Prøv avisen
Interview

Adam Price: Vi laver ikke en teologisk afhandling, men en dramaserie

Adam Price, der er hovedforfatter på ”Herrens Veje”, læner sig selv mod ateismen, men er medlem af folkekirken. Sammen med sin mor bad han gerne aftenbøn, og faderen var katolik. Så han kender til kristendommen. Begge hans børn er også døbt. – Foto: Agnete Schlichtkrull/Danmarks Radio

Den nye tv-serie ”Herrens Veje” fra Danmarks Radio vil sikkert skabe debat, og dele af folkekirken vil føle sig dårligt behandlet. Men det er dramaets vilkår, siger hovedforfatter Adam Price op til premieren den 24. september

For første gang siden ”Fiskerne” fra 1977 har Danmarks Radio kastet sig ud i en fiktions-serie om kristendom og tro.

Miniserien om en indremissionsk fiskerkoloni i Vestjylland skrevet over Hans Kirks roman fik store negative konsekvenser for Indre Mission og opfattelsen af bevægelsen i befolkningen. Spørgsmålet er nu, om DR’s nye store søndags-satning ”Herrens Veje”, der har premiere den 24. september, kan få en lige så stor betydning for danskernes syn på kristendom og folkekirke, og om man i det hele taget kan forene dramaets præmisser med en nuanceret fortælling om tro og kirke.

Man vil i hvert fald prøve, siger Adam Price, der har været hovedforfatter på tv-serien.

”Men det er klart, at vi maler et billede op med stærke farver. Det er bare nødvendigt. Vi har 58 minutter og 30 sekunder til hvert afsnit, og det skal samtidig være dramatisk. Nogle vil føle sig stedmoderligt behandlet og føle, at det er mere kompliceret end som så. Men det her er heller ikke en teologisk afhandling, men en dramaserie.

Så kan det godt være, at vi kommer til at træde på nogle ømme tæer undervejs og at vi gør en konflikt hårdere, end den er. Det er dramatikkens betingelser, og ønsker man en teologisk redegørelse, så må kronikken i Kristeligt Dagblad tage over. Det her er ikke en forestilling i et lille kælderteater, hvor vi kan tale til en lille lukket kreds af ligesindede. Det her er den store scene,” siger Adam Price, da Kristeligt Dagblad møder ham i forbindelse med et pressemøde om tv-serien.

Han forsikrer dog om, at han og holdet bag tv-serien, der tager udgangspunkt i en moderne dansk præstefamilie i den danske folkekirke, har forberedt sig grundigt på teologiske emner i forbindelse med serien. En lang række præster i og uden for folkekirken er blevet interviewet. Det samme er også imamer, islamologer, eksperter i jødedommen, buddhister, karismatikere og mystikere. Holdet bag har også ”prøvet at læse sig igennem de hellige skrifter” og er dykket ned i værker fra flere fremtrædende teologer.

Nogle vil synes, at vi kommer lidt hurtigt eller nemt omkring visse af de kæmpestore teologiske overvejelser, men det er på sin vis dramaets betingelser. Dramaet er vores kerne, det er ikke at være teologisk præcise i alle detaljer.

Adam Price