Med bogen Karismatisk fornyelse i Danmark er der nu for første gang udgivet en historisk redegørelse fortalt af nogle af nøglepersonerne selv om de urolige år i 1970erne og 1980erne, hvor ånden kom over de kristne og skabte uro i folkekirkelige og frikirkelige menigheder rundt om i Danmark.
Samtidig kan bogen ses som et farvel til vækkelsen, i hvert fald som den udfoldede sig i dens første hektiske pionertid, da den fra USA blæste hen over store dele af verdens kristne. For det er en epoke, der nu er ved at være historie, konstaterer en af nøglepersonerne, tidligere præst i Aalborg, Bent Døssing Hansen.
Det er ham, der har taget initiativ til antologien på opfordring fra nogle af de unge kristne i Århus Valg-menighed en af den karismatiske bevægelses børn. Og det er på høje tid, understreger den nu 74-årige Bent Døssing Hansen. De dengang unge karismatiske ledere er nu i pensionsalderen. En af dem, der fik stor indflydelse, lægen Michael Harry, døde 2007, og nåede derfor ikke at få sit bidrag med i bogen.
Bevægelsen, eller fornyelsen, som de involverede selv foretrækker at kalde den, havde sit udspring i 1950ernes USA. Men først i 1970erne begyndte den for alvor at markere sig i dansk sammenhæng. Bent Døssing Hansen var, som en af initiativtagerne til den karismatiske bevægelses årlige bibelcamping i Aalborg, med til at skabe et nationalt samlingspunkt for vækkelsen. I årene fra 1979 og fremefter, indtil Dansk Oase overtog arrangementet, samledes her de vakte, der havde gjort personlige erfaringer med Helligånden, omkring forkyndelse, lovsang, profeti, tungetale og helbredelser ved bøn. Nådegaverne blev disse fænomener kaldt, og der blev lagt meget vægt på dem i bevægelsen.
For den karismatiske fornyelse var en nådegavevækkelse, forklarer Bent Døssing Hansen. Men samtidig blot en af de mange vækkelser, Gud gennem historien har sendt til sin kristenhed for at vække den til live.
Dybest set er der tale om de samme vækkelser, hvad enten der er tale om en Bernhard af Clairvaux i 1100-tallet, en Carl Moe i Harboøre eller Oxfordbevægelsen i midten af 1930erne. Det er det samme, der sker, men Gud designer sin vækkelse, så den taler ind i tiden. Den grundtvigske og indremissionske vækkelse var rettet til landbefolkningen, den karismatiske bevægelse til byen, for i mellemtiden var Danmark blevet urbaniseret.
Og med tiden taber alle vækkelser pusten.
Slagordene bliver sagt så mange gange, at de til sidst er døde. På den måde tager Djævelen livet af en vækkelse. Det gamle sander til. Når de gamle grundtvigianere og Indre Missions formand, Vilhelm Beck, i 1800-tallet talte om ild i menigheden, så havde det en helt anden virkning, end når missionær Jensen gentager de samme ord 100 år efter, og beder forsamlingen samle sig om det gamle budskab. Ordene er slidt op.
Den karismatiske bevægelse skabte diskussion og uro. Præsteparret Ruth og Bent Døssing Hansen kom selv til at betale prisen, da de involverede sig, og derefter oplevede at blive udelukket fra de kredse i menighedsarbejdet, de hidtil havde været involveret i.
Man bliver sat i bås, og på en måde forstår jeg godt de konflikter, det giver, når en ny vækkelse bryder frem. Konflikterne opstår i forhold til medlemmerne af den etablerede kirkelighed. De mener jo selv, at de er kirken, og nu kommer der så denne vækkelse, og pludselig tager deres engagement sig tarvelig og falmet ud. Det kan være lidt af et chok for et menneske, som i mange år trofast har gået til gudstjeneste, været med i en bibelkreds og måske delt kirkeblade ud, at nu sætter der sig pludseligt et ungt menneske på kirkebænken ved siden af og snakker om at Jesus er stor, og åh, hvor vi glæder os til bedemødet i aften. For hvorfor har Gud aldrig ladet ham opleve den begejstring?
Modstanden mod en ny vækkelse forsvinder først den dag, hvor vækkelsen har fået alle tænder trukket ud, siger Bent Døssing Hansen, og overlader det til den enkelte at drage konklusionen for situationen i dag, hvor tidligere tiders dramatik og modstand er væk. Men samtidig skal man ikke overse de spor, den karismatiske bevægelse har sat sig, understreges det. Et af de mere synlige er de valgmenigheder, der er oprettet i kølvandet på den karismatiske bevægelse.
Og i det hele taget gælder det, at de ting, vi gjorde dengang, i dag er meget mere accepterede i kirken. Det gælder profetier, tungetale og den dynamiske lovsang, som kom med fornyelsen, og nu har bredt sig mange andre steder. Og nu er det helt almindeligt, at mange giver hinanden et knus, når de mødes. Det var jo en skik der kom med fornyelsen, og som i dag har bredt sig til hele samfundet.
Så sporene kan aflæses, og måske er Vorherre i gang med at designe en ny vækkelse. Bent Døssing Hansen beder om det.
4Karismatisk fornyelse i Danmark. Antologi med bidrag af Bent Døssing Hansen, Hans Kristian Neerskov, Helge Pahus, Hakon Bojsen, Niels Peder Nielsen, Ole Skjerbæk Madsen, Stig Christensen, Keld Dahlmann, Johannes Kirk Søndergaard, Bent Feldbæk. 224 sider, 198 kroner. Forlaget ProRex.