Prøv avisen

Advent udfordrer tidens modvilje mod ventetid

Det er i pausen og i ventetiden, at vi giver psyken mulighed for at reflektere og bearbejde de oplevelser, vi har, og dermed også berige og modne vores forståelse af livet. Foto: Frank May/Ritzau Scanpix

Ventetid er et skældsord i dagens højteknologiske samfund. Men vi har brug for ventetidens pause for at lære at være sammen med os selv, siger psykolog

Det kan virke så idyllisk og ukompliceret, når vi i morgen tænder det første lys i adventskransen. Men med adventens budskab om at glæde sig over ventetiden frem mod jul, rammer den et ømt punkt i det moderne menneskes hverdag, hvor ventetid nærmest er blevet et skældsord. I dag er meget ventetid helt forsvundet fra hverdagen, hvor vi kan springe køen over i banken eller supermarkedet og klare ærindet over nettet, og hvis ventetid endelig melder sig, når man venter på bussen, har vi effekti-viseret den ved konstant at være online.

”Ventetid er nærmest pr. definition en ubehagelig oplevelse i dag. Det er en uønsket tid imellem to ønskede begivenheder. Men ventetid er også en træning i at være sammen med sig selv. Og et særkende ved samfundet i dag er, at vi har ganske svært ved og meget lidt træning i netop det,” siger Einar Baldvin Baldursson, lektor i psykologi på Aalborg Universitet.

Ifølge ham er ventetid en psykologisk afgørende størrelse. Hvis vi helt fjerner ventetiden i hverdagen, går det ud over måden at erkende og erindre tilværelsen på. For det er i pausen og i ventetiden, at vi giver psyken mulighed for at reflektere og bearbejde de oplevelser, vi har, og dermed også berige og modne vores forståelse af livet.

”Udfordringen er, at når vi i dag oplever ventetid, føles tiden langsom. Men vi har en tendens til at idealisere den modsatte tilstand, hvor begivenhederne kommer i en hurtig strøm, og hvor vi næsten ikke mærker tiden. Derved ophøjer vi en tilstand, hvor begivenhederne kun efterlader sig overfladiske spor i os. I stedet burde vi idealisere, at vi ikke vil nøjes med det umiddelbare,” siger han.

Filosof Lars-Henrik Schmidt genkender også problemstillingen. Han er professor i pædagogik og filosofi fra DPU, Danmarks institut for pædagogik og uddannelse, Aarhus Universitet, og mener, at der er sket noget med vores tidsforståelse, siden vi har det så svært med ventetid.

”I dag oplever vi det som entydigt dårligt at vente. Selv juleaften kan vi næsten ikke komme hurtigt nok rundt om juletræet. Vi springer vers over i julesangene og synger dem hurtigere og hurtigere for hvert år,” siger han.

Lars-Henrik Schmidt ser det som et resultat af, at en moderne politisk økonomi har styret vores tidsforståelse. Forestillingen om, at tid er penge, er efterhånden dybt indprentet i os. Det er en forestilling, der følger Karl Marx’ gamle tanke om, at arbejdskraftens værdi er defineret ud fra, at vi sælger dispositionsretten over vores tid. Og en nærliggende konsekvens deraf er, at vi får oplevelsen af, at vi spilder vores penge, hvis vi spilder vores tid.

”Men vi glemmer bare, at noget af det herligste kan være at spilde tiden. Jean-Jacques Rousseau (schweizisk filosof fra oplysnings- tiden, red.) sagde ligefrem, at vi skal forstå at spilde tiden for at vinde tid. Ventetid og pauser kan have stor psykologisk betydning og er forudsætningen for både kreativitet og inspiration,” siger han.

En af dem, der jævnligt oplever ventetid, er sognepræst og forfatter Sørine Gotfredsen. Hun benytter sig kun i meget begrænset omfang af digitale tjenester og går for eksempel stadig fysisk i banken.

”Jeg kan sagtens blive irriteret over at skulle vente. Men typisk erkender jeg med det samme, at jeg faktisk hellere vil være et menneske, der er nødt til indstille mig på andre mennesker og vente. Der vil være en stor dimension, der forsvinder ud af min bevidsthed, hvis jeg ikke bliver bremset og tvunget til at vente på andre. Det at vente får de eksistentielle overvejelser til at mase sig på,” siger hun.

Sørine Gotfredsen mener, at vor tids kamp imod ventetid bunder i en barnlig trang til at ville effektivisere alt i tilværelsen, men at vi derved også kommer til at overvurdere menneskets natur. Her kommer advent med sin teologiske udfoldelse af ventetiden ind med en central pointe.

”Der er en lære i at kunne affinde sig med, at det ikke nødvendigvis er lige her og nu, at det hele udfolder sig. Hvis vi tror, at vi kan gå igennem livet og konstant få opfyldt alt det, vi tror, vi har brug for, kommer vi til at leve et endeløst rastløst og forjaget liv. I stedet må vi lære at være til stede i glædens eller essensens forventning,” siger hun.