Klokken var 15.20 den eftermiddag for en del år siden, hvor jeg blev sat fri som menneske. Jeg sad i min bil på vej til Cafeteatret i København og havde kort forinden tilgivet den mand, som forgreb sig seksuelt på mig, da jeg var barn. Jeg vidste, at min tilgivelse havde sat os begge fri. Det var en meget stærk følelse, og jeg havde aldrig kunnet gøre det uden Jesus.
Forud var gået mange år med forskellige terapiforløb og endnu flere år med fysiske og psykiske mén, efter en mand i den ydre familiekreds misbrugte mig seksuelt fra jeg var fire til syv år.
Når man er så lille, husker man ikke præcist, men billeder, uforklarlig angst og adfærd sætter sig fast i kroppen. Jeg husker fornemmelsen af at blive holdt fast, at blive presset ned under vand, at få noget stort i munden. Jeg ser fragmenter af badeværelset, mandens ansigt, en lynlås, kakler på væggen, skygger i loftet, og det føles som at blive kvalt.
Alligevel var det først som 25-årig, at jeg blev klar over, hvad der var sket. For et barn oplever ofte overgreb så voldsomt, at barnet må fortrænge det mest muligt for ikke at dø af chok. Det gjorde jeg også, indtil en terapeut hjalp mig med at sætte mosaikken sammen. Jeg fortalte så om det til min familie, men der var ikke rigtig nogen reaktion. En afsløring har også store konsekvenser, og mange kan ikke overskue det, så ofte vælger man fortielsen og håber, at det går over.
Det er også muligt, at de ikke troede på mig. Jeg var jo god til at fortælle historier, havde masser af fantasi og var snart færdiguddannet som skuespiller.
Livet fortsatte derfor, som det plejede. Vi mødtes i familien, og han var der. Jeg følte selvfølgelig en stor vrede mod ham, afsky og væmmelse, men også en mærkelig forbundethed, som ikke er ualmindelig mellem gerningsmand og offer. Fordi man deler noget, som nok er forfærdeligt, men også noget, som man ikke har sammen med andre, og som man nærer en fælles længsel efter at blive fri af.
Men en dag hos en ny terapeut fik jeg en stærk opfordring. Hun havde forstået, at jeg havde været udsat for seksuelle overgreb, uden at jeg selv havde sagt det, og da jeg fortalte, at han lå døende på et hospital, sagde hun:
”Skynd dig derud. Fortæl ham, at det, han gjorde mod dig, var meget forkert.”
Jeg kørte ud på sygehuset samme dag og kom ind på hans enestue, hvor han lå i en slags koma med slanger i næsen. Jeg kunne næsten ikke genkende ham, han var blevet så lille og tynd. Men det var ham, og jeg lagde hænderne på ham og begyndte at fortælle ham, hvor ondt han havde gjort mig.
Jeg talte om, hvor meget skade, det havde gjort i mit liv, hvor mange gange – også som voksen – jeg havde oplevet mænd være grænseoverskridende og forgribe sig på mig, om hvor ofte jeg selv havde gjort noget, som jeg i virkeligheden ikke havde spor lyst til. At han havde gjort mig til en grænseløs og hjemløs person, som andre kunne vade ind over, forgribe sig på og flytte ind i.
I starten lå han med lukkede øjne, men efter et lille stykke tid åbnede han øjnene. Han forsøgte først at rive sig fri, men da jeg sagde, at jeg også var der for at tilgive ham, skete der noget. Han så på mig, og det var, som om vores sjæle mødtes.
Jeg sagde, at nu ville jeg give det væmmelige tilbage, som han havde puttet ind i mig, dengang han gjorde mig fortræd. At det ikke var mit, men hans, og at jeg ikke ville bære rundt på det længere. Jeg sagde også, at jeg nu tog den del af mig selv tilbage, som han havde taget, og endelig, at jeg tilgav ham. Først og fremmest for at befri mig selv, men også for at sætte ham fri, så han kunne rejse af sted uden det forkerte, som var sket imellem os.
I det øjeblik gik der nærmest et sus igennem rummet.
Inden jeg var gået ind på stuen, havde jeg stået på toilettet for at samle mig, for noget i mig skreg og ville løbe langt væk. Men så havde jeg mærket, at Jesus var der. Jeg hørte ham sige: ”Jeg er med dig, Lotte.” Og Jesus var med – også derinde på stuen. Han var i mine hænder, da jeg lagde dem på manden i sengen. Det føltes, som var Jesus i hele rummet, og jeg forstod, at livet er som et nøgle garn, der kan være nok så sammenfiltret, men når vi kommer ind til den allerinderste tråd, så er alt kærlighed, selv i det menneske, som har handlet meget skidt mod andre.
Jeg tror, at alle har både godt og ondt, både kærlighed og frygt i sig. Forskellen ligger i, om vi er bevidste om det og træffer et valg ud fra, hvem vi vil være. Når vi mærker Gud, bliver det tydeligere, og det bliver lettere at vælge, men vi skal selv træffe det valg.
Jeg følte i hvert fald en kæmpe fred, da jeg forlod sygehuset og kørte mod København. Der kom endnu et sus i bilen. Jeg så på uret, klokken var 15.20. ”Nu dør han,” tænkte jeg, hvilket en opringning til sygehuset bekræftede.
Forbindelsen imellem os var der så endnu, men på en helt anden måde, for noget havde sluppet.
Hvad har udfordret din tro?
I mange år levede jeg i to verdener. Den ydre verden, som jeg ofte følte mig mærkelig i, og så en indre verden, som jeg flygtede ind i, og hvor jeg var det eneste menneske. Resten var skyer, træer, natur, dyr og ånd. Jeg var ofte meget ked af det, og jeg savnede min mor meget, og dog var jeg ikke alene, der var altid en følelse af, at nogen – Gud – passede på mig.
I dag flygter jeg ikke mere, men jeg bygger stadig på broen imellem de to verdener. For det handler om at være hende, som jeg er – og det valg kan ikke træffes i frygt, kun i kærlighed. Selve min tro har jeg aldrig mistet eller følt mig udfordret af, selvom jeg godt kan komme til at glide væk fra den, hvis jeg fokuserer for meget på det ydre. Men når jeg så oplever tab eller kriser, kommer troen tilbage med et brag, og så mærker jeg igen, hvem jeg er. For det er i troen, at jeg bliver levende, og kriser er en åben dør til udvikling. Det kan være svært at se, for kriser gør jo ondt, men Gud har givet os livet og er stadig den store giver. Vi kan miste alt omkring os og stå helt nøgne tilbage, men så længe der er åndedrag i lungerne, er vi rige.
Hvad er det bedste åndelige råd, som du nogensinde har fået?
Det fik jeg af skuespiller Baard Owe, som jeg har arbejdet meget sammen med, sidst i mit eget projekt om Prædikerens Bog i Bibelen. Han sagde altid: ”Vær dig selv, vær til stede, og gør dit yderste.” For vi har selv ansvaret for at træde ud af offerrollen, finde os selv igen og få det bedste ud af livet. Jeg vil ikke spilde mit dyrebare liv med at være et offer, men jeg vil ud med budskabet om, at man kan tage sig selv og sit liv tilbage.