Debatten er i gang om folkekirkens styring. Den udspiller sig på baggrund af et oplæg fra Udvalg om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken. Dette udvalgs særlige opgave fremtræder tydeligt ved en sammenligning med tidligere kommissioner.
LÆS OGSÅ: Den nye biskop: Folkekirkens styring skal være så bred som muligt
Til opfyldelse af Grundlovens ord folkekirkens forfatning ordnes ved lov blev der i 1853 og 1868 nedsat kommissioner til at komme med forslag til en forfatning. Disse blev dog aldrig omsat i en lov, blandt andet på grund af kirkelig modvilje. Især fra grundtvigsk side frygtede man, at en valgt kirkeledelse ville indskrænke den frihed, som man havde nydt godt af fra politikerne. Og politikeren I.A. Hansen fra Bondevennerne (Venstre) var kommet til at frygte, at et egentligt kirkeråd ville betyde, at kirken igen ville blive domineret af præster og biskopper. Han havde som ung skomager været en del af den gudelige vækkelse på Langeland. Efter dengang at have oplevet enevældens embedsvælde og siden indførelsen af folkestyret fandt han, at netop Folketingets lovgivende magt i folkekirken var en garant for, at lægfolket beholdt den nyvundne indflydelse på folkekirkens forhold.
Omkring 1900 var der en forventning om, at stat-kirke-forholdet ville blive opløst, som det skete i Frankrig i 1905. Dette ville kirkelige kredse forberede sig på, men på to forskellige måder. Partiet Højre ville have forfatningsspørgsmålet gennemarbejdet og fik nedsat en kommission. Men flertallet lå hos Venstre, hvor I.C. Christensen snarere ville forberede adskillelsen mellem stat og kirke gradvist og nedefra. Han fik indført demokratisk valgte menighedsråd (1903) og senere provstiudvalg (1922), mens han ikke havde interesse i kommissionens forfatningsforslag i 1907.
I 1928 ville Det konservative Folkeparti (tidligere Højre) og det fremstormende Socialdemokrati ændre på stat-kirke-forholdet og fik i 1928 nedsat et kirkepolitisk udvalg. Ved regeringsskiftet i 1929 dannede S imidlertid regering sammen med De Radikale, der ville beholde status quo og SR-regeringen havde derfor ingen interesse i at gennemføre de forslag, som Det kirkepolitiske Udvalg foreslog i 1940.
Der har siden mellemkrigstiden været stor politisk opbakning bag folkekirkeordningen. Det var typisk, at efterkrigstidens største kirkelige udvalgsarbejde var en strukturkommission (1964-1971), der netop ikke drøftede selve stat-kirke-forholdet, men kirkens opgave og organisering lokalt. Mange af idéerne fra den kommission er siden taget op med mærkbare følger i sogne og provstier.
Det nye udvalgsarbejde er som strukturudvalget gået ud fra, at vi har en folkekirke og vil blive ved med det. Det nye udvalg har dog også skullet arbejde med folkekirkens fælles økonomi på landsplan, som der er kommet mere fokus på i de senere år. Landskirkeskatten på over 1 milliard bliver alene udskrevet fra folkekirkens medlemmer, men det er den politisk udnævnte minister, der bestemmer beløbets størrelse og dets anvendelse. En klog minister hører meget efter det kirkelige landskabs ønsker, men det hindrer ikke, at selve princippet er diskutabelt. De kloge enevældige konger lyttede også allernådigst, men derfor går vi jo ikke ind for enevælde længere! Når vi kæmper for demokrati i andre verdensdele, ville det være naturligt også at give folkekirkens medlemmer reel og formel indflydelse på kirkens fælles anliggender på landsplan. Men hvordan skal en eventuel økonomibestyrelse vælges?
Folkekirken har efterhånden fået udviklet demokratiske organer på alle niveauer, på nær det nationale plan. Så er det vel naturligt at videreføre udviklingen til også at omfatte folkekirkens fælles indre anliggender såsom salmebog, liturgi og kirkelig undervisning. Men hvor hører for eksempel biskopperne hjemme i forhold til et eventuelt nyt valgt ledelsesorgan?
Sådanne spørgsmål er det, udvalget offentliggør et debatoplæg om. Forslagene vil ikke ændre ved, at vi har en folkekirke og en minister for kirken. Man vil også lede forgæves efter forslag til forandringer på sogneplan. Men det er nok værd at debattere, om man ved nogle små skridt kan få en lidt bedre styring af folkekirken.
Kurt E. Larsen er lektor i kirke-historie på Menighedsfakultetet