Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kirkeåret der gik

Årets kirkedebat understreger manglende viden om kristendom

Valgmenighedspræst Morten Kvist var prædikant ved Folketingets åbningsgudstjeneste, og det førte til en af årets store debatter om presseetik, rettigheder til seksuelle minoriteter og flere andre emner. – Foto: Leif Tuxen

Offentligheden mangler dannelse i kirke og kristendom, og det kom til udtryk i flere af årets største kirkehistorier, mener teologiprofessor. Han ser kirkens involvering i den faglige konflikt som den vigtigste historie, mens tidligere rektor er glad for etableringen af nye netværk, der vil præge samfundsdebatten

10 år gamle udtalelser fra en valgmenighedspræst satte gang i en af årets største debatter om kirke og tro. Det skete, da DR forud for Folketingets åbningsgudstjeneste skrev en artikel om guds- tjenestens prædikant, valgmenighedspræst Morten Kvists, kommentarer om homoseksuelles ret til adoption i et interview i dagbladet Politiken fra 2008.

I interviewet havde Morten Kvist kritiseret en rettighedstænkning, der i sidste instans kunne få absurde følger som for eksempel rettigheder for pædofile. Det faldt mange for brystet, der læste udtalelsen som en sidestilling af homoseksuelle og pædofile. Valgmenighedspræsten havnede i et sandt mediestormvejr og blev dermed billedet på en bredere tendens inden for debatter om folkekirken og præster, mener Peter Lodberg, professor mso i teologi ved Aarhus Universitet.

”Sagen om Morten Kvist viste, at folkekirken og præster ikke er fredet for kritik i det offentlige rum. Det gælder for flere af årets historier – for eksempel også den om evolutionssagen, der ligeledes blev bredt dækket. Det har at gøre med, at det omkringliggende samfund ikke har den samme viden om kirke og kristendom som tidligere. Der mangler simpelthen en dannelse i det offentlige rum i forhold til de kirkelige og teologiske koder. Det stiller nye krav til kirken om at kommunikere budskaber,” siger han.

Etableringen af tre nye religiøse netværk i 2018 ser Peter Lodberg netop som en konsekvens af denne manglende dannelse i offentligheden. Den forsøger kirkelige stemmer nu at imødegå ved at byde ind i samfundsdebatten gennem den teologiske tænketank Eksistensen, foreningen Åndsfrihed og det tværreligiøse netværk Resam.

Historien om præster og andre kirkeligt ansattes involvering i den faglige storkonflikt tidligere på året fik ligeledes bred medieinteresse. Og spørger man Peter Lodberg, er det den mest perspektivrige kirkedebat i år.

”Med den faglige konflikt mistede folkekirken noget af sin mødom. Folk opdagede, at der er medarbejdere ansat i folkekirken som på alle mulige andre arbejdspladser. Det medførte en diskussion om, hvorvidt folkekirken er en almindelig arbejdsplads, hvor man kan strejke som alle andre, eller om den skal være noget særligt. Det rejste et hav af spørgsmål om præsterollen, gudstjenesten og solidaritet blandt de ansatte i kirken. Det er spørgsmål, som endnu ikke er blevet bearbejdet, men min fornemmelse er, at man er ved at gå i gang med det,” siger han.

Ligesom Peter Lodberg mener Eberhard Harbsmeier, tidligere rektor for Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster, at dannelsen af tre nye religiøse netværk er blandt de vigtigste kirkehistorier i år. Han ser nemlig de øvrige debatter på listen som udtryk for, at folkekirken er for dårlig til at engagere sig i sager uden for kirken. Skulle man lave en lignende opsamling på årets kirkehistorier i Tyskland, ville den ifølge Eberhard Harbsmeier i langt højere grad end i Danmark bestå af historier om kirkernes engagement i samfundsdebatten. Derfor er han glad for, at de tre nye netværk vil engagere sig der frem for i de internt kirkelige debatter.

”Det er gode initiativer, men jeg ved ikke, om det er tegn på, at folkekirken forandrer sig på det område. Det er positivt, at vi har nogle, der vil ud af busken og beskæftige sig med andet end kirkepolitik. Jeg er enig med min far (teologen Götz Harbsmeier, red.), som altid sagde, at politisk engageret kristendom var godt, men kirkepolitik var bunden. Jeg ønsker mig en kirke, der beskæftiger sig mindre med sig selv end med de mennesker, den skal være kirke for. De nye netværk, der opstod i år, er forhåbentlig tegn på, at det vil ske i højere grad i fremtiden,” siger han.