Prøv avisen

Aids i vækst i muslimske lande

Religiøs forfølgelse betyder, at homoseksuelle mænd i muslimske lande ofte skjuler deres seksualitet. Det har ført til øget vækst i antallet af hiv- og aids-smittede. Her ses to egyptiske mand, der under tilråb og forhånelser skal for retten, sigtet for homoseksualitet. Foto: ANDREW BLACK

Religiøs intolerance og forfølgelse får muslimske mænd til at skjule homoseksualitet, hvilket fører til manglende hjælp til hiv- og aids-smittede

Frygten for henrettelse, udstødelse og religiøs forfølgelse betyder, at homoseksuelle mænd i muslimske lande skjuler en eventuel aids-smitte.

Det konkluderer en gruppe forskere, tilknyttet Qatar-afdelingen af Weill Cornell Medical College.

LÆS OGSÅ:Undertrykkende traditioner fra øst og vest

Ifølge forskerne, der netop har offentliggjort deres resultatet i det medicinske tidsskrift PLoS Medicine, har to-tre procent af alle mænd i en række muslimske lande sex med andre mænd.

Dette svarer stort set til det globale gennemsnit, men frygten for religiøs forfølgelse og straf får mange muslimske mænd til at skjule deres homoseksualitet.

Samtidig er brugen af kondomer meget lav, især i Egypten og Pakistan, hvilket betyder en markant vækst i antallet af hiv-smittede, uden efterfølgende behandling og hjælp.

I Pakistan blev der eksempelvis konstateret 27 procent hiv-smittede i en gruppe homoseksuelle.

Problemet forstærkes samtidig af, at forfølgelsen af homoseksuelle har ført til, at mange homoseksuelle mænd er gift og derfor kan smitte deres hustruer med hiv, påpeger forskerne.

I undersøgelsen påpeger forskerne, at man indenfor islam historisk set har haft et tolerant forhold overfor homoseksualitet end i andre religioner. Dette er dog ændret i de seneste år, hvilket betyder, at mange homoseksuelle må leve i skjul med deres seksualitet.

Forskerne har i undersøgelsen specifikt set på en række lande i Mellemøsten og Nordafrika. De religiøse tabuer om homoseksualitet har samtidig betydet, at forskerne ikke selv har talt med de homoseksuelle mænd, men har baseret deres konklusioner på mindre undersøgelser fra flere lande. Det reelle omfang af hiv- og aids-smittede kan derfor meget vel være endnu højere, lyder det i undersøgelsen.