500 års-fejring af Reformationen er sat i værk

I 2017 bliver 500 års-jubilæet for Reformationen fejret. Regeringen har allerede udpeget en gruppe, der får ansvaret for fejringen. En gruppe, der samtidig skal gøre danskerne klogere på Reformationens betydning i Danmark

Martin Luther (1483-1546) er reformationens egentlige igangsætter og hovedperson. Som følge af sin nye erkendelse indbød Luther den 31. oktober 1517 til en diskussion om aflad og bod. Indbydelsen blev, som det var skik og brug, opslået på kirkedøren i Wittenberg. -
Martin Luther (1483-1546) er reformationens egentlige igangsætter og hovedperson. Som følge af sin nye erkendelse indbød Luther den 31. oktober 1517 til en diskussion om aflad og bod. Indbydelsen blev, som det var skik og brug, opslået på kirkedøren i Wittenberg. - . Foto: Wikimedia commons.

I 2017 er det 500 år siden, at Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg og dermed indledte Reformationen.

Det skal fejres, mener regeringen, som derfor nu har samlet en gruppe, der skal stå for fejringen ligesom andre lande, hvor der er evangelisk-lutherske kirker. Det skriver Kirkeministeriet i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste ting om reformationen

Sigtet med fejringen er, at fremme forståelsen af Reformationens betydning for det danske samfund, den danske kirke, dansk identitet og bevidsthed, står der i formålsbeskrivelsen for gruppen.

Hendes Majestæt Dronningen har sagt ja til at være protektor for fejringen af Reformationsjubilæet, og tidligere administrerende direktør i Dansk Industri, Hans Skov Christensen, skal være formand for gruppen.

Det er kirke- og kulturminister Per Stig Møller (K), der i samarbejde med blandt andre videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), der har udpeget de personer, som får det overordnede ansvar for fejringen.

Blandt gruppens 11 medlemmer er biskop i Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt, og dekan ved Det Teologiske Fakultet i København, Steffen Kjeldgaard-Pedersen.

500-årsjubilæet ser Per Stig Møller som en god mulighed for at sætte fokus på Reformationen:

Mange danskere er sikkert klar over, at Reformationen fik stor betydning for den danske kirke. Fra 1536, hvor Reformationen for alvor nåede til Danmark, var den danske kirke ikke længere en del af den romersk-katolske kirke, men en evangelisk-luthersk kirke. Det er uden tvivl mindre kendt, at Reformationen også betød et nyt forhold mellem verdslig øvrighed og kirkelig øvrighed, og at Reformationen bl.a. derfor fik stor betydning for mange forskellige sider af samfundslivet, siger Per Stig Møller i pressemeddelelsen.

Når gruppen allerede er blevet udpeget, er det for at have god tid til forberedelserne:

Et af formålene med allerede nu at gå i gang med at forberede fejringen af Reformationsjubilæet er, at der så er tid til at få tilrettelagt en omfattende belysning af Reformationens mangesidede betydning. Der er tid til at få overblik over den forskning, der allerede er gennemført omkring det, og til eventuelt at få gennemført ny forskning. Og der er tid til at arbejde med, hvordan al den viden kan formidles bredt til danskerne," siger kirke- og integrationsministeren.