Prøv avisen

3000 år gammel tunnel fundet i Jerusalem

- Foto: Tim Skuldbøl.

Israelsk arkæolog mener at have fundet vandsystemet, hvor kong Davids soldater vaskede sig, og hvor Jerusalems jøder senere flygtede fra babylonerne

De politisk omstridte udgravninger i Silwan neden for Tempelbjerget i Jerusalem kaster så mange utrolige arkæologiske fund af sig, at de politiske aspekter nærmest drukner. Mens de lokale arabiske indbyggere, der hævder, at udgravningerne på stedet foregår på deres jord, dårligt kan samle en håndfuld demonstranter, strømmer jøder i tusindvis til stedet, der anses for at være kong Davids by, for at se de seneste arkæologiske fund.

I løbet af de seneste dage har arkæologen Eilat Mazar løftet sløret for en 50 meter lang, underjordisk tunnel, der dateres tilbage til tiden, hvor kong David erobrede området omkring 1000 år f.Kr.

Ifølge Eilat Mazar er her tale om en tunnel, der er blevet brugt til at kanalisere vand til såkaldte renselsesbade i området. Måske er her også tale om flugtruten, der blev brugt, da jøderne senere flygtede fra de babylonske krigere. Et omfattende fund af olielamper, dateret præcist til tiden omkring den babylonske erobring af Jerusalem, styrker teorien om, at tunnelen er blevet brugt af mennesker og ikke kun tidligere til at kanalisere vand.

De såkaldte renselsesbade var en central og nødvendig del af hverdagen på den tid, siger Eilat Mazar, der blandt andet også er kendt for at have udgravet dele af kong Davids palads og profeten Nehemias mur i samme udgravningsprojekt.

Udgravningerne er med til at kaste lys over og konkretisere de områder og byer, vi kender fra Bibelen, siger Eilat Mazar, der er fortaler for en udvidelse af det arkæologiske projekt.

Det var et tilfældigt skred skabt af snefald sidste vinter, der åbnede for den første del af tunnelen. Siden dengang har Mazars medarbejdere udgravet en omkring 50 meter tunnel, der er bred nok til, at en person kan bevæge sig i den.

Udgravningen i Silwan omtales som en af de største arkæologiske guldgruber. Og det er en af årsagerne til, at de israelske myndigheder bliver ved med at give særlige tilladelser til at fortsætte udgravningerne til trods for de lokale borgeres protester.

allan@kristeligt-dagblad.dk