Man har fornemmelsen af, at livet står stille på den tyrkiske ø Halki knap 20 kilometer sydøst for den sitrende storby Istanbul. Den eneste motorstøj kommer fra de daglige minifærger, og vil man rundt på den idylliske ø, tager man en hestekærre. Men livet står også i mere dyster forstand stille på øen. Det er 50 år siden, at Tyrkiets myndigheder besluttede at lukke øens ortodokse præsteseminarium i et kloster, som troner på øens højeste punkt. Den ortodokse kirke har dermed i årevis ikke kunnet uddanne egne præster, og da loven foreskriver, at man skal være tyrkisk statsborger for at blive præst og ikke mindst patriark, lader tyrkerne til at kvæle kirken langsomt.
Der er lejlighedsvis opmuntrende tegn på genåbning af den teologiske skole fra de tyrkiske myndigheders side, fortæller klosterets abbed, biskop Kassianos af Aravissos.
”Men desværre er de indtil videre uopfyldte,” skriver han i en mail.
”Det er, som Herren sagde: ’Det er ikke op til os at kende tiderne eller årstiderne, som Faderen har lagt i sin egen magt.’ Kun Gud kender tidspunktet for genåbningen,” skriver abbeden.
Siden lukningen i 1971 er Halki-præsteseminariet blevet selve symbolet for Tyrkiets chikane af kristne og andre religiøse mindretal. Biskop Kassianos af Aravissos taler om en ”åbenlys uretfærdighed” i forhold til religionsfrihed og menneskerettigheder, og statsledere har lagt pres på Tyrkiets regering for at genåbne skolen.
”Religions- og ytringsfrihed fører til et stærkt og levende civilsamfund, som kun styrker staten, og derfor vil et skridt som genåbningen af Halki-seminariet sende et så vigtigt signal både i og uden for Tyrkiet,” sagde USA’s daværende præsident Barack Obama i en tale til det tyrkiske parlament i 2009.
For 100 år siden udgjorde kristne cirka en fjerdedel af befolkningen i Tyrkiet. I dag tæller de blot cirka 100.000 af den 82 millioner store befolkning. Gennem de seneste 100 år har tyrkiske magthavere ifølge kritikere forsøgt at blive af med kristne og andre religiøse og etniske mindretal – som ved folkedrabet på 1-1,5 millioner kristne armeniere i 1915. Under befolkningsudvekslingen mellem Grækenland og Tyrkiet i 1923 blev omtrent lige så mange græsk-ortodokse kristne deporteret til Grækenland, ligesom græske muslimer blev deporteret til Tyrkiet.
Som vores patriark sagde i en af hans seneste taler på skolen: ’Vi holder ud og beder.’ Men vi håber også, for ’håbet gør os ikke til skamme’.
Tyrkiet forsøger at gøre spørgsmålet om genåbningen af præsteseminariet til et eksklusivt anliggende mellem Grækenland og Tyrkiet. Det siger Christof Sauer, professor i religionsfrihed ved Freie Theologische Hochschule i Giessen nord for Frankfurt, hvor han forsker i forfølgelse af kristne.
”De seneste årtier har været præget af falske løfter og manglende handling fra den tyrkiske regerings side med hensyn til løftet om at genåbne seminariet,” siger han.
”Genåbningen af seminariet er blevet et forhandlingsobjekt for de stadig voksende krav, som Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har stillet i forhold til etniske tyrkere i Grækenland i de seneste år. Det seneste synes at være, at der skal tilføjes de første minareter til den moské, som den græske stat har bygget i Athen, og som åbnede i november 2020,” siger professoren.
Så længe der ikke kommer et paradigmeskift i Tyrkiets politik, som fremmer historisk revisionisme og undertrykker ikke-muslimer juridisk, er der intet håb om en genåbning, siger Christof Sauer.
”Det, der er brug for, er en ægte forpligtelse fra den tyrkiske regerings side til at overholde menneskerettighederne, herunder religions- og trosfrihed for alle indbyggere på lige vilkår,” siger han.
Der er ingen officiel grund til, at skolen ikke har fået lov til at genåbne, skriver Euronews. Nogle tyrkiske politikere ser skolen som en trussel.
”Det økumeniske patriarkats anmodning om at genåbne skolen er ikke et uskyldigt uddannelseskrav. Regeringen (Erdogans AKP, red.) bør betragte dette krav som en del af princippet om vores nationale suverænitet,” har Semih Yalcin, viceformand for det nationalistiske parti, ifølge samme medie sagt.
Præsteseminariets fortsatte lukning afspejler en generel tendens i forhold til religionsfrihed i Tyrkiet. De fleste ikke-muslimske religiøse grupper har fortsat alvorlige problemer, siger professor Christof Sauer. De armensk-ortodokse kristne, som udgør den største kristne gruppe, udsættes for eksempel for hadefuld tale og hadforbrydelser, som for det meste forbliver ustraffet, siger han. Godt nok har protestantiske kirker været i stand til at opstå og vokse de seneste 50-60 år, blandt andet som følge af en forfatningsændring, som indførte religionsfrihed og tillod udlændinge at udføre mission. Men i de seneste år er der indført stadig flere rejserestriktioner for udenlandske forkyndere eller udenlandske ægtefæller til præster med tyrkisk statsborgerskab.
Positivt er det dog, at det de seneste år er blevet meget lettere for etniske tyrkere, som forlader islam for at bekende sig til Jesus, at få ændret registreringen af deres religiøse status fra muslimsk til kristen, betoner Christof Sauer.
Trods de dystre udsigter er der også en vis optimisme at spore hos biskop Kassianos af Aravissos fra Halki. Han og de øvrige medarbejdere ved klosteret sørger for at rengøre og vedligeholde seminariet, haven, undervisningslokalerne, arkivet og biblioteket til den dag, hvor ”vi vil modtage den glædelige nyhed om, at vi har fået tilladelse til at åbne skolen igen”.
”Vi er sikre på, at denne glædelige dag vil komme. Vi beder konstant om dette. Som vores patriark sagde i en af hans seneste taler på skolen: ’Vi holder ud og beder.’ Men vi håber også, for ’håbet gør os ikke til skamme’,” skriver han med et ord fra apostlen Paulus i Det Nye Testamente.