Prøv avisen

Alle katolikker kan vælges som pave

Kardinalerne på vej ind i Det Sixtinske Kapel i 2005 før valget af pave Benedikt XVI, som overraskende meddelte sin afgang tidligere på ugen. Kardinal var oprindeligt en titel, pavens rådgivere fik. I dag er de alle bispe-viede, uanset om de har et stift eller ej, og tituleres som ærkebiskopper. I alt er der 209 kardinaler, men kun de 118 kan vælge pave, fordi en stemmeberettiget kardinal ikke må være over 80 år. – Foto: Arturo MariAFP.

Kardinalerne, der samles i Det Sixtinske Kapel, har i princippet ret til at vælge, hvem de vil som pave forudsat, at det er en katolsk mand

I BILLEDSERIEN OVENFOR: SE, HVEM DER VÆLGER DEN NÆSTE PAVE

Om nogle få uger myldrer 118 kardinaler ind i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet, her udgør de konklavet, indtil en pave er valgt.

Der er i alt 209 kardinaler i den katolske kirke, men kun kardinaler under 80 år har stemmeret.

Konklave betyder med nøgle, for kardinalerne bliver låst inde, indtil et kvalificeret flertal to tredjedele er enigt om den samme kandidat.

Det er nok en teoretisk diskussion, men kardinalerne kan faktisk vælge en katolsk lastbilchauffør eller læge som pave. Han skal bare være en mand.

LÆS OGSÅ: Har du været på ferie? Få overblik over pavens afsked her

Generalvikar Lars Messerschmidt fra Den katolske kirke i Danmark siger, at han kun kan komme på en pave, som måske ikke var helt efter kardinalbogen:

Det var pave Celestin V, som oprindeligt var eneboer, og de var pr. tradition sjældent præsteuddannede. Han forlod også embedet efter få måneder i 1294, siger generalvikaren.

Normalt vil kardinalerne som alle tituleres som ærkebiskopper, uanset om de har været biskopper eller ej vælge paven inden for kredsen af højtrangerede teologer, biskopper eller kardinaler.

Men i dag er den katolske kirke så internationaliseret, at man for første gang kan forestille sig en pave, der kommer fra Sydamerika, lidt mindre sandsynligt fra Afrika, men de fleste regner med endnu en europæer, selvom tendensen næppe fortsætter.

Et tegn er, at Brasilien er krøbet ind på femtepladsen i verden i antallet af kardinaler. Her lå Frankrig, da Johannes Paul II blev valgt i 1978.

Tusinder af katolikker vil i den periode, konklavet varer, stå på Peterspladsen og afvente den hvide røg, der stiger op fra den interimistiske skorsten, der i valgets anledning er sat op i kapellet. Hvid røg betyder, at en ny pave er valgt, sort røg, at man blot brænder stemmesedler fra dagens afstemninger.

Skt. Peter regnes for den første pave. Han var ifølge Bibelen en af Jesu disciple og ledede angiveligt kirken fra år 64 til 67. Men han havde hverken kanonisk ret eller en manual for embedet, og ingen ved heller, hvem der indsatte ham som leder af det dengang meget unge trossamfund. Til gengæld opstod der på et tidligt tidspunkt i historien en skik i den katolske kirke om, at når en pave indsættes, så får han overrakt Skt. Peters nøgler som symbol på, at han er Peters arvtager i paveeembedet, og dermed er der knyttet en forbindelse direkte til Kristus.

Mange af Skt. Peters efterfølgere ved man ikke meget om, men nogle kulørte paver har der været tilbage i tiden. Blandt andet Stephen den VI (pave 896-897), der hadede sin forgænger så meget, at han fik gravet hans lig op og placeret på en anklagebænk, hvorefter paven gennemførte en retssag mod ham, hvor en klerk svarede for ham. Forgængeren blev erklæret skyldig, og hans lig smidt i floden Tiberen, der løber gennem Rom.

Men det var først fra 1000-tallet, at den kanoniske ret begyndte at tage form til et egentligt retsligt, kirkeligt system og dermed begyndelsen til den kirke, man kender i dag. Der havde været kanoner retningslinjer tidligere, men nu forsøgtes de samlet og strømlinet.

Konklavet i sin næsten nuværende form stammer tilbage fra 1274. Før den tid var kardinalerne ikke låst inde, og det resulterede i pavevalg, der strakte sig over flere år. Det længste i 1271 varede to år og ni måneder. Og derfor blev reglerne ændret. Indespærring har den effekt, at ingen kardinaler har lyst til at strække processen uendeligt.

Men der var også penge involveret i at trække tiden ud: Kardinalerne fik pavestolens indtægter under et pavevalg. Og omkring år 1000 var pavedømmet præmien til den, der blandt de romerske adelsslægter havde magten i Rom. Og som Sebastian Olden-Jørgensen fra Saxo-Instituttet på Københavns Universitet udtrykker det:

Der var mange penge, megen jord og ejendom knyttet til pavedømmet, og det har som altid været en oplagt anledning til konflikt.

Pavevalgene var også meget langstrakte, fordi de langt op i tiden handlede om storpolitik, og det vil sige, at regenterne blev involveret. Da posten ikke var dag til dag i 1500-tallet, betød det lange konklaver, fordi kardinalerne først skulle skrive til fyrsten eller kongen, om det var i orden, at de stemte på den og den kandidat. Med breve tilbage fra regenterne kunne kardinalerne så få at vide, at hvis den eller den kandidat blev foreslået, skulle kardinalen meddele, at det ville fyrsten ikke gå med til.

Så sent som i 1903, da Pius X endte med at stå med Skt. Peters nøgler, var der ellers blandt kardinalerne fokus på Mariano Rampolla. Men ham ville den østrig-ungarske kejser Franz Joseph ikke acceptere. Han nedlagde veto.

De, der har fulgt med i DR tvs Borgia-serie om pavemagt i 1400-1500-tallets italienske fyrstestater, vil i dramaform have bevidnet indsættelsen af en af de mest berygtede af de korrupte, verdslige renæssancepaver, Alexander VI, der var pave fra 1492 til 1503. Spanskfødte Rodrigo Borgia blev valgt ved bestikkelse af kardinalkollegiet enten med penge, ejendom eller lukrative kardinalposter. Den Hellige Stol blev i praksis forvandlet til et valgfyrstendømme, skriver denstoredanske.dk. Alexander forvaltede overvejende embedet til konsolidering af fyrstendømmets magt. Det var ingen stor hemmelighed, at Alexander, som ifølge reglerne burde leve i cølibat, havde været gift og var far til 10 børn.

I dag handler pavevalget ikke længere om storpolitik, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Det handler om kirke- og kulturpolitik.

Det italienske kardinalflertal er forlængst en saga blot, og ifølge Olden-Jørgensen så er ingen af blokkene fra de syv kontinenter store nok til at udgøre det to tredjedels flertal, der skal til for at vælge en pave. Heller ikke selvom Europa har 62 stemmeberettigede kardinaler, og Nordamerika som nummer to har 11.

Man skal jo også være opmærksom på, at det 20. århundrede var det århundrede, hvor fokus blev internationalt. Kirken orienterer sig væk fra Europa. Og selvom Benedikt XVI har forsøgt at stoppe den bevægelse, så er den ikke rullet tilbage igen, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Konger, fyrster og magtpolitik hører en svunden tid til. Nu handler diskussionerne om, hvad en pave skal kunne. Og i den fase har kardinalerne en meget åben diskussion.

Der siver intet ud om kardinalernes forhandling under konklavet.

Den katolske kirke er pr. definition konservativ, siger Sebastian Olden-Jørgensen, der selv er katolik.

Men den er ikke forstenet. Til gengæld er der ingen pointe i at arbejde for en liberal verdensomspændende katolsk kirke. Det sker ikke, for det ligger slet ikke i kirkens natur. Så der kommer heller ikke en liberal pave denne gang.

Ifølge Sebastian Olden-Jørgensen sker ændringerne i et stille og roligt tempo.

Bispeembedet er i sig selv bevarende, og det er også meningen.

Hvis man vil se stilstand, skal man ifølge forskeren se til den ortodokse kirke.

De siger, vi har haft vores syv konciler. Og det var det.

GRAFIK: SÅDAN VÆLGER KARDINALERNE DEN NÆSTE PAVE

I grafikken nedenfor gennemgås punkt for punkt proceduren for et pavevalg.

SE GRAFIKKEN HERUNDER: Klik "Start Prezi" og brug derefter pilene til at klikke dig frem.

For at se grafikken i fuldskærm, klik på det firkantede skærm-ikon nederst til højre.

Du skal have Flash for at se grafikken. Har du ikke det, kan det hurtigt og gratis hentes her.