Hvordan ændrede 11. september forholdet mellem islam og Vesten?
11. september er et historisk vendepunkt, der fundamentalt ændrede på forholdet mellem Vesten og islam. De to parter, der før var opdelte i mange forskellige enheder, blev i højere grad forenet i det fjendtlige syn på den anden part. Før 11. september gav det ikke mening at sætte to begreber som Vesten og islam over for hinanden. Og det er den polarisering, der i dag er den store udfordring globalt såvel som lokalt i de europæiske storbyer.
LÆS OGSÅ: En by rejser sig
Her 10 år efter 11. september går det fremad eller tilbage med den fredelige sameksistens?
Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det går fremad. Men det gør det ikke. Terrorangreb, højrefløjens fremgang og mediernes fremstilling af muslimer forværrer situationen. Desuden er der besættelserne af Irak og Afghanistan og den uendelige konflikt mellem Israel og Palæstina, der bliver ved med at kaste lange skygger ind over de fremskridt, der trods alt har været. Mange muslimer arbejder, tager del i foreningslivet og politik og lever fredeligt og godt i landene i Europa. Og mange accepterer dem og lever fredeligt sammen med dem. Men radikaliseringen bliver ved med at udvikle sig, og det er den store udfordring.
Hvad kan man stille op over for de mest radikale grupper i for eksempel Danmark?
Man skal imødekomme dem. Jo mere man bekriger dem, des mere fjendtlige og radikale bliver de. Deres radikalisme spirer ved at være i opposition til samfundet. Så nøglen er at gå i dialog med dem og oprigtigt forsøge at forstå, hvorfor de tænker, som de gør. Med tiden vil deres grundlag for at være negative og i opposition blive fjernet, hvis de imødekommes. Og så er det vigtigt at understrege, at det er vores ansvar ikke at støde dem fra os i samfundet, hvor radikale de end må være.
Er integration og fred overhovedet muligt i Europa?
Det er et svært spørgsmål. Og det tror jeg ikke, der er nogen, som kan give et svar på. Men ét er sikkert: Hvis man skal gøre sig de forhåbninger, kræver det, at alle dele af samfundet tager del i at skabe fredelige miljøer, hvorfra optimismen og håbet om en fredelig sameksistens på trods af forskelle kan brede sig. Både de enkelte borgere, politikere, foreninger og medier er nødt til at tage denne vanskelige udfordring på sig. Og indtil nu har for eksempel medierne ikke taget den opgave på sig.
Hvordan ser du på Muhammed-krisen?
Jeg ser Muhammed-krisen som en forlængelse af den grundlæggende fjendtlighed og manglende respekt mellem islam og Vesten. Mange i Vesten mener, at det var helt i orden at lave tegningerne af Muhammed, fordi det er en del af ytringsfriheden. Og mange muslimer mener som jeg, at det var en unødvendig provokation, fordi den ikke tjente noget andet formål end at provokere. Og her var der en fundamental mangel på forståelse for, at det er en hellig tradition for muslimer ikke at afbilde Muhammed. Derfor skulle de tegninger aldrig være lavet. De har ikke bidraget til en bedre verden, men kun forværret situationen. Og det er den manglende respekt på begge sider, der er med til at ødelægge muligheden for at leve sammen. Man bør sætte som præmis, at en gerning ikke må være til skade for samfundet og den fredelige sameksistens, uanset om den er kristen, islamisk eller liberal. Og er den det, er den forkert. Og denne logik mangler eksempelvis en del af medierne at tage til sig, når de polariserer de to grupper med deres unuancerede fremstilling.
Hvordan ser man i muslimske miljøer på Breiviks terrorangreb i Norge?
Vi ser det som et bevis på, at terrorangreb ikke kun begås af muslimer eller bestemte etniske grupper med en type mål. Terror kan opstå blandt alle marginaliserede grupper og være motiveret af alle mulige forskellige årsager. Når hadet, frustrationen og manglen på udveje har nået et vist niveau hos personer, kan radikaliseringen blive så stærk, at terror bliver muligt. Og det er derfor, at samfundet har et ansvar for at imødekomme selv de mest radikale mennesker.
Hvordan ser du på udviklingen mellem Vesten og islam de næste 10 år?
Hvis vi er modne nok, og sårene fra tidligere stridigheder langsomt kan heles, uden at nye angreb river dem op, tror jeg på, at fremtiden ser mere lys ud. Men kan vi ikke respektere hinandens kulturelle, etniske og holdningsmæssige forskelle, fortsætter radikaliseringen.