Klostre, munke og nonner. For mange danske kirkegængere er det fremmede ord fra en fjern fortid. Luther var munk – indtil han ikke var det mere, og Reformationen betød i praksis enden på klosterbevægelserne i de reformatoriske områder. Justerer vi imidlertid den historiske brille til at se med lidt større dybdeskarphed, vil det hurtigt stå klart, at klostervæsenet må betegnes som en af grundpillerne bag kirkens udbredelse og måske i virkeligheden overlevelse.
Da kejser Konstantin den Store i begyndelsen af 300-tallet gjorde kristendommen til Romerrigets statsreligion, var der brug for en modpol til den uundgåelige sammenblanding af rigdom og magt med tro og efterfølgelse. Fordi klosterbevægelserne opstod i selvsamme periode, vil mange sige, at den blev født med en indbygget streng af protest mod magtens forførelse og rigdommens dekadence. Og selvom klostertraditionen også har eksempler på den slags, har den som en anden Johannes Døber med fokus på fordybelse i Skriften og troens mysterier kaldt byernes rige og kirkens magtfulde til omvendelse i århundreder.
En flig af denne historie er netop dukket frem af det egyptiske sand dybt inde i Sahara-ørkenen ved oasen Bahariya. Her har professor Victor Ghica fra Menighedsfakultetet i Oslo sammen med sit team afdækket et kristent kloster fra omkring år 350 e.Kr. Vi har ganske vist skriftlige kilder, der omtaler endnu ældre klostre, men dette fund er det første, der med fysiske levn bringer os så tæt på Konstantins kristning af Romerriget.
Dermed understøtter dette fund tesen om, at munkebevægelsen hurtigt tog form, så snart kristenforfølgelserne løjede af. Selve det teologiske grundlag for isolation, askese og cølibat var på plads tidligere, ikke mindst på baggrund af den lærde teolog Origenes’ virke, der med sin store sammentænkning af platonisk filosofi og kristendom påvirkede kirken i retning af en stræben efter det hinsides og en sand forening med Gud gennem bøn, askese, cølibat og skriftlæsning.
Den stærke asketiske tradition i oldkirken førte til, at der allerede i anden halvdel af 200-tallet dukkede nogle sælsomme ørkenfædre op. Ganske vist er der tråde tilbage til Det Nye Testamente og for eksempel Jesu ord om at sælge alt, man ejer, men et liv i afkald og fattigdom blev nu koblet med et ideal om ekstrem isolation og hengivelse til bøn. Det fortælles om Sankt Antonius, at han omkring år 286 drog ud i ørkenen for at leve helt isoleret i huler. Efter godt 20 år kom han tilbage til civilisationen med en meddelelse om, at han var blevet kaldet til at grundlægge et fællesskab af ligesindede. Derfor anses han for at være klosterbevægelsens far. Senere fandt de såkaldte styliter på at mure sig selv inde på toppen af søjler, hvor eneste kontakt med omverdenen var den mad, hengivne beundrere hejste op til dem.
Tilbage i ørkensandet ved oasen i Egypten viser det nye fund, at der også var mellemveje. Det fundne kloster kunne huse en 15-20 munke, og selvom de levede dybt inde i ørkenen, var de samtidig strategisk godt placeret på en karavanerute og havde råd til at købe noget af importen, bygge tre kirkerum og i øvrigt sende et af deres medlemmer på studietur til Det Byzantinske Riges nye metropol: Konstantinopel, det nuværende Istanbul. Den historie fortælles på to beskrevne potteskår.
Lagt sammen er det imidlertid sikkert, at både de færre ekstreme eksempler på asketisk livsførelse og de flere klosterfællesskaber fik kolossal betydning for kirkens liv og vækst. I klostrenes biblioteker bevaredes skrifter for eftertiden, på deres skolebænke blev lærdom videregivet, og i deres haver blev kundskab om alt fra medicin til øl forfinet.
Dertil kom det vigtigste: eksemplet. Munkene og nonnerne blev et forbillede på, hvordan man selv i et liv spændt ud mellem rigdom og magt ikke skulle glemme hengivelsen til Gud. Som en ung munk i et kloster i Judæas ørken engang sagde, adspurgt om han havde tænkt sig at være der for livet. ”Ja,” lød svaret, ”soldater flytter rundt, men en munk ved, at det tager et liv at opnå enhed med Gud.”
Morten Hørning Jensen er lektor på Menighedsfakultetet i Aarhus, professor II ved Menighedsfakultetet i Oslo og redaktør af bladet TEL.