Peter Fischer-Nielsen, du er efter tre år som generalsekretær i organisationen Mission Afrika stoppet for at blive sogne- og missionspræst i Viborg Stift. Hvorfor?
For nogle år siden talte jeg med min bestyrelsesformand om, at det kunne være interessant at undersøge mulighederne for, at jeg kunne blive ordineret som præst, nu jeg var generalsekretær i en missionsorganisation. Jeg var ikke teolog, men biskop Henrik Stubkjær fik mig igennem et uddannelsesforløb efter den såkaldte paragraf 2-ordning. Da jeg var færdig med studierne, havde jeg fået lyst til at prøve at arbejde som præst. Og så kom denne stilling som sognepræst og stiftspræst for økumeni, mission og religionsmøde i Viborg Stift. Den passede meget fint til mig.
Hvad er det bedste, der er sket i Mission Afrika, mens du har været generalsekretær?
Vi har fået bredt organisationens arbejde ud og formået at appellere til nye typer af frivillige. For eksempel gennem et større samarbejde med folkekirken og etablering af projektgrupper, hvor frivillige har haft mulighed for at engagere sig mere direkte i vores projekter og aktiviteter. Vi har også styrket vores ungdoms- og volontørarbejde, da vi er helt bevidste om, at det er vigtigt at give plads til friske kræfter og nye idéer for at sikre en god udvikling af organisationen.
Hvorfor har I måttet appellere bredere?
Sådan er det i en organisation som denne med over 100 år på bagen. Missionsarbejdet har gennem årene været båret meget af de lokale kredse, der har været centreret om de udsendte missionærer. I dag har vi ikke mange missionærer ude, men fokuserer i stedet på at støtte de lokale kræfter i de lande, hvor vi arbejder. Det gør, at kredsene bliver færre, og at vi må tænke i nye måder at engagere frivillige på.
Hvor står organisationen svagest?
Helt overordnet er den største udfordring at få vakt folkekirken og de lokale sognes interesse for det, der sker ude i verden. Det er til tider svært at få sat mission og den globale kirke på dagsordenen. En mere konkret udfordring for Mission Afrika lige nu er, at organisationen satser meget på at få penge gennem et genbrugsmarked, der i disse år er præget af stor konkurrence.
Bliver det ved med at give mening at satse på genbrugsbutikker?
Det tror jeg. Hvis virkeligheden var den, at genbrug var blevet uaktuelt for folk, ville det være en god idé at sadle om. Men det forholder sig jo omvendt sådan, at det er voldsomt populært at købe genbrugsvarer. Udfordringen med genbrugsmarkedet er den store konkurrence, og derfor må man måske tænke i nye baner for at følge med udviklingen. Derfor valgte vi også sidste år at ansætte en leder til Mission Afrika Genbrug med henblik på at sikre en god strategisk udvikling af arbejdet.
Er Mission Afrika stærk nok til at eksistere selvstændigt, eller er den på vej til at blive fusioneret med en større organisation?
Der er ingen aktuelle planer om at fusionere med andre. Bestyrelsen har hidtil ønsket, at Mission Afrika stadig skal fortsætte som en selvstændig organisation, men det er jo klart, at man må følge udviklingen og forholde sig til virkeligheden, hvis det bliver for svært økonomisk at fungere på egen hånd. I første omgang er ambitionen ikke at fusionere med andre.
Mission Afrika har bøvlet med en vanskelig økonomi i flere år. Hvordan skal det løses?
Det er vigtigt at få indtægterne fra genbrug op igen. Det er vigtigt at få flere penge ind via private gaver, og så skal man i fremtiden finde alternative indtægtskilder for eksempel ved at udvide samarbejde med virksomheder og større fonde.