Prøv avisen
Kirkeanalyse

Aldrig har Reformationen været fejret så udadvendt og tværkirkeligt

500-året for Reformationen er blevet fejret bredt, og mange arrangementer har båret præg af økumeni. Det gjaldt også, da den katolske kirkes overhoved pave Frans for et år siden besøgte de svenske byer Lund og Malmø som led i fejringen. Her ses han sammen med formanden for Det Lutherske Verdensforbund, Munib Younan, (tv.) og generalsekretæren i Det Lutherske Verdensforbund, Martin Junge (th.). – Foto: Andrew Medichini/AP/ritzau

Hvert Luther-jubilæum har haft sit eget udtryk, og 500-årsfejringen har båret præg af økumeni, af debat om de samfundsmæssige følger af Reformationen – og især af stor bredde

De store jubilæer sætter Luther på dagsordenen. Det er sket hvert hundrede år, og hver gang har fejringen fået sit særlige præg. Når vi i dag kan gøre status over det meste af 2017-fejringen, står tre indtryk tilbage: Det har været en stor succes med hensyn til bredde i formidlingen. Der har været særlig interesse for Reformationens samfundskonsekvenser, og endelig har der været et usædvanligt økumenisk præg over fejringen.

Ved første hundredårsjubilæum (1617) fejrede man Luther som den, der befriede os fra katolicismens vranglære og gennemførte en sand evangelisk tolkning af Bibelen. I år har fejringen derimod været meget økumenisk. Der har ikke været noget fokus på det, der fortsat måtte skille i forhold til dels katolicismen og dels de andre evangeliske retninger, som Luther havde det teologisk svært med. Derfor har man også for første gang nogensinde kunnet fejre reformationsjubilæet i fællesskab. De katolske skoler i Jylland kørte deres store elever til Aarhus Domkirke for at deltage i en gudstjeneste varetaget af den stedlige lutherske biskop og den danske katolske biskop i forening. En sådan økumenisk fejring er ikke set ved tidligere jubilæer.

I min skoletid ved 450-årsjubilæet fik vi malende beskrevet Luther som den modige enkeltperson, der vovede at tale tidens og kirkens mægtige autoriteter imod. Vi beundrede hans mod uden at vide, at den beskrivelse havde sine rødder i ny-protestantisk dyrkelse af ”den stærke personlighed” tilbage fra 1917. Vi så nok heller ikke, at beskrivelsen også passede fint til de tanker om individets ret til frihed og oprør, der prægede 1960’erne.