Hvad er det bedste ved kristendommen?
Det er næstekærlighedsbuddet, selvom det er så vanvittigt svært at arbejde med, fordi det fordrer så meget af både den enkelte og af fællesskabet.
Men vi kommer ikke uden om, at det netop er næstekærligheden, der danner basis for et godt samfund, fordi vi med næstekærligheden som standard lærer at tøjle vores egoisme. Ikke at egoisme altid er dårlig. Egoisme kan være en fantastisk drivkraft, som får den enkelte til at udrette store ting, og det skal der være plads til, men ikke ubetinget.
For egoismen skal have følgeskab af hensynet til andre, hvis vi skal kunne leve sammen, og det skal vi både i det store, danske samfund og i de små samfund som her på højskolen, hvor meget forskellige mennesker bor og lever sammen i lange perioder.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Det er de mange gange, hvor kristne er gået ud i verden med sværdet i den ene hånd og Bibelen i den anden for at gøre de andre folkeslag kristne, som der står i missionsbefalingen.
Men det duer ikke at tiltvinge andre ens egen sandhed, som vi har set det forsøgt igen og igen gennem historien og også af andre religioner end kristendommen – og af andre systemer, som for eksempel senest idéen om demokratiets udbredelse, hvor især USA med tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld i spidsen mente, at man kunne indføre demokratiet i Irak med våben og militærmagt.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
Det er rummeligheden og spændvidden, som gør, at vi – selvom vi er meget forskellige – sidder i samme rum og kan tale sammen på kryds og tværs i stedet for at stå udenfor og råbe til hinanden. Det er en stor gevinst, som gør, at folkekirken vitterlig er hele folkets kirke og ikke kun en mindre skare af udvalgtes kirke.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Det er det samme, forstået således, at når folkekirken er så rummelig, risikerer den også let at blive profilløs, og hvor er folkekirken i så fald henne?
Indimellem viser det sig så, at der alligevel er grænser, som for eksempel historien om præsten, der troede på og prædikede reinkarnation. Det var en sag, der afstedkom voldsomme reaktioner. Men det er naturligt, at det vækker både opmærksomhed og debat, når muren for det acceptable rammes.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Det er den eftertænksomhed, som der er mulighed for i en gudstjeneste, som er genkendelig og tryg, fordi jeg som kirkegænger kender ritualerne og gudstjenestens gang, der altid er den samme.
Jeg kan derfor tillade mig at slippe tankerne fri under gudstjenesten. Noget, der måske betyder, at jeg går glip af noget af prædikenen. Men det er i orden. For jeg får på den måde mulighed for både ro og omtanke, når jeg sidder i kirken. Det kan man ikke ret mange andre steder i nutidens fortravlede liv.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Det er de oblater, der deles ud til nadveren. Jeg ved ikke, hvorfor de skal se ud og smage, som de gør, men alt liv og glæde er suget ud af dem. Sådan en oblat er tør, kedelig, smager af absolut ingenting og føles som et stykke pap, og det kan vel ikke være meningen.
Her på højskolen får vi for eksempel alt muligt mad lavet med alle mulige krydderier, men der er altid nogle elever, der ikke kan lide for eksempel koriander eller kanel. De synes måske også, at maden er for salt. Men det bliver ikke lavet om. For fjerner man hver gang det, som nogen ikke kan lide, ender det i smagløsheden. Så jeg går tværtimod ned i køkkenet, når jeg hører om det, og siger, at de endelig skal blive ved med at lave maden, som de plejer.
For der er en pointé i, at vi skal lære verden at kende i al dens mangfoldighed – og det inkluderer også mad, som smager anderledes, men som smager af noget, og det gør oblater ikke.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Det er de få gange i verdenshistorien, hvor det reelt er lykkedes – typisk i store metropoler med plads til videnskab, kultur og åndsfrihed – at etablere et ægte og fredeligt samfund, hvor forskellige befolkningsgrupper og religioner har levet side om side i berigelse af hinanden.
Sådan et samfund var datidens Istanbul, dengang tyrkere, armeniere, jøder og grækere levede side om side i de gamle gader, hvor der duftede af forskellig slags mad, og man kunne høre mange forskellige sprog blive talt. Jeg ville så gerne have været dér, men er født for sent. For desværre stoppede det, da Atatürk dannede det moderne Tyrkiet i tiden op til sultanatets afskaffelse i 1923.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Visionen om det ægte multireligiøse og mangfoldige samfund er den store drøm i den vestlige civilisation, men endnu er den ikke realiseret for alvor nogen steder i Europa, hvor der nok lever forskellige religioner og livsopfattelser side om side, men langtfra altid i forståelse og berigelse af hinanden.
Ja, i disse år er drømmen længere væk, end den har været i mange årtier, fordi der er færre på alle sider, der møder hinanden åbne, pragmatiske og med dialog for øje. Nationalismen og polariseringen vokser i disse år, og det er ikke overraskende.
For set med både de historiske briller og med nutidsøjne er det markant lettere at mobilisere på religiøse, kulturelle og etniske forskelle end at samle mennesker, og det gælder både i Europa og i Mellemøsten. Den store årsag er selvfølgelig, at religion, kultur, etnisk oprindelse, historie og samfundsstrukturer er så tæt forbundne, at en dem-og-os-retorik altid ligger lige for.