Det regnede voldsomt den 19. september 1945, hvor 37 danske politifolk, der var omkommet i tyske koncentrationslejre, blev bisat fra Grundtvigskirken og begravet på Bispebjerg Kirkegård i København. Det fremgår af reportagen fra begravelsen i Kristeligt Dagblad den 20. september 1945: »Med Politifanerne og Politiorkestret i Spidsen bevægede det lange Sørgetog sig derefter til Tonerne af Chopins Sørgemarch over til Kirkegaarden. Hver Urne blev baaret af en Politimand med to Kolleger som Æres-vagt.« Begravelsen af de 37 betjente, skete på årsdagen for den tyske besættelsesmagts arrestation og deportation af næsten 2000 betjente fra det danske ordenspoliti. Af 1967 deporterede betjente blev de 1912 taget under en falsk luftalarm den 19. september 1944. Det drama, der udspillede sig i 1944, hvor den sidste repræsentant for en dansk regering - politiet - blev sat ud af spillet, er svært at fremmane, når solen skinner fra en skyfri himmel ned gennem de mange høje og sommergrønne træer på Bispebjerg Kirkegård i København. Men det er her, bag en høj løvhæk i et meget skærmet t-formet afsnit af kirkegården, at mindelunden og gravene med danske betjente ligger. I alt er der 43 politigrave. Helt nede i venstre hjørne fra hovedindgangen til Bispebjerg Kirkegård. Tæt ved de engelske krigergrave, hvor halvdelen af de hvide kors enten er væltede selv eller blevet det. Det var de pårørendes ønske, at betjentene skulle begraves samlet. Københavns Kommune skænkede grav-stedet og statuen, der minder om kommunismens fædrelandskunst, af en uniformeret betjent, der trøster sin grædende mor og bekymrede far. Der er evig gravfred på stedet. I alt døde 81 betjente i koncentrationslejrene, hovedsageligt i Buchenwald. 78-årige Poul Fjeldgaard er en af de betjente, der overlevede Buchenwald. Han kom sammen med syv andre betjente hjem med en af de hvide busser - sammen med asken af 37 betjente. - Asken lå i meget dårlige papkartoner. På et tidspunkt dryssede den ned over os og de fedtemadder, Røde Kors have forsynet os med. Det var en mærkelig og chokerende oplevelse, siger Poul Fjeldborg, der arbejder på Dansk Politi Museum. Han tror ikke, man kan være helt sikker på, at det er asken fra 37 navngivne betjente, der blev begravet den 19. september 1945. Han erindrer ikke anden begra-velsesform i Buchenwald end kremeringer af mange mennesker på én gang. Den danske regering var gået af i august 1943. Forsvaret blev opløst på samme tidspunkt. - En af grundene til, at regeringen gik af, var, at politiet ikke havde løst opgaven med at stoppe sabotageaktionerne, siger dr.phil. Henrik Stevnsborg, der har skrevet disputats om poltiets rolle under besættelsen. Han forklarer videre, at der alligevel blev forhandlet med den tyske besættelsesmagt efter august 1943 for at få afklaret politiets rolle i en situation uden regering. Derfor blev politiet ikke deporteret før forhandlingerne blev opgivet. Forsvaret I samme afsnit som betjentene, men adskilt fra dem ligger også 24 frihedskæmpere og 16 soldater, hvoraf 13 faldt den 29. august 1943. Fire kom fra søværnet, resten fra hæren. Kommandør Per Wessel-Tolvig var søkadetelev på kadetskibet Hvidbjørnen på det tidspunkt. Hvidbjørnen var et af de 31 flådeskibe, som søværnet selv sank for at tyskerne ikke skulle kunne bruge dem. Fire skibe nåede Sverige og 14 tog den tyske besættelsesmagt. Eksperter, blandt andet Wessel-Tolvig selv, vurderer, at flåden ikke i sig selv havde stor værdi for tyskerne. Men for Søværnets selvforståelse og ære efter tre år med en så-kaldt fredsbesættelse, hvor forsvaret fungerede under neutralitet, havde det stor betydning. Det var den tyske besættelsesmagt, der bestemte at også søens faldne i København, der ellers traditionelt havde begravelsesplads på Holmens Kirkegård skulle begraves på Bispebjerg. - De fik en begravelse med militær honnør. Den del stod en deling tyske soldater for, og det var en frygtelig hån mod de pårørende, at tyske soldater affyrede de tre skud over kisterne, få dage efter samme magt havde skudt dem, fortæller Per Wessel-Tolvig, der har redigeret bogen »Flådens oprør« og også interviewet pårørende til de faldne søfolk. Til gengæld findes der ikke et officielt billede fra begravelsen med tyske soldater på. Det var søværnets folk, der tog billederne og de undgik motiver med tyske soldater på. Alle de soldater der kunne findes efter 29. august 1943 blev interneret. En krans om året Stenene på kirkegården er ens for alle de begravede bag løvhækken. En enkel, forholdsvis stor sten med navnet på den afdøde. Anden information gives på oplysningstavlen, der om betjentene fortæller, hvor gamle de var, hvilken koncentrationslejr de endte livet i, og hvornår. Mens frihedskæmpere og soldater er begravet flere steder i landet, er kz-ofrene blandt betjentene alene begravet på Bispebjerg. Men der er mindetavler på de fleste af de stationer, der mistede medarbejdere og kolleger. Hvert år den 19. september lægger repræsentanter fra Buchenwaldklubben en krans ved gravene på Bispebjerg. Derefter er der en mindehøjtidelighed på Politigården. - Og så holder vi en fest, med damer, om aftenen, siger Kjeld Jørgensen, der er medlem af Buchenwaldklubben og også giver en hånd med på politimuseet. Dette er den femte artikel i serien »Til jord skal også de blive« om institutions- og særkirkegårde. De forrige er bragt den 29. juni, 30. juni, 5. juli og 8. juli.