Alle kan lære af Maria i en coronakrise

I coronakrisen kan man lære af Jomfru Maria, der i søndagens tekst sætter sig selv i anden række, mener skuespiller og lektor Caspar Koch

Jomfru Maria overgiver sig til noget større i søn-dagens tekst, og det kan coronaisolerede danskere lære af i dag, mener skuespiller Caspar Koch. – Foto: Ivar Mjell.
Jomfru Maria overgiver sig til noget større i søn-dagens tekst, og det kan coronaisolerede danskere lære af i dag, mener skuespiller Caspar Koch. – Foto: Ivar Mjell.

De seneste godt to uger har stillet krav til danskere, der ikke er vant til at få påbud. Man har måttet afstå fra glæder ved at mødes med andre, og man har skullet sætte sine egne behov i anden række for en stund. Derfor er søndagens tekst meget passende for denne coronatid, mener Caspar Koch, der er skuespiller, tidligere lektor og en del af lektørgruppen for ”Bibelen 2020”, der udkom i sidste uge.

Teksten til Mariæ bebudelsesdag handler nemlig blandt andet om at ofre egne behov for et højere formål, mener han. I teksten lovpriser Maria Gud efter at være blevet bekendt med, at hun skal føde Kristus.

”Umiddelbart har vi svært ved at sætte os ind i teksten, fordi den beskriver en tjenerindes forhold til sin herre. Det ligger tankemæssigt langt fra os i dag med sådan et hierarkisk forhold, men hvis man kan se bort fra det, så siger hun faktisk noget meget væsentligt om at overgive sig. Vi danskere har det ikke godt med at blive fortalt, hvad vi skal, men i de seneste uger har der nærmest ikke været andet end påbud, som vi har skullet overgive os til,” siger han.

På den måde kan man ifølge Caspar Koch lære af Marias overgivelse til det større. I dette tilfælde kan folk overgive sig til tanken om, at denne virus ikke er til at kontrollere, og at mange ting i livet ikke styres af mennesker.

”Vi kan overgive os til tanken om, at vi står over for noget, der er så stort, at vi ikke kan gøre andet end at overgive os. Vi kan ikke bekæmpe virussen, så vi trækker os tilbage ind i vores egne hjem. Vi isolerer os og gemmer os fra den. Vi ved, at folk kommer til at lide tab, og den tanke må vi også overgive os til,” siger han.

I 25 år har den skuespilleruddannede Caspar Koch undervist kommende præster i kommunikation på Pastoralseminariet i Aarhus, og sideløbende har han været med i lektørgruppen på den nudanske version af Bibelen, ”Bibelen 2020”, der udkom i sidste uge. Derfor er det ikke fremmed for ham at læse i Bibelen, og han finder ofte inspiration i teksterne.

”Maria har helt sikkert kendt til profetierne fra Det Gamle Testamente om Messias. Hun har kendt hans skæbne og vidst, at det ikke var den nemmeste opgave, hun gik ind til. Hun vidste, at hun ville se sin søn dø, men alligevel overgav hun sig til opgaven. Sikke en beslutsomhed! På samme måde har vi pligt til at finde det positive, som også ligger i denne coronasituation.”

Selv er han troende, men han læser ikke bibelteksterne bogstaveligt.

”Jeg karakteriserer mig selv som et religiøst menneske, men jeg kan ikke tro på skabelsesberetningen. Jeg kan ikke tro på jomfrufødsel, og jeg kan ikke tro på, at Jonas sad i hvalens bug, men jeg tror på myterne, og at det har været en måde for vores forfædre at fortælle noget om tilværelsen på. Som i teksten til i morgen om det maskuline og det feminine, der forenes og fører til noget meget stort, som vi skal lære af og følge.”