Prøv avisen

Ældste danske sømandskirke mister fast præst

Efter 150 år mister for Sankt Nikolaj Kirke i Hull sin danske præsti det nye år. Der er ingen penge til så meget som en kirkeassistent, der kan holde kirken åben, og ifølge formanden vil Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK) have et lån på over to millioner kroner indfriet. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Kirkerådsformand frygter, at det bliver nødvendigt at sælge kirken i engelske Hull

Den danske sømandskirke i engelske Hull risikerer at blive jævnet med jorden. Det er den dystre prognose, som kirkerådsformand Tommy Schneider kommer med.

Efter 150 år mister for Sankt Nikolaj Kirke i Hull sin danske præsti det nye år. Der er ingen penge til så meget som en kirkeassistent, der kan holde kirken åben, og ifølge formanden vil Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK) have et lån på over to millioner kroner indfriet.

”DSUK vil have sine penge tilbage, og det betyder jo nok, at vi må sælge bygningen. En eventuel køber har nok heller ikke interesse i at beholde kirken og bygningerne. Det ender derfor nok desværre med, at kirken bliver jævnet med jorden og erstattet af en boligblok eller et indkøbscenter. Det betyder så også, at vi må finde os et andet sted at leje os ind,” siger Tommy Schneider.

Han forudser således, at selve kirkebygningen Sankt Nikolaj Kirke må falde, fordi der fra næste år ikke længere vil være en dansk præst i Hull.

”Som forretningsmand forstår jeg godt, at pengene er knappe, og at der ikke er kunder nok i butikken. Men det er Danmarks ældste sømandskirke, og jeg har det skidt med, at det er en ren økonomisk betragtning, som gør, at man lukker noget, som rummer så meget dansk historie og danske værdier,” siger formanden, der til dagligt er direktør i en fiskerivirksomhed.

Den første danske sømandspræst kom til Hull i 1868. Byen ligger ud mod Nordsøen, og stadig flere danske skibe lastet med kreaturer, korn, bacon og smør skabte behov for en præst. Tre år senere var den første danske sømandskirke en realitet i byen.

Fra næste år skal kirken serviceres af en præst fra kirken i London, som med det hurtigste tog ligger 2,5 time væk. Med bil tager den 338 kilometer lange tur over en time mere.

”Det er en alvorlig begivenhed at ophøre med at have en fast præst i Hull. Vi har i en overgangsperiode på tre år haft en pensionistpræst, som har fået diæter oven i sin pension. Men nu er beslutningen taget,” siger administrationschef Tommy Liechti fra Danske Sømands- og Udlandskirker.

I stedet skal der ansættes endnu en præst i London, som halvdelen af tiden skal være ved kirken i London, og den anden halvdel løse andre opgaver.

”Vi vil gøre det til en del af det job at holde et antal gudstjenester i Hull, som vil være cirka én hver anden måned,” forklarer Tommy Liechti.

Men for Tommy Schneider fra Hull giver det ikke mening, at kirken skal ud og bruge mange penge på at købe eller leje en ny præstebolig i London, hvor den danske kirke St. Katherine ligger i et meget dyrt nabolag.

”Vi har en gratis bolig, og vi har foreslået, at præsten kan pendle til London. Den nye præst skal i forvejen dække Hull og menigheden i Newcastle og andre steder i England. Jeg synes, at DSUK er meget kortsigtet, og har en kedelig økonomisk tilgang. Som jyde synes jeg, at det smager af københavneri – men bare i London,” siger kirkerådsformanden.