevang Kirke:

”Jeg blev berørt af gudstjenesten og satte pris på roen og tiden til at tænke over tilværelsens dybe sider. Der var en genkendelighed i salmerne, der skabte minder fra min barndom og fra dåb og bryllup i familien og vennekredsen. Bag mig sad der en kvinde, der virkede til at være i dyb sorg. Hun var tavs og lukket og prøvede at holde på sorgen. Det gjorde mig usikker. Det var ikke et rum, jeg ville finde mig hjemme i, hvis jeg var i dyb sorg. Jeg ville have brug for at sætte mere lyd på sorgen og ikke holde den inde på kontrolleret vis. Jeg var også meget optaget af, om jeg opførte mig ordentligt og gjorde, som det forventedes af mig. Budskabet i gudstjenesten berørte mig, og det var noget, jeg også kunne høre i en ikke-kirkelig sammenhæng. Jeg kunne godt forestille mig at komme igen, den enorme ro tiltalte mig.”

Min oplevelse i Hillsong København:

”Da vi ankom, troede jeg, det var noget helt andet end en gudstjeneste. En landskamp eller en koncert med Justin Bieber. Jeg blev mest af alt overvældet. Musikken pumpede, og der var en masse unge mennesker, som jeg ikke normalt forbinder med at være kirkegængere. Det slog mig, at det er utroligt, at man uden alkohol kan skabe sådan en stemning blandt unge mennesker i Danmark. Musikken og stemningen blev jeg revet med af som til en fodboldkamp eller et standupshow, men indholdet stod jeg af på. Jeg kunne ikke relatere til det, og nogle gange fremstod det nærmest lidt komisk. Fællesskabsfølelsen virkede stærk, men samtidig virkede det som et ekskluderende fællesskab, hvor nogle værdier er bandlyste. Den dobbelthed fremstod paradoksal. Jeg oplevede også, at jeg ikke kunne bruge min krop, som de andre gjorde. Det faldt mig ikke naturligt at stå med løftede hænder. Jeg vil ikke komme igen, men det har helt klart været en interessant oplevelse, der slår ”1864” på DR, men jeg følte mig nok mere som tilskuer end deltager.”