Prøv avisen

Louise og hendes mand vil være missionærer: Opstår den rigtige mulighed, er vi klar

Louise Kiilerichs interesse for missionsarbejdet tog for alvor fart, da hun gik på Skrødstrup Efterskole i Mariager. Siden har hun ikke været i tvivl om, at hun en dag skal være missionær. – Privatfoto.

Louise Kiilerich Breindahl og hendes mand drømmer om en dag at blive missionærer. Alligevel er det unge par endnu ikke draget ud i verden, for det er vigtigt først at finde den helt rigtige stilling

I Nordjylland arbejder Louise Kiilerich Breindahl som missionær og tværkulturel konsulent på det regionale Indre Missions kontor. Jobbet elsker hun, men i baghovedet ligger en anden drøm og rumsterer.

For siden sine teenagerår har Louise Kiilerich Brein-dahl, været sikker på, at hun en dag skal rejse ud i verden som missionær.

En drøm, som hun deler med sin mand Rasmus Kiilerich Breindahl. Hun er uddannet i Kristendom, Kultur & Kommunikation, han i teologi, og parret håber på en dag at finde en mission, hvor de hver især kan bruge deres faglighed.

”Vi skal finde et projekt, hvor lige præcis kombinationen af os er noget, der er brug for. Åbner den rigtige mulighed sig, så er vi også villige til at gribe den og tage af sted. Jeg forestiller mig, at vi minimum vil tage af sted i fire år, og måske også længere end det. Men det bliver nok ikke til 20 år som missionærer,” siger Louise Kiilerich Breindahl.

Det er en velovervejet 26-årig, der fortæller om sine drømme om at blive missionær. Bag drømmen ligger masser af tanker, overvejelser og diskussioner. For der er også en masse praktik, som man skal tage stilling til, hvis man drager af sted som missionær. Et af de store spørgsmål har været, om det ville være muligt for det unge par at tage af sted, når de engang beslutter sig for at få børn.

”Vi har snakket med forskellige missionærer om, hvordan det er at være af sted, når man har børn. Vi ved nu, at det er muligt at sende sit barn på en international skole, som giver dem mulighed for, at de også kan komme ind på et dansk gymnasium engang. Det har været med til at forme vores tanker om at tage af sted,” siger hun og fortsætter:

”Ligegyldigt hvad man gør, så træffer man valg på sine børns vegne. Tager vi af sted, kommer vores børn måske til at mangle noget i forhold til den danske kultur, men de kommer til at få så meget andet med.”

Fra barnsben har Louise Kiilerich Breindahl haft et kristent livssyn. Det er det syn på verden, der driver hendes lyst til at være missionær. I hende er nemlig en trang til at sprede det kristne budskab og Guds kærlighed, så andre også kan blive kristne. Første gang hun rejste ud i verden, var hun bare 19 år. Turen gik til Cameroun, hvor hun underviste gadedrenge på et drengehjem.

”Jeg oplevede at komme derfra med en kærlighed til de her børn og en forbavselse over, at de til trods for alt, hvad de havde oplevet, var i stand til at vise kærlighed og elske Gud. Den organisation, jeg var af sted med, arbejdede med, at danske børn og unge måtte blive berørt af Afrika og sat i bevægelse af Gud!”, fortæller hun om rejsen, der tændte en ild i hende.

Inden hun tog af sted til Cameroun, havde hun store forventninger til den forskel, hun skulle ned at gøre. Og hun måtte sande, at de ikke alle blev opfyldt. En oplevelse, der for mange nok ville virke afskrækkende, men som på Louise Kiilerich Breindahl havde den modsatte effekt.

”Jeg måtte erfare, hvor lidt jeg dengang havde at byde ind med. Alligevel gjorde det en forskel for de her mennesker – og mest af alt for mig. Rejsen gjorde, at jeg blev endnu mere tændt på missionsarbejdet. For den satte gang i en bevægelse i mig om, at man kan gøre en forskel med mission, uanset om det er i hverdagen herhjemme eller i udlandet,” siger hun.