Når sognepræst Betty Højgaard i overmorgen holder årets juleprædiken på DR 1, vil hendes ord være frisk nedfældede. For præsten i den østjyske by Agri skriver altid sine prædikener kort før deadline. Hun går sådan til værks, fordi det skaber en anden samhørighed med teksten, når ordene er tænkt tæt på prædikentidspunktet. Ikke desto mindre er hun sikker på, at julens glæde skal være central som modstykke til ordene ”frygt ikke”, der i Juleevangeliet lyder, hvor englene taler til hyrderne på marken. Budskabet er evigt relevant, mener Betty Højgaard, for ethvert menneske vil opleve frygt og bekymring i passager af livet.
Det er med en vis portion ydmyghed, Betty Højgaard træder op på prædikestolen den 24. december. Og hun ved, hvad hun går ind til, for faktisk er det ikke første gang, hun tager opgaven på sig. I 1986 var det en noget yngre og mere uerfaren præst, der tonede frem på DR 1 juleaftensdag.
”Ud over at jeg nok er mindre nervøs denne gang, er min oplevelse, at der er sket en holdningsændring i forhold til kirken i tiden, der er gået. Folk er mere positive over for folkekirken, mærker jeg. Som prædikant skal man ikke stå med forsvarsværkerne oppe længere, som man kunne føle, man skulle i 1980’erne,” siger hun.
I 38 år har præsten arbejdet og boet i samme område. Hver morgen slår hun i sin hvidkalkede præstegård med bindingsværk øjnene op til synet af Mols Bjerge, der bringer hende daglig glæde. For præsten betyder naturen meget. Den giver ro og tid til eftertanke, når hun går sin daglige tur. Og roen er vigtig, for hun har nok at se til med et pastorat, der tæller de fire sogne Agri, Egens, Knebel og Rolsø.
Spoler man tiden tilbage til barndommen, var det et ”almindeligt folkekirkeligt hjem”, der formede Betty Højgaard. Begge forældre var landmænd og tog børnene med i kirke jævnligt. Salmerne vandt hurtigt den unge Betty Højgaards opmærksomhed, og hun finder stadig i dag en enorm præcision i salmernes lyrik. Interessen for sprog passede godt med det danskstudie, hun påbegyndte på universitetet. Til hendes store ærgrelse var det Anders And og marxistiske skrifter, der blev læst på studiet i 1972 kort efter studenteroprøret. I weekenderne, når hun var på besøg i hjembyen Højbjerg ved Viborg, talte hun flere gange med den lokale sognepræst og ven af familien om sine skuffelser ved studiet. Især en jul kom hun hjem og var ganske frustreret over studiet, og da henledte præsten hendes opmærksomhed på teologien.
Men Betty Højgaard tænkte umiddelbart ”nej, jeg skal ikke være præst”, for den idé havde aldrig strejfet hende. Men efter nytår besøgte præstevennen hendes forældre og meddelte, at han havde meldt deres datter ind på Det Teologiske Fakultet. En beslutning, hun ikke havde stor indflydelse på, men som hun i dag ser tilbage på med stor taknemmelighed:
”For præsten så jo, hvem jeg var,” siger hun.
Ligesom den lidt tilfældige vej mod faget var det tilfældigt, at hun fik sit mangeårige, nuværende pastorat på Mols, da hendes specialevejleder på teologi foreslog hende at søge stillingen. I dag er hun lykkelig for, hvor hun er endt, og for de ”hjælpere”, hun har haft på sin vej.
Spørger man Betty Højgaards nære kolleger, er der ingen tvivl om, at de sætter pris på deres kollega og årets tv-juleprædikant. Sognepræst Jan Schmidt deler kirkerne på Mols og Helgenæs med Betty Højgaard.
”Jeg har været præst her i 34 år og Betty i 38 år, så vi er omtrent som et gammelt ægtepar,” griner han og fortsætter: ”Hun er meget arbejdsom og pligtopfyldende, og som præst har hun stor æstetisk sans, specielt når det gælder gudstjenestens liturgi og salmer. Der er altid sammenhæng mellem tekst og de valgte salmer, når hun prædiker, ” fortæller præstekollegaen.
Tilbage på præstegården er juleforberedelserne fremskredne, for i år skal Betty Højgaard fejre jul hjemme, hvor hun får selskab af familie.