Det er kun en lille del af danskerne, som går i kirke om søndagen. Eller synger salmer i hjemmet, læser i Bibelen og pynter op med kristne symboler derhjemme. Men julen er anderledes. Det er der, hvor mange tager den kristne arv til sig og samles om den.
Den form for kristendom har fået navnet kulturkristendom, og julen og gudstjenesten juleaften er det tidspunkt på året, hvor den for alvor kommer til udtryk.
Men det kan ændre sig efter i år. Det tror i hvert fald Morten Thomsen Højsgaard, der er ph.d i religionssociologi, direktør for museumskoncernen ROMU og tidligere har forsket i danskerne tro. For coronarestriktionerne har givet danskerne en noget anden jul end ventet, og selvom kirkerne holder åbent under særlige restriktioner, vil færre kunne komme til gudstjeneste juleaften og samles om salmesang i kirkerummet.
Selv har Morten Thomsen Højsgaard affundet sig med, at dette bliver første gang i mange år, hvor julegudstjenesten ikke skal opleves i kirken, men i fjernsynet.
”Det er specielt, men jeg er en af dem, der nok skal vende tilbage næste år. Men for dem, der kun har kontakt til kirken denne ene gang på året, er det ikke så simpelt. For julegudstjenesten er hjertet i dansk kulturkristendom og det årlige ritual, som år efter år gør, at Danmark på en eller anden måde viser sig at være et kristent land. Det er her, de kulturkristnes kontrakter fornyes, og hvad sker der, hvis den ikke bliver det i år? Jeg vurderer, at coronaåret kan blive et vendepunkt for kulturkristendommen, som man vil referere til i årtier og måske århundreder fremover,” siger han og tilføjer, at det dog er vanskeligt endegyldigt at sige, hvad konsekvenserne bliver.
”Vi befinder os i en tid, hvor mennesker bliver mere individualistiske, og hvor stadig færre opfatter sig som kristne. Efter i år kan mange måske opleve, at de ikke behøver komme i kirke i julen, men i stedet kan bruge mere tid på maden eller familien derhjemme. Men det kan også være, at folk finder ud af, at de savner de kristne traditioner og kommer tilbage i endnu større tal.”
Religionssociolog på Aarhus Universitet Henrik Reintoft Christensen er enig i, at der sandsynligvis vil være et ”bump” at finde i år 2020, når man i fremtiden skal se tilbage på danskerne tro i begyndelsen af det 21. århundrede. For coronakrisen har ramt dem, der bruger kirken ved højtiderne og til overgangsritualer som dåb, bryllupper og konfirmationer. Hos dem vil der opstå overvejelser om, hvorvidt de behøver kirken til at fejre de store overgange, eller om de kan klare sig selv, siger han.
”For nogle mennesker kan krisen være en grund til at søge tættere på kirken, og for andre vil den være årsag til at, den bliver endnu fjernere. Mit bud vil være, at kulturkristendommen er stærkere end som så. Lige nu ligger der for eksempel en modstand i mange, der siger, at coronakrisen ikke skal tage vores julefejring fra os,” siger han.
Henrik Reintoft Christensen har været inde over de store værdiundersøgelser, der løbende laves herhjemme, og er lige nu med i et større forskningsprojekt om religion og eksistens under coronakrisen. Projektets første rapport er netop færddiggjort og tager udgangspunkt i en spørgeundersøgelse fra maj, hvor krisen endnu ikke lod til at have påvirket danskernes tro. Forskerne følger op med flere spørgeundersøgelser senere, og til den tid vil det ifølge religionssociologen vise sig, om krisen på længere sigt har ændret noget trosmæssigt.
I efteråret viste en undersøgelse fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, FUV, at lidt over halvdelen af danskerne mente, kirken skulle være til stede og – også nationalt – markere sin tilstedeværelse ved katastrofer som for eksempel en pandemi. Dette peger på, at kirken bestemt ikke er ligegyldig for danskerne i forbindelse med krisen, siger Ulla Morre Bidstrup, der er uddannelsesleder ved FUV. Alligevel tror hun også, at vi skal tage den forandrede jul alvorligt:
”De såkaldt kulturkristne danskeres forhold til kirke har også at gøre med vaner. I julen 2020 vil færre end sædvanligt desværre komme i kirke til juleafslutninger, koncerter og gudstjeneste. Derfor tror jeg, at folkekirken næste jul skal kridte skoene for at minde danskerne om deres gode ’kirkevaner’ i julen. Samtidig tror jeg, at dette har været et år, der har gjort os klogere på betydningen af menneskelige fællesskaber, og det er noget, kirken med fordel kan tage op.”
Man kan godt forudse, at coronakrisen kan påvirke intensiteten af danskernes religiøsitet, vurderer Iben Krogsdal, der er forfatter og salmedigter og med en ph.d. i religionsvidenskab tidligere har forsket i danskerne tro. Ifølge hende er danskerne blevet stillet over for en hidtil usammenlignelig, eksistentiel og ikke mindst fælles trusselserfaring, der har potentiale til at ændre manges syn på deres egen magt over tilværelsen.
”Kriser rammer os typisk som enkeltindivider, men denne gang er krisen i udgangspunktet kollektiv. Derfor nærer den i første omgang – og forhåbentlig vedvarende – fællesskabsfølelsen. I den almindelige hverdag i en moderne verden opfører vi os mest som individualister, der er optagede af, hvad vi selv formår og vælger. Hvis vi bliver syge, spørger vi typisk os selv, om vi for eksempel har røget for meget eller levet forkert. Vi peger indad og søger forklaringer i os selv som enkeltmennesker. Men med corona er det i afsættet voldsomt meget anderledes, fordi smitten kommer udefra og kan ramme alle, også selvom man passer godt på. Det har nok forstærket følelsen af uransagelighed, selvom der samtidig også peges lidt fingre ad andre på bedste individualistiske vis,” siger hun.
Iben Krogsdal tør ikke udtale sig skråsikkert om epidemiens betydning for danskernes tro mange år frem. Men hun tør godt sige, at hun tror, at danskernes religiøsitet er blevet påvirket og for manges vedkommende intensiveret i det forgangne år.
”Følelsen af, at man ikke kan forklare alt, er blevet forstærket. At der er nogle fælles menneskelige erfaringer, der forbinder os trods alle vores forskelligheder er også blevet tydeligere. Og jeg tror, at lidt flere i billedlig forstand kigger op mod himlen og har haft brug for ord og sprog og sang om livet i en større sammenhæng, fordi vi har erfaret denne sammenhæng både på godt og ondt,” siger Iben Krogsdal.