Når dronning Margrethe, regeringen og Folketingets politikere i dag samles på Christiansborg for at bruge et par timer på at markere 500-året for Reformationen, bør de fokusere på, hvad ikke bare protestantismen har betydet for Danmark, men på, hvad selve kristendommen har betydet.
For selvom Reformationen af kirken kom til at betyde meget for landet, er det den kristne påvirkning gennem 1000 år, der har sat sit dybe præg på kultur og samfund. Der går således en linje fra den første kristne kirkes omsorg for de syge og fattige til vore dages hospitaler og velfærdsstatens omfattende omsorg for dem, der ikke kan klare sig selv. Kristendommen har og har haft en civiliserende betydning for det danske samfund, de bærende værdier og menneskers omgang med hinanden.
500 år efter at den tyske munk Martin Luther indledte sit kirkeoprør med ”95 teser mod afladen”, som ifølge traditionen blev opslået på kirkedøren i Wittenberg den 31. oktober 1517, er modsætningen mellem den katolske kirke og de protestantiske blevet langt mindre. Den katolsk-protestantiske konflikt, der både splittede kirken og Europa, er i dag afløst af viljen til forsoning, gensidig forståelse og teologisk imødekommenhed. Det er ikke mindst en følge af det ydre pres på alle kristne kirker, der kommer fra både sekulariseringen af de europæiske samfund og islams voksende tilstedeværelse. De bøjer sig mod hinanden og nedtoner deres indbyrdes forskelle.
Martin Luther ønskede ikke et brud med den katolske kirke, men derimod en teologisk debat og besindelse, og de 95 teser indledes med ordene: ”Af kærlighed og af hengivelse til sandheden, indskrives der herved til en disputation i Wittenberg.”
Men teserne var et radikalt opgør med den katolske kirkes idéer om, at mennesker med penge og gode gerninger kunne sikre sig et bedre efterliv efter døden. Luthers tanke om, at mennesket retfærdiggøres ved tro alene satte en kædereaktion i gang, som forandrede store dele af Europa. Den tyske munk var en del af en reformatorisk bevægelse, der ønskede at føre kirken tilbage til den oprindelige evangeliske kristendom. Denne bevægelse skabte kirkesplittelse, krige og ødelæggelse, men førte også til transformation af først kirken, troen og siden det verdslige samfund, særligt i Nordeuropa. Den lange og komplekse virkningshistorie af Reformationen kan herhjemme spores ikke bare i kirken, men også i det politiske liv, i kulturen, i socialforsorgen og i stort set alle samfundsforhold.
Selvom Folketinget helt uforståeligt afviste at støtte reformationsjubilæet i det forgangne år med andet end småpenge, måske fordi de fleste politikere først og fremmest anså jubilæet for at være et kirkeligt anliggende, er den officielle markering på Christiansborg i dag udtryk for det danske samfunds besindelse på, at ikke bare Reformationen og protestantismen, men kristendommen som sådan har sat sit dybe aftryk på det danske samfund.
Det er et holdningsskifte fra for bare 10 år siden, hvor et stort flertal af Folketingets partier modsatte sig, at der i en europæisk forfatningstraktat blev henvist til kristendommen som en af kilderne til de europæiske værdier. Samtidig udtalte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sit credo som led i kultur- og værdikampen mod islamismen: ”Religion skal ud af det offentlige rum.”
Siden har de politiske kontinentalplader flyttet sig, og kristendommen som en del af den nationale bevidsthed og identitet er kommet i højsædet. Lars Løkke Rasmussens borgerlige regeringer har siden 2015 fastslået i regeringsgrundlagene, at ”Danmark er et kristent land”.
Men Danmark er også et splittet land. På den ene side føres kirke og kristendom frem som en del af det danske arvegods. Flere danskere går en gang imellem i kirke, viser målinger, og efter alt at dømme vender flere danskere sig i retning af kristendommen for at finde svar på livets store spørgsmål.
Men den modsatte tendens gør sig også gældende. Ateister vinder gehør for deres kirke- og kristendomskritik, mange søger meningen med livet andre steder end i kristendommen, og sekulariseringen af samfundet fortsætter. Dertil kommer en udbredt relativisme og opfattelse af, at ingen religion bør favoriseres. Kristendommen skal ud, fordi islam ikke skal ind, synes rationalet at være. Derfor forvises folkekirkens konfirmandundervisning mange steder fra folkeskolens skema. De nye supersygehuse bygges uden hospitalskirker, som folkekirken selv må skaffe penge og plads til. Folkekirken og dens præster afvises på en række af landets mange musikfestivaler, der vil være religionsneutrale. Kristne studentergrupper gives sværere forhold på landets gymnasier af frygt for, at muslimske studentergrupper skal få fodfæste. Og lovgivningen for religiøse samfund strammes. Formålet synes i alle tilfælde at være at bekæmpe islamisme med den utilsigtede, men forudsigelige konsekvens, at også kristne og andre trossamfund rammes. En lovgivning mod udenlandske forkyndere, som viste sig at ramme først og fremmest udenlandske kristne præster og ikke de ekstremistiske muslimske prædikanter, der var målet, er det måske mest tydelige eksempel på udviklingen.
Trods Folketingets begrænsede finansiering af reformationsjubilæet har året været præget af en massiv folkeoplysningsindsats i ikke mindst kirkeligt regi. Med udgivelse af et væld af bøger, med hundredvis af foredrag og med afholdelsen af et stort antal koncerter, debatter og teaterforestillinger især i landets kirker er der opstået en fornyet interesse for Reformationen.
Historiens gang er kompleks, og der hersker uenighed blandt fagfolk om, hvordan Reformationen, der blev indført i Danmark i 1536, præcist har præget samfundsudviklingen. Martin Luther selv var en kontroversiel skikkelse, og begivenhederne dengang for 500 år siden er ikke entydige. Men på tre områder er de fleste historikere nogenlunde enige om, at Reformationen også i dag påvirker danskerne:
Reformationen nationaliserede kirken. Fra at have været en del af den verdensomspændende romersk-katolske kirke blev de protestantiske kirker nationale. Det tætte bånd mellem kirke og stat har haft den positive betydning, at der har været en vekselvirkning mellem kirke og stat, kristendom og det sekulære. Men de nationalt forankrede kirker er i fare for at blive selvtilstrækkelige og brugt til national selvhævdelse. Udfordringen er at forhindre, at kristendommen føres frem som politisk-nationalt program.
Reformationen individualiserede troen. Det er det enkelte menneske, der er ansvarligt for troen på Gud, og ingen kirkelig melleminstans skiller mennesket fra Gud. Denne individualisering af troen har med tiden understøttet en generel individualisering i protestantiske samfund på bekostning af fællesskaberne. En udfordring i dag er at genetablere fællesskaber mellem mennesker og forståelsen for fællesskabets betydning.
Reformationen privatiserede troslivet. Mange af troens ydre tegn forsvandt, da katolicismen blev forbudt herhjemme. Men mennesker har brug for ydre tegn, og i dag er en række oprindeligt katolske skikke på vej tilbage i kirkelivet: pilgrimsvandringer, lystænding og retræter. Længslen efter en synlig religiøs praksis har også sendt mange i armene på det store religions- og spiritualitetsudbud. De siger, at de tror på Gud, men på deres egen måde. Reformationen har således selv bidraget til sekularisering af samfundet ved at individualisere og privatisere troen. Det er en udfordring for kirken.
Mange danskere erklærer sig i dag som kulturkristne og bakker op om de nedarvede kristne værdier. De har et kristent menneskesyn, men ikke en religiøs praksis. Kulturkristendommen undværer kirken. Men ved 500-årsjubilæet for Reformationen må man spørge, om det er nok til at sikre, at kristendommen også i fremtiden vil præge samfundsudviklingen. Hvad sker der, når samfund, der er formet af blandt andet en tusind år lang påvirkning af menneskers tro med kristendom, ikke længere næres af menneskers personlige tro?
Martin Luther og Reformationen minder os om, at der også i dag er brug for, at den enkelte tager sin tro på sig og søger fornyelse – ikke kun i den reformatoriske arv, men i de kristne kilder, så en levende kristendom fortsat kan præge landet.