Til SommerOase får ånden frit løb under faste rammer

Det er påfaldende, så veldisciplineret en festival, der sætter åndens frie virke i centrum, kan være, skriver Niels Thomsen, tidligere rektor på Præstehøjskolen i Løgumkloster, der har besøgt det kirkelige stævne SommerOase

Unge deltagere på SommerOase spiller musik med et kristent indhold. ”Jesus er en klippe og ruller mine synder bort,” står der på engelsk bag dem. –
Unge deltagere på SommerOase spiller musik med et kristent indhold. ”Jesus er en klippe og ruller mine synder bort,” står der på engelsk bag dem. – .

SommerOase hedder den festival, som flere tusinde deltagere besøger ved Bygholm i Horsens i øjeblikket. Den præsenterer sig som en kristen festival, der fokuserer på fællesskab med Gud og mennesker.

Ordet festival får en til at tænke på Roskilde. Og der er ligheder. Der er en kæmpestor campingplads, et kæmpestort telt, der kan rumme de fleste af deltagerne. Der er bands, der spiller, så det han høres langt væk, og der er sang og feststemning.

Men der er også forskelle. De er større end lighederne. Jeg så ikke en ølflaske. Der er ikke hashduft i luften. Campingpladsen er så velordnet som et parcelhuskvarter i en provinsby. Søndag eftermiddag var den rene familieidyl. Småbørn travede omkring, de lidt større kørte rundt på smarte mountainbikes. Alt er utroligt velordnet. Intet er overladt til improvisation og tilfældighed.

DanskOase står bag Sommer-Oase. DanskOase er et netværk af karismatiske menighedsfællesskaber. De findes spredt i hele landet, men hører altovervejende til i byerne. De er fælles om at ville virke for åndelig fornyelse i den danske kirke og om at ville have del i den selv. Netværket omfatter 20 fællesskaber. Nogle er lokale grupper i almindelige folkekirkemenigheder, andre er valgmenigheder inden for folkekirken, andre i frimenigheder.

Det er påfaldende så veldisciplineret en festival, der sætter åndens frie virke i centrum, er. Der er vide rammer for, hvordan det fællesskab med Gud og mennesker, som festivalen fokuserer på, foldes ud; men rammerne er veldefinerede. Der er præcise programmer for de forskellige aldersgrupper. De cirka 1600 børn og unge fra 0 til 22 år, er delt op efter alder i seks grupper. Overskriften over dette års festival er Genlæs Bibelen, og Bibelen er en del af programmet for alle aldersgrupper, selv de 0-2 årige, men er overalt indfældet i en højkompetent pædagogisk sammenhæng, der tilgodeser, at hele programmet er engagerende.

Resten af deltagerne hører til i VoksenOase – uden aldersforskel. Formiddagen er bibelarbejde. Om eftermiddagen er der et bredt udbud af seminarer. Om aftenen er der festsamlinger med lovsang akkompagneret af lovsangsbands

I det fjerneste hjørne af campingpladsen er der en særlig Pilgrimslandsby, der lever sit eget liv med pilgrimspræg, tidebønner, åndelig og menneskelig vejledning og med større vægt på individuel fordybelse end på fælles engagementer.

Den indledende store fælles begivenhed er gudstjenesten søndag formiddag i det store telt. Der er propfuldt. I forvejen var jeg informeret om, at gudstjenesten ville være anderledes. Den er i hvert fald anderledes end en almindelige folkekirkegudstjeneste. Den er vist også anderledes end de søndagsgudstjenester, der normalt holdes i netværkets menighedsfællesskaber. Det tekniske udstyr er formidabelt med lyssætning og to skærme, så de fjernt siddende kan følge med i, hvad der foregår ved alteret. Højtaleranlægget er fejlfrit. Det er en sjældenhed ved kirkelige arrangementer.

Gudstjenestens tema er begyndelsen, verdens begyndelse, Bibelens begyndelse, troens begyndelse. Det begynder med et perfekt professionelt filmshow, der binder videnskabens skabelsesmyte med det store brag – big bang – sammen med Bibelens skabelsesmyte og med kristentroens begyndelse. Det hele er underlagt med et stort brag og med oplæsning af tekststykker fra første kapitel af Bibelen og første kapitel af Johannesevangeliet. Det bliver efterfulgt af lovsang understøttet af et storartet band. Det er flot. Teltet henligger mest i mørke, så menigheden har god udsigt til storskærmene og til to smukke hvide damer, der danser til lovsangen.

Så vidt er gudstjenesten amerikansk og udløser mange gange klapsalver. Et andet og anderledes lag i gudstjenesten er bønner og prædiken med mere. Der er vi helt i den danske gudstjenestes tradition med præst i dansk præstekjole og en prædiken med gode jævne ord om, hvad det er at være menneske. Den prædiken kunne have været holdt i enhver dansk kirke. Fælles bekendelse af troen og fælles Fadervor bliver båret frem med tusinder stemmers styrke. Nadver og velsignelse ligger så tæt op ad almindelig dansk gudstjeneste, som det kan lade sig gøre i så stor en forsamling. Det tredje lag er menighedens aktive deltagelse, der ligner, hvad jeg har mødt i lokale karismatiske menighedsgudstjenester, men her er noget hæmmet af, at vi ikke kan se hinanden.

DanskOase er udsprunget af det karismatiske gennembrud, der i det sidste halve hundrede år har været i mange kirker på hele kloden. I netværket er man fælles om at tale mere om den Helligånd, åndelig fornyelse og erfaringer af åndens nærhed, end man gør i folkekirken. Bemærkelsesværdigt er det så, at vedtægterne for netværket og præsentationen af denne festival er meget tilbageholdende med at bruge ordet karismatisk. Der lægges mere vægt på at få sagt, at grundlaget for netværket er evangelisk-luthersk, og at man har samme bekendelsesgrundlag som folkekirken. At det understreges så stærkt, må betyde, at DanskOase ikke vil identificeres med en sværmerisk karismatik, der ikke har et fast fundament i lære og bekendelse. DanskOase vil insistere på at være gode lutheranere og dermed høre til i den danske kirke.

Det evangeliske-lutherske bliver altså slået fast med syvtommersøm. Men dermed er så banen fri til at fokusere på Helligånden. Ikke for ingenting har DanskOase i sit logo en flamme mellem Dansk og Oase. Det viser den Helligånd, der den første pinse kom til apostlene som tunger af ild. I DanskOase vil man tale om Helligånden ikke bare som et led i dogmatikken, men lige så meget som erfaring, personligt og i fællesskab. Bibelsk tale om Helligånd, navnlig som den kendes i Apostlenes Gerninger og hos Paulus, genoplives i den måde, hvorpå der tales om Helligåndens gaver. Der gives plads for tungetale, men samtidig holder man omhyggeligt fast ved, hvad Paulus også siger, at der skal være nogen til at udlægge tungetale, når den lyder i en menigheds forsamling.

Når man ikke er vant til at færdes i de kredse, der er samlet i Oase-netværket, er der meget, der kan virke fremmed. Det gør den uforbeholdne måde, man taler om tro på, når man kommer i snak med almindelige deltagere. Det gør også menighedens delagtighed, dens synligt og hørligt udtrykte glæde i gudstjenesten og dens frigjorthed i spontane stemningsudbrud.

Det er udfordrende at være med. Hvad vi uforbeholdent tør synge med på i den autoriserede salmebogs helligåndssalmer som ”Du som går ud fra den levende Gud”, ”Kraften fra det øje” og ”Ånd over ånder” får mere kød og blod her på festivalen.

Grundtvig, der selv digtede sådan, håbede livet igennem på, at åndens kraft skulle blive mere mærkbar både i ham selv og i menigheden. Nogle gange blev han bittert skuffet. Da han engang selv mente, at gennembruddet var sket, havde han forvekslet åndens gennembrud med en mani. Det er en nærliggende risiko. Grundtvig blev indlagt. Det er sundt, at DanskOases ledelse lægger så stor vægt på, at netværket skal være evangelisk-luthersk, og er så opmærksom på risikoen ved sværmerisk åndelighed.

Jeg holder mig trøstigt til, hvad Grundtvig også sang: ”Foragter ej de ringe dage”. Han bruger billedet af jødernes genopbyggelse af templet, da de vendte hjem fra eksilet. Det tempel var dog trods dets fattigdom et tempel, det andet hus, om end det var en hytte kun at ligne ved kong Salomons i herlighed. Grundtvig fortsætter: ”Foragter ej de midler ringe! Her intet sker ved kæmpehånd, her intet lader sig frembringe, i stilhed virker her Guds ånd.”

Niels Thomsen er tidligere rektor for Præstehøjskolen i Løgumkloster.