5 citater: Det har pave Benedikt sagt

I otte år har pave Benedikt stået i spidsen for den katolske kirke. Men nu er det slut, har han meddelt i dag. Her kan du læse fem citater, han har sagt i sin tid som pave

Pave Benedikt har i dag meddelt, at han går af som pave.
Pave Benedikt har i dag meddelt, at han går af som pave. Foto: SERENA CREMASCHI Denmark.

Kærligheden er lys og i sidste ende det eneste lys der altid kan oplyse en verden, der er blevet mørk, og give os modet til at leve og arbejde. Kærligheden er mulig, og vi er i stand til at virkeliggøre den, fordi vi er skabt i Guds billede.

Første rundskrivelse, Deus Caritas Est, 2006

Munkevæsenet omfattede ikke blot en ordets kultur, men også en arbejdets kultur, uden hvilken Europas tilsynekomst, dets etos og dets indflydelse på verden ville være utænkelig.

Tale til repræsentanter for kulturens verden, Paris, 2008

I har lidt frygteligt, og det er jeg oprigtigt bedrøvet over. Jeg ved, at intet kan fjerne det onde, som I har udholdt. Jeres tillid er blevet forrådt, og jeres værdighed er blevet krænket.

Til ofrene for den katolske misbrugsskandale i brev til de irske katolikker, marts 2010

Grundlinjerne i Humanae Vitae [Pave Paul VIs forbud mod prævention fra 1968] er stadig rigtige. Men det at finde veje, der sætter folk i stand til at efterleve læresætningerne, er et videre spørgsmål. [] Vi er syndere. Men vi skal ikke se vores manglende evne til at leve op til denne høje standard som en endelig afvisning af sandheden.

Fra interviewbogen Licht der Welt (2010) af Peter Seewald

Europas kultur opstod i mødet mellem Jerusalem, Athen og Rom - i mødet mellem Israels monoteisme, grækernes filosofiske fornuft og romerretten. Dette tresidige møde har formet Europas indre identitet. Det har fastlagt kriterierne for loven i bevidstheden om menneskets ansvar over for Gud og i anerkendelsen af hvert eneste menneskes ukrænkelige værdighed. Det er disse kriterier, som vi skal forsvare på dette tidspunkt i vores historie.

Tale til Forbundsdagen i Berlin, 2011