For 50 år siden blev ånd integreret i det danske militær

Selvom præster i mange århundreder er draget med soldater i krig, var det først for 50 år siden, de blev en integreret del af forsvaret i Danmark. I dag fejres jubilæet med en festgudstjeneste

For 50 år siden trådte den ordning i kraft, som i dag betyder, at der er en præst med, hver gang en militær enhed sendes ud. Her ses præst Nina Dyrhoff Nyegaard, der holder andagt for danske soldater i Estland i 2020, inden de skal på øvelse.
For 50 år siden trådte den ordning i kraft, som i dag betyder, at der er en præst med, hver gang en militær enhed sendes ud. Her ses præst Nina Dyrhoff Nyegaard, der holder andagt for danske soldater i Estland i 2020, inden de skal på øvelse. Foto: Miriam Munksgaard.

Præster har en kristen forpligtelse til at skabe den bedst mulige ånd i hæren. Sådan lød det i 1946 fra sognepræsten Harald Sandbæk. Nogle år forinden havde præsten i Hersom, Bjerregrav og Klejtrup ved Viborg selv fungeret som feltpræst for de frivillige danskere i Vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen, og han havde oplevet, hvad det betød for soldaterne at kunne deltage i gudstjenester, blive bedt for eller tale med en præst om det at have slået et andet menneske ihjel. Nu var det ifølge ham på tide at styrke indsatsen i Danmark og gøre præsterne til en integreret del af hæren.

”Moralen i en Hær er af den allerstørste Betydning for Hærens Slagskraft. Saa sandt som kristne Mennesker ikke er for fine til at være med som Soldater, naar vort Land skal forsvares, er vi heller ikke for fine til at gøre alt, hvad der staar i vor Magt, for at Hærens Moral skal blive den bedst mulige,” skrev han i 1946 i sin bog ”Feltpræsten i krig og fred”.

Der skulle gå 25 år, før Harald Sandbæks arbejde bar frugt. I marts 1971 trådte en ny ordning i kraft, som betød, at præster ikke længere bare fungerede som frivillige, der kunne stille sig til rådighed for militæret, men nu fik en fast tilknytning til Forsvaret og dermed var med, hver gang en militær enhed blev sendt ud i både krigs- og fredstider.

I dag fejres 50-året for værnspræstetjenesten i Holmens Kirke i København, hvor der er festgudstjeneste med deltagelse fra blandt andre Dronning Margrethe.

Men egentlig har præsterne været til stede i krige i meget mere end 50 år, siger Thomas Hansen Beck, der er hærprovst og præst ved Kastelskirken i København.

”Vi har dokumentation tilbage fra 1600-tallet om feltpræster og deres arbejde med gudstjenester og sjælesorg. Men der har været præster med i krig, siden Danmark blev et kristent kongedømme for 1000 år siden. De har været med for at give velsignelser, tilgive synder og for at give soldater mulighed for at gøre bod. I middelalderen deltog både biskopper og præster også aktivt i krigene,” siger han og tilføjer, at præster i dag kun må bære våben for at forsvare sig selv.

I den tid, hvor værnspræstetjenesten blev forhandlet på plads, var opbakningen til den militære indsats ellers ikke stor. Tværtimod havde mange svært ved at se, hvorfor man skulle blande kristendom og politik og ”velsigne” krigshandlinger frem for at stifte fred.

”Det var lige efter 68-oprøret, og tidsånden var antimilitarisk. Det påvirkede mange feltpræster, som ikke ville ses som politiske kommisærer, der skulle fortælle soldater, hvad der var moralsk rigtigt. Men i dag fylder etik meget i værnspræsternes arbejde. Det er vigtigt, at soldater følger krigens love og ikke lader sig drive af hævn og had,” siger hærprovsten.

Men hvad laver en værnspræst ellers? Tilbage i 1971 var man enige om, at arbejdet både skulle indebære kirkelige handlinger og samtaler, men også mere end det. Ifølge Harald Sandbæk, som på det tidspunkt var blevet orlogsprovst, handlede det også om bare at være til stede og hjælpe dem, ”der havde svært ved at være til.”

”De skal ’lugte’ sig til, om der er en mariner, som har det dårligt. De skal snakke med ham, snakke om ægteskabsproblemer, pengesager, om fritiden. I det hele taget om alle de ting, der er at snakke om. I mange tilfælde skal de være mellemmænd mellem officerer og menige. De skal være socialrådgivere. Måske hjælpe lidt på biblioteket. Aflægge sygehusbesøg og så videre,” sagde han i et interview til Kristeligt Dagblad i foråret 1971.

De varierede arbejdsopgaver har Thomas Hansen Beck også selv oplevet i sine år som udsendt i Afghanistan og Irak ad flere omgange mellem 2004 og 2010. I den periode havde Danmark ifølge ham en mere aggressiv sikkerhedspolitik, og krigene kostede mange soldater livet.

”Det var barskt og betød, at vi holdt mange mindehøjtideligheder og brugte meget tid på tale med soldater, som havde mistet kammerater eller var blevet såret, men ikke sendt hjem. Derudover var min opgave at sikre, at soldaterne havde det godt. Dagene for de udsendte kan være meget ens, så vi præster prøvede at samle dem om noget andet som gudstjenesten, sang, quiz eller film, så aftenerne ikke blev for lange. Og så var vi støddæmpere, hvis der opstod konflikter,” siger han.

I takt med, at Danmark sender færre soldater af sted på internationale missioner, er antallet af værnspræster også faldet fra 156 i 1990 til 95 i dag. Men arbejdet ikke blevet mindre vigtigt. Snarere tværtimod, siger Thomas Hansen Beck.

”Jeg oplever, at soldaterne ser mere mening i præsternes tilstedeværelse i dag end for 50 år siden. De er blevet en mere naturlig del af indsatsen, og der er en stor opbakning til vores tjeneste. Vi er blevet et lille stykke fædreland med vores gudstjenester. Selvom kampene ikke koster lige så mange liv, kan der også stadig være behov for samtaler. Det er ikke sjovt at ligge på gulvet i en lejr i Bagdad og høre granater falde ned rundt om en. Så kan man have brug for at snakke med en præst.”

For nogle år tilbage var religionssociolog på Aarhus Universitet Henrik Reintoft Christensen med til at undersøge de forskellige såkaldte funktionspræstestillinger i Danmark, herunder værnspræsterne. Undersøgelsen viste, at præsterne ofte bedrev mindre sjælesorg end for eksempel fængsels- og sygehuspræster, hvilket kan skyldes, at soldaterne først for alvor håndterer deres oplevelser, når de er hjemme igen. Til gengæld bevarer præsterne ofte kontakten til de udsendte soldater, siger han.

”Mens de er udsendt, kommer soldater og præster til at leve meget tæt sammen, og det gør, at der opbygges et særligt forhold mellem dem. Det er ikke unormalt, at udsendte bevarer kontakten til præsten, efter de er kommet hjem fra deres mission. Ofte kan det være, at det bliver den præst, der vier dem og døber deres børn. På den måde adskiller værnspræster sig fra andre funktionspræster. De bliver en præst for livet,” siger han.

Ifølge forsvarsminister Trine Bramsen (S), som også deltager i festgudstjenesten i dag, er værnpræsterne en vigtig del af Forsvarets kultur og historie og med til at styrke det fællesskab, der er i forsvaret.

”Der gælder helt særlige forhold, når man kæmper ude i felten og har liv og død som en del af sine arbejdsbetingelser. Derfor er der også et større behov for at have et sted, hvor man kan dele sine tanker og reflektere over de mange ting, som er på spil, når man drager ud for Danmark. Det er det, feltpræster tilbyder med den kristne tro og de værdier, der ligger til grund for kristendommen. Det gør de ikke kun med andagter og kirkelige handlinger, men også med samtaler over aftensmaden, sociale aktiviteter og et værdifællesskab. Det er et vigtigt arbejde at anerkende,” siger hun.