Prøv avisen

Alle i det offentlige skal spare, bare ikke folkekirken

På 10 år er folkekirkens udgifter fra den lokale kirkeskat steget fra 5,4 milliarder kroner til 6,2 milliarder kroner i 2014. I samme periode er antallet af medlemmer faldet med cirka 85.000 personer. Foto: Torben Huss

På 10 år er folkekirkens lokale udgifter steget fra 5,4 milliarder kroner til 6,2 milliarder kroner. Trenden kan kun ændres i sognene, siger provsteformand

Kulturen skal spare. Skolerne skal spare. Universiteterne skal spare. Stort set alle offentlige institutioner skal spænde livremmen ind i disse år. Men folkekirkens udgifter stiger og stiger.

På 10 år er folkekirkens udgifter fra den lokale kirkeskat steget fra 5,4 milliarder kroner til 6,2 milliarder kroner i 2014. I samme periode er antallet af medlemmer faldet med cirka 85.000 personer.

I går kunne Weekendavisen så fortælle historien om, at menighedsrådet i Stenstrup på Sydfyn har brugt 30.000 kroner på en sølvpapirshat og plexiglas for at beskytte organisten mod baggrundsstråling fra mobiltelefoner.

Når folkekirkens udgifter løber løbsk, skyldes det først og fremmest, at folkekirken har undgået de opstramninger af budgettet, som alle andre dele af den offentlige forvaltning har været underlagt, siger tidligere stiftamtmand Peter Christensen, der har et indgående kendskab til den folkekirkelige økonomi.

”Tænk på domstolene, politiet, kommunerne – alle har i løbet af de seneste 15-20 år nøje skullet sørge for, at man får mest muligt for pengene. I folkekirken er det det samme antal sogne, det samme antal præster, provster og biskopper, som der altid har været. Der er en flad struktur med lokal selvbestemmelse, og groft sagt kan man sige, at det folkekirkelige demokrati er meget dyrt,” siger Peter Christensen.

Han peger på , at de enkelte menighedsrådsmedlemmer sjældent har de nødvendige kompetencer til at forvalte kirkens midler på en forsvarlig måde.

”Der er tale om frivilligt, ulønnet arbejde, som ofte udføres af folk uden særlig indsigt i økonomi. Men det betyder, at den økonomiske ufornuft skriger til himlen. Ingen har dog magten til at sikre en fornuftig forvaltning af pengene, men nøglen ligger i øget administrativt samarbejde og i provstierne, som kan ansætte professionelle folk til at styre økonomien,” siger Peter Christensen.

Formand for Danmarks Provsteforening Jette Marie Bundgaard-Nielsen forsvarer de stigende lokale udgifter med nødvendigheden af at fastholde folkekirkemedlemmer.

”Hvis vi skal sørge for, at antallet af folkekirkemedlemmer ikke skal dale, så handler det også om, hvordan vi får folk til at få øje på kirken. Og er det kun ved at spare penge? Det tror jeg ikke. Folkekirken har øget indsatsen for at gøre kirken mere synlig for dem, den er kirke for, der hvor de befinder sig – ikke bare i sognene, men også på institutioner, uddannelsessteder, gader og stræder. Det har man blandt andet gjort ved at have præster ansat lokalt, skabe mødesteder og have bygningerne og rammer for kirken. Kirken er efterhånden den eneste institution, der er tilbage lokalt,” siger Jette Marie Bundgaard-Nielsen.

Hun medgiver dog også, at folkekirken ligesom landets øvrige offentlige institutioner er nødt til at spænde livremmen ind.

”Og det kan du tro, at landets provstier sætter på dagsordenen på budgetsamrådet. Vi er en folkekirke, og hvis vi skal sammenligne os selv med omverdenen, skal vi selvfølgelig heller ikke bare køre på frihjul. Men det, at vi er en folkekirke, betyder også, at kirken styres fra neden, så man lokalt skal være med på besparelserne,” siger Jette Marie Bundgaard-Nielsen.