Prøv avisen

Aftryk af Grundtvig i Løgstrups fodspor

K.E. Løgstrup og N.F.S. Grundtvig. Foto: Erik Jepsen/Scanpix History

Når ord som ”livsoplysning” og ”demokratisk dannelse” står som hovedformålet med højskolernes pædagogik, kan vi takke Grundtvig og Løgstrup for det. Konference i Aarhus så nærmere på sammenhængen mellem dem

Livet i sig selv er udgangspunktet for både Grundtvig og Løgstrup. Dét at vi overhovedet er til, og den glæde og forundring, det nødvendigvis må medføre: At vi er!

Sådan beskriver tidligere domprovst og professor i teologi Ole Jensen den helt klare linje, der er mellem to af de mest betydningsfulde tænkere i dansk ånds- og kulturliv, N.F.S. Grundtvig og K.E. Løgstrup.

I mandags og i går var han sammen med en lang række teologer, historikere og filosoffer til to-dages konference på Aarhus Universitet for at finde sammenhænge mellem digterpræsten fra 1800-tallet og filosoffen og teologen fra 1900-tallet. Konferencen var arrangeret af Grundtvig Centeret, der i de seneste tre år har holdt seminarer, hvor Grundtvig sammenstilles med en række forskellige tænkere for at få øje på fælles klangbunde og eventuelle påvirkninger. Tidligere har det blandt andet handlet om Luther.

”Luther blev jo nærmest formidlet til os gennem Grundtvig, og nu kan vi så se, hvordan Grundtvig senere bliver formidlet til os gennem Løgstrup. Det er især tydeligt, at Løgstrup knytter an til Grundtvigs betoning af ”Menneske først, kristen så”, og at Løgstrup også er meget optaget af netop ikke at reducere mennesket til en størrelse, som videnskaben kan forklare. Menneskelivet er underfuldt, og derfor er det mytiske og poetiske sprog også afgørende hos begge - og lige så væsentligt som det naturvidenskabelige sprog,” fortæller lederen af Grundtvi Centeret, Michael Schelde.

På konferencen er der udpeget tre fælles brændpunkter for Grundtvig og Løgstrup: Det historiske, det teologiske og det pædagogiske. Og under overskriften ”Højskolens helte” tager adjunkt Hans Henrik Hjermitslev fra UC Syd i Aabenraa deltagerne med på en idéhistorisk tour de force gennem de begreber fra både Grundtvig og Løgstrup, som har været brugt til legitimering af højskolen.

”I slutningen af 1800-tallet var det især Grundtvigs tanker om historiens betydning for dannelsen, højskolerne blev bygget på. Idéen om, at vi skal kende vores historie for at kunne kende os selv - og at det er herigennem, friheden også kan nås. Samtidig rummer Grundtvigs begreb om livsoplysning også en betoning af, at de fællesmenneskelige erfaringer er afgørende - og det er jo netop også en af folkehøjskolernes pointer, at det er vigtigt for dannelsen at indgå i et fællesskab,” siger Hans Henrik Hjermitslev.

Men idéen om historien som en fremadskridende garanti for fremskridt får et alvorligt hak i tuden efter to verdenskrige, og det stadigt mere sekulære samfund gør det også vanskeligt uden videre at abonnere på Grundtvigs ubetvivlede, kristne udgangspunkt.

Løgstrup bliver derfor en vigtig ”oversætter” eller arvtager af Grundtvig, der bevirker, at hans tankegods stadig kan benyttes meningsfuldt i den moderne efterkrigstid.

”Løgstrup peger igen som Grundtvig på fortællingen som det væsentlige. At vi skal fortælle os selv og hinanden - og at det poetiske og historiske sprog kan ses som en vigtig modsætning til den populærvidenskab, der ellers hersker i tiden. Ifølge Løgstrup sker der en ideologisk forenkling, når man for eksempel udelukkende ser mennesket som en rent biologisk størrelse. Og her er han jo fuldstændig på linje med Grundtvigs kritik af sin samtid,” siger Hans Henrik Hjermitslev.

Både Grundtvig og Løgstrup bliver imidlertid udfordret senere, nemlig da ungdomsoprøret sender sine følgevirkninger gennem 1970'ernes dannelsesideal, hvor højskolerne blandt andet ombygger foredragssalen til teatersal, går fra fællesfag til linje- og valgfag, og hvor livsoplysning bliver til paroler om selvudvikling og samfunds-omvæltning.

”I 1990'erne får Løgstrups og med ham også Grundtvigs tanker om dannelse så et boost igen. Metafysik og livsfilosofi får en opblomstring, og igen er der forståelse for, at menneskets førvidenskabelige erfaringer er afgørende for forståelsen af menneske-livet.”

Hans Henrik Hjermitslev peger også på, at det fortsat er de to såkaldte helte, der bliver hevet frem som det underliggende tankegods bag nutidens højskoler, ikke mindst via en højskoleforstander som Jørgen Carlsen fra Testrup, der ofte betoner ”forundringsparathed” og ”livets gådefuldhed” som noget af det, netop højskolerne kan bidrage med i et samfund, der ellers især fremhæver værdier som ”omstillingsparathed”.

”På den måde bliver idéerne fra Grundtvig og Løgstrup også grundlag for en slags modkultur - og et dannelsesideal, der går imod den vækstfilosofi og kompetencetænkning, mange højskolefolk synes præger det omgivende samfund.”

Som Ole Jensen ser det, er det dog især Løgstrups metafysiske tænkning, højskolerne skal holde fast i for overhovedet at kunne kalde sig højskoler.

”Hos Løgstrup er tilværelsen hele tiden ny og forunderlig. Det er værens mirakel, der går forud for alt. Udgangspunktet er livet og det, at vi simpelthen ikke kan lade være med at synes, at livet er livet værd. Glæden og taknemmeligheden er med andre ord udgangspunktet hos både Grundtvig og Løgstrup. Men kristendommens status er selvfølgelig forandret. Dog er det så fint, at hos Løgstrup er vi allesammen anonymt religiøse. Hvad enten vi ved det eller ej, og hvad enten vi vil være det eller ej. Det er ganske enkelt dybden i hans livsoplysning. Og den giver både plads og rum til os alle,” siger Ole Jensen.