Aflad fjerner syndens følger

Det kirkelige sprængstof i reformationen var Luthers oprør mod afladen, som fortsat er en del af katolsk fromhedsliv

Da Luther den 31. oktober 1517 slog sine 95 teser op på den store tunge trædør ind til slotskirken i Wittenberg, satte han for alvor gang i diskussionen om den såkaldte aflad. På den tid stod kirken bag et omfattende salg af afladsbreve, som Luther gik skarpt i rette med. Kirken lærte folk at køb af afladsbrev kunne forkorte deres tid i skærsilden, men fortalte ikke, at indtægterne fra disse breve var nødvendige for kirken, så den kunne opføre Peterskirken i Rom.

Den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, siger i dag, at der var noget om snakken, da Lu-ther kritiserede afladshandelen.

– Vi er ikke i tvivl om Luthers søgen og fromhed, og han havde et anliggende, som der ikke blev lyttet til i første omgang. Kirken var dengang på mange måder i sin fremtræden verdslig og på mange måder fikseret på magt og materialisme. Der var også opstået en vis mekanik i hele afladsspørgsmålet, som krævede en afklaring.

Kozon understreger, at den katolske kirke ikke har taget afstand fra afladsbegrebet. Det er fortsat en del af katolsk fromhedspraksis, siger han og forklarer:

– Mange både inden for og uden for den katolske kirke tror imidlertid, at aflad er syndsforladelse. Det er det ikke. Aflad er eftergivelse af følgerne af synden eller de spor, som synden sætter sig. For at få syndsforladelse skal man have opnået syndsforladelse i skriftemålet og modtaget nadveren, og så skal man foretage en af de handlinger, som afladen er knyttet til.

Hvad er det for nogle "følger af synden", du taler om?

– Når man begår synder, er der også udadtil nogle ting, som ikke bliver udslettet med tilgivelsen. Hvis man for eksempel sårer et menneske, kan man bede om forladelse, og så er vedkommende forpligtet på at tilgive en, men der kan stadig være sår hos den person, som ikke forsvinder på grund af tilgivelsen. Sådan er det også i vores forhold til Gud. Selv om vi får fuld og hel tilgivelse fra Gud, er der stadig ting, som skal forsones.

Czeslaw Kozon siger, at den katolske kirke ikke længere har afladsbreve, men at aflad i dag er knyttet til forskellige former for katolsk fromhedspraksis for eksempel bønner, valfarter til bestemte hellige steder og bibellæsning i et udstrakt tidsrum.

– Som kristen kan man ikke have det sådan, at når jeg bare beder mine bønner og får valfartet til de fire hovedkirker i Rom, at så er jeg sikret. Det kan af gode grunde ikke gøres op, hvor meget vi har sonet, og hvor meget vi har igen. Det er nærmest som at have en bankkonto, hvorfra man aldrig får noget udtog. Vi ved ikke, hvor meget udestående, vi endnu har med Gud. Enhver form for aflad og fromhedsliv er noget, man gør i tillid til Guds barmhjertighed.

Men når du siger, at mennesker får "fuld og hel tilgivelse fra Gud" er alting så ikke sagt med det?

– Det grundlæggende gode forhold mellem Gud og mennesket er genoprettet i tilgivelsen, sådan at ens sjælefrelse ikke længere er i fare, når man har bedt om tilgivelse og opnået den. Men det er her, kirkens lære om skærsilden kommer ind i billedet. For selv om vi er tilgivet, tror vi på en renselsesfase, inden vi kan gå ind i evigheden, som netop er fuldkommenhedens sted, hvor der ikke er et gran af ufuldkommenhed, og der er skærsilden det sted, hvor Gud hjælper os af med de sidste ufuldkommenheder. Men også afladen hjælper til med det, siger Czeslaw Kozon.

kiil@kristeligt-dagblad.dk