Prøv avisen

Alle kan få del i arven

Leif Munk slapper selv af i sit sølvsmedeværksted, når han ikke har sjælesorgssamtaler på sin bornholmske gård, som han sammen med sin kone har indrettet som retrætecenter for kristne ledere. – Foto: Michael Tarp.

Den pensionerede frikirkepræst, forfatter og redaktør Leif Munk har oprettet et retrætecenter for udbrændte præster og missionærer på sin gård på Bornholm.

I sovjettiden trodsede en kvinde spærretiden i Moskva for at gå til en hemmelig gudstjeneste i en husmenighed. Det var ikke kun forbudt at gå ud om aftenen på den tid, men strengt forbudt at mødes som kristne. På vejen hen til det kristne møde stoppede en soldat hende og spurgte, om hun ikke vidste, at hun var gået ud i spærretiden.

LÆS OGSÅ: Hvad er retræte

Jo, svarede hun, men min storebror er død, og jeg er på vej hen for at få læst testamentet højt.

Det godtog soldaten og lod hende fortsætte.

Hun havde heller ikke løjet. Hun omtalte bare Jesus som sin storebror og Bibelen som testamentet. Da hun gik hjem fra gudstjenesten, mødte hun igen soldaten. Nå, hvordan gik det så? spurgte han. Det gik fantastisk. Jeg arvede det hele! svarede konen.

Det er den pensionerede frikirkepræst Leif Munk, der fortæller anekdoten fra sin sofa i sin store gård uden for Pedersker på Bornholm. Og han har tårer i øjnene, da han tilføjer:

Det er kernen i min forståelse af kristendommen. Bibelen er ikke skrevet for at få os til at få det dårligt med os selv over, at vi ikke kan leve op til Guds standard. Bibelen er Guds kærlighedsbrev til os mennesker. Det er bogstaveligt talt hans testamente til os, der skal vise os, hvor meget vi har arvet, og hvad det betyder både for vores hvile i troen og for vores personlige og åndelige udvikling. Men gang på gang har jeg oplevet, hvordan selv missionærer og præster har svært ved at finde hvile i nåden, siger Leif Munk, der af samme årsag har gjort sit hjem til et slags retrætecenter for udbrændte præster og missionærer.

Vi har masser af plads og en smuk bornholmsk natur udenfor, og tanken er, at folk kan komme og bo hos os, mens de får ro til at finde tilbage til Guds kærlighed, siger Leif Munk og fortsætter:

Jeg har selv kæmpet med det, da jeg var yngre. Jeg ville gerne være en førsteklasses kristen, men det gav mig kun dårlig samvittighed og en følelse af utilstrækkelighed. Men siden er det blevet min erfaring, at Gud ikke venter på, at vi tager os sammen, men snarere at vi falder sammen og erkender, at vi har brug for ham, siger Leif Munk, der nu betragter gården som et åbent hjem, hvor præstekollegaer kan komme og finde ro og blive styrket i troen, spise med og betale for det, hvis de har lyst og råd.

Den 69-årige Leif Munk og hans kone har i forvejen en ung mand i voksen familiepleje og en prøveløsladt eks-narkoman boende for en tid, ligesom de har bygget feriehuse på grunden til turister om sommeren. Men det var faktisk en tilfældighed, der fik dem til at købe den store gård på Bornholm for nogle år siden. De var egentlig på udkig efter et sommerhus, men ejendomsmægleren gav dem også en salgsopstilling med til en gård i Pedersker.

Jeg tog egentlig kun imod salgsopstillingen af høflighed. For hvad skulle vi med en gård på Bornholm, når vi boede i Taastrup dengang? Men vi kunne ikke finde det sommerhus, vi skulle kigge på, og gården lå i nærheden, så vi blev enige om at tage hen at se den for sjov. Men da jeg stod på gårdspladsen, kunne jeg pludselig kun se muligheder. Og min kone, Anke, havde det på samme måde.

De endte med at sælge deres hus i Taastrup for at købe gården, som de hurtigt døbte Munksgaarden, mens Leif Munk fik en deltidsstilling hos missionsforbundet i Rønne.

De første år brugte vi rigtig meget tid på at sætte stedet i stand. Det passede mig også fint. Jeg er oprindelig uddannet sølvsmed, inden jeg begyndte at læse teologi. Og jeg slapper af med praktisk arbejde. Mens jeg arbejdede som frikirkepræst, beholdt jeg også altid mit sølvsmedeværksted, ligesom jeg altid har malet meget.

Det tror jeg også hjalp mig til ikke at gå ned med stress over alle de sjælesorgsamtaler, jeg havde dengang. Men jeg har altid godt kunnet lide begge dele. For der findes ikke noget bedre end at være med til at give folk håb ved at pege på den arv, Gud har til os, siger Leif Munk og læner sig frem i sofaen, idet han tilføjer:

Som præst har jeg ofte oplevet, hvordan oplevelsen af at være elsket af Gud kan ændre folks liv. Det er den ægte vare. Men den oplevelse kan hurtigt blive ødelagt, hvis man hele tiden fokuserer på alle de ting, man skal nå for at blive en god kristen. Den slags tanker fører kun til selvpineri og tom religiøsitet. Og jeg mener faktisk, at religiøsitet i den forstand er troens værste fjende. Det er kun en dårlig forfalskning af den frihed, man kan finde i at tro på, at vi har arvet det hele, siger Leif Munk, inden han tilføjer:

Kristen tro er ikke en præstation, men en relation med vor far i Himmelen. Fællesskab med Gud giver fred og glæde, og det er forudsætningen for både personlig og åndelig udvikling. For Guds arv til os er i virkeligheden et tilbud om fællesskab med ham. Og det bedste er, at alle kan få del i arven.