Prøv avisen

Ændret bøn vækker undren: Bliver vi ikke Guds børn ved dåben?

Gudstjenesten er under hastig forandring i landets kirker, og nu er der kommet en rapport om, hvordan man kunne forholde sig til de nye former, der har vundet frem i folkekirken. Her ses en gudstjeneste i Viborg Domkirke. – Foto: Preben Madsen/Scanpix Ritzau

Vi risikerer at gøre dåben overflødig, siger præst som reaktion på en kirkes ændring af dåbsritualet. Det påvirker også teologien, når præster og menighedsråd ønsker friere gudstjenesterammer, mener forsker

”Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn.”

De ord har mange forældre hørt sognepræsten sige, når de har fået deres børn døbt ind i folkekirken. I den faste bøn takkes der for, at barnet med dåben bliver Guds barn, og der bedes til, at det må indlemmes i den kristne menighed.

Dette sker imidlertid ikke, hvis man vælger at få sit barn døbt i Lindevang Kirke på Frederiksberg i København. Her har man siden 2011 været et ”liturgisk forsøgssogn”, hvilket giver mere fleksible rammer for gudstjenesterne. Dette har blandt andet betydet, at man har udeladt dåbsbønnens formulering om, at man med ritualet bliver gjort til Guds børn, for ifølge sognepræsten og menighedsrådet er man allerede dette fra fødslen.

Men kan sognepræster og menighedsråd bare gøre det? spørger valgmenighedspræst i Høve og Havrebjerg på Vestsjælland Nana Hauge.

”Det siges meget klart i det ritual, der er nu, at man med dåben bliver Guds barn, og det undrer mig, at præsten og menighedsrådet har bestemt, at den formulering skal væk, fordi de har en anden forståelse af dåben. Jeg synes, det er problematisk, for det er mere end et liturgisk greb, der er i spil her. Det er en anden teologi, som jeg ikke ved, hvordan de finder hjemmel for,” siger hun.

Eksemplet med Lindevang Kirke er en del af en ny rapport fra en faggruppe nedsat af landets biskopper til at undersøge gudstjenestens liturgi – altså regler og rammer om gudstjenesten. Arbejdet skyldes blandt andet, at gudstjenesterne de seneste år er blevet mere eksperimenterende, og at mange præster og menighedsråd ønsker mere frihed. Men ifølge Nana Hauge er man nødt til at holde øje med, hvornår man rører ved mere end liturgien.

”Skal en kirke for eksempel også have lov til at udelade formuleringen om, at man får syndernes forladelse ved dåben, fordi de ikke synes, der er synd i mennesket? Det kan være fint at formulere bønner og andet i et mere nutidigt sprog, men grænsen mellem ændringer af liturgi og teologi kan være hårfin,” siger hun.

Ifølge Herluf Christensen, der er præst i sognene Rørbæk og Støvring i Aalborg Stift, risikerer dåben også at blive overflødig, hvis alle er født som Guds børn.

”For mig er det vigtigt at holde fast i, at det reelt gør en forskel, om vi er døbt eller ej. Og jeg synes, det ændrer noget fundamentalt ved dåben at udelade den del. Hvis vi begynder at ændre på så grundlæggende ting i dåbsritualet, kan det blive vanskeligt at holde sammen på folkekirken. Nogle vil nok også blive efterladt med den tanke, om det var den rigtige dåb, deres barn fik, hvis den er så forskellig fra sogn til sogn,” siger han.

Spørgsmålet om, hvorvidt det i dåbsritualet skal siges, at man bliver Guds barn ved dåben, har før været til diskussion i folkekirken, siger Ulla Morre Bidstrup, der er uddannelsesleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og blandt andet arbejder med dåb og liturgi.

”I den evangelisk-lutherske folkekirke vil de fleste sige, at der sker noget i dåben, hvor man indtræder i en ny relation til Gud. Men hvordan det bedst udtrykkes, vil der være flere synspunkter på. I hvert fald vil de færreste ønske at vende det om og sige, at man ikke er frelst, hvis man ikke er døbt, som en del af dåbsritualets ordlyd,” siger hun.

Om det er forkert helt at udelade formuleringen om at blive Guds barn fra dåbsbønnen, kan altså ifølge Ulla Morre Bidstrup diskuteres.

”Men der er under alle omstændigheder ikke kun tale om et liturgisk valg. Der er også tale om en teologisk vægtning, og dermed kalder det på en grundlæggende drøftelse. Såvel fælles liturgi som fælles teologi er vigtigt for at være en fælles folkekirke. Mange efterspørger lidt større liturgisk frihed, end de nuværende autorisationer giver. Det kan der være god grund til, og det ligger i forlængelse af den praksis, der allerede findes. Men nu er det en vigtig opgave at drøfte, hvordan en friere liturgi forholder sig til den fælles teologi,” siger hun.

I Lindevang Kirke forstår Christiane Gammeltoft-Hansen ikke kritikken.

”Når man arbejder med liturgi, arbejder man også med teologi. I Ritualbogen bliver dette for eksempel tydeligt ved, at der kan vælges mellem tre nadverindledninger, der hver har sit bestemte teologiske tyngdepunkt. Den nyformulerede dåbsbøn, vi bruger i Lindevang Sogn, er en bøn, der er bibelsk funderet, og som blandt andet knytter an ved udsagnet om, at mennesket er skabt i Guds billede. Med den nye rapport om folkekirkens liturgi lægges der op til en samtale om forholdet mellem frihed og autorisation, og hvordan vi som kirke kan arbejde med liturgien, sådan at den ikke bliver fremmed, enten fordi den er stivnet, eller fordi den har ændret sig så meget, at den har mistet sin genkendelighed. Både i forhold teologien og liturgien gælder, at den må være bibelsk funderet.”

Christiane Gammeltoft-Hansen tilføjer, at Lindevang Sogn trods titlen som liturgisk forsøgssogn stadig er under opsyn. Ændringerne af liturgien i sognet er desuden sket efter grundige drøftelser og efterfulgt af evalueringer og revideringer.