Prøv avisen

Kuk i Kirkeministeriets kommunikation om konfirmander: "Det er brandærgerligt"

Konfirmandforberedelser kunne - til stor overraskelse for flere parter - have været en mulighed allerede fra den 1. marts. Det står klart efter et møde i Kirkeministeriet i torsdags. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Konfirmander kunne være mødtes udendørs fra den 1. marts. Man kan blive usikker på, om man kan stole på Kirkeministeriets fortolkninger af reglerne, siger Landsforeningen af Menighedsråd

I slutningen af sidste uge gav Kirkeministeriet igen landets konfirmander mulighed for at kunne mødes til forberedelser udendørs. Men ministeriet kunne allerede have åbnet for muligheden i begyndelsen af marts, fortæller Søren Abildgaard, formand for Landsforeningen af Menighedsråd:

”På vores møde med Kirkeministeriet i torsdags blev vi underrettet om, at ministeriet havde nyfortolket de regler, der har været gældende siden den 1. marts, således at udendørs konfirmationsforberedelser også er en reel mulighed. Tilsyneladende havde deres første fortolkning været for restriktiv,” siger Søren Abildgaard, som mener, at de skiftende udmeldinger skaber forvirring blandt folkekirkens medarbejdere:

”Man kan jo blive usikker på, om man kan stole på ministeriets fortolkninger, når de uden videre bliver ændret. Vi så det også sidste år, hvor det viste sig, at man kunne samles flere til begravelser, end Kirkeministeriet havde meldt ud. Og i år er der nok flere præster og konfirmander, der gerne ville have haft muligheden for udendørs undervisning i marts,” siger Søren Abildgaard.

Det har ikke været muligt at få en udtalelse fra kirkeminister Joy Mogensen (S) om, hvorvidt de udendørs konfirmandforberedelser kunne have været en mulighed allerede fra den 1. marts. Men Kirkeministeriet har tidligere oplyst, at ændringer af retningslinjer sker på baggrund af viden og anbefalinger fra sundhedsmyndighederne.

Sognepræst i Løsning og Korning kirker i Østjylland Sune Skjold Skarsholm er én af de præster, som ærgrer sig over den mistede tid med konfirmanderne:

”Det er brandærgerligt, at vi ikke vidste det i begyndelsen af marts. Så kunne vi havde mødtes med vores konfirmander mindst tre gange. Vi taler altså om godt 40.000 konfirmander, som endte med at sidde derhjemme foran skærmen, i stedet for at kunne komme ud og få et fysisk møde med kirken, op mod den vigtigste kristne højtid,” siger Sune Skjold Skarsholm.

”I vores egne kirker tager vi for eksempel vores konfirmander på påskevandringer, hvor vi genoplever påskens store drama,” siger han.

Gennem nedlukningen er folkekirkens konfirmationsforberedelser mange steder foregået vituelt ligesom skoleundervisningen.

”Det digitale møde er fint som nødløsning. Men det kan slet ikke sammenlignes med det fysiske møde med præsten og med de andre konfirmander. Forberedelserne handler nemlig ikke kun om undervisning, men om det relationelle og det sociale,” siger Sune Skjold Skarsholm, som mener, at de skiftende udmeldinger fra Kirkeministeriet om konfirmationsforberedelserne, er en del af en kedelig tendens:

”Det giver det indtryk, at Kirkeministeren ikke har forstået, at kirken er mere end bare gudstjenester. Vi har et hav af andre arrangementer og initiativer, som også skal indtænkes i en corona-håndtering. Men folkekirken er tilsyneladende lavt prioriteret af ministeren. Hvor er vores langsigtede genåbningsplan for eksempel?,” spørger Sune Skjold Skarsholm.