”Medmenneskelighed uden bagtanker.”
Det er, hvad næstformand i Det Etiske Råd Lise von Seelen får ud af søndagens bibeltekst, hvor Jesus beslutter sig for at hjælpe et sårbart menneske.
”Den døve, som Jesus møder, risikerer at leve i en isoleret tilværelse, fordi han er afskåret fra at lytte til andre menneskers opfattelser af virkeligheden. Søndagens tekst viser også, at det er afgørende vigtigt, at man som hjælper ser sig i stand til at udøve næstekærlighed over for andre mennesker med den ydmyghed, det kræver,” siger Lise von Seelen.
For det, Lise von Seelen lægger særligt mærke til, er, at Jesus gør det på et sted, hvor der ikke er noget publikum.
Og det er her, den gamle tekst bliver særligt relevant i forhold til vores nutidige virkelighed, mener hun:
”For mig taber det værdi, hvis der altid skal være tilskuere på. I det øjeblik, man vælger at hjælpe andre for selv at få en applaus, vil det menneske, der har brug for hjælp, blive et redskab i hjælperens jagt på anerkendelse,” siger Lise von Seelen, som selv har arbejdet for adskillige organisationer, der bistår mennesker med risiko for at stå uden for samfundets fællesskab, heriblandt torturofre, kriseramte kvinder og handicappede voksne.
Det værditab tænker hun altid over, når hun læser om vanskelige eller hjerteskærende skæbner i medierne. En ting er nemlig, at personerne frivilligt vælger at stå frem og fortælle deres skæbnesvangre historie til pressen. Noget andet er, hvis organisationer eller politikere bruger sårbare mennesker, som de kan eller vil hjælpe, til samtidig at fremme synet på dem selv eller deres egen agenda. For hvis en hjælper vil give den optimale støtte til et torturoffer eller en kriseramt, kan formålet ikke samtidig være at hente en omgang velfortjent positiv respons på sociale medier, synes hun.
Men både som folketingspolitiker og kommunaludvalgsformand fik Lise von Seelen udfordringer i forhold til sit eget værdisæt. For ”jo,” svarer hun, ”jeg har i den grad stået i situationer, hvor en politisk pointe ville blive mere jordnær, hvis jeg skubbede nogle af de mennesker, jeg kender fra mit arbejde på det sociale, sundhedsmæssige og etiske område, foran mig.”
Lise von Seelen har derfor måttet sørge for at gå andre veje og hente karakterer ind fra litteraturen og kunsten, når hun havde brug for håndgribelige eksempler.
”Lige nu er Matadorserien igen på alles læber. Deri kan vi trække på sårbare karakterer som Mads Skjerns søn Daniel eller hr. Stein fra Korsbæk Bank. Det er to personer, der på helt forskellige måder besidder en sårbarhed, som fortjener hjælp fra andre mennesker, og som folk så kan forholde sig til,” siger Lise von Seelen, der er vokset op i et kulturkristent hjem ved Vesterhavet.
Allerede fra sin opvækst erindrer Lise von Seelen, at gåturene i en efterårsstorm langs det brusende hav, der slog ind over molen, fik en menneskelig ydmyghed til at skylle ind over hende. En fornemmelse af, at noget var større end hende selv. Og jo ældre hun bliver, jo mere overbevist er hun også blevet om, at videnskaben ikke kan forklare alt.
”Det er fornuftigt, at mennesker en gang imellem kigger på sig selv og ser: Jeg er mindre. Det giver nemlig en ydmyghed, der omsætter sig til det blik, man har på sin egen og andre menneskers tilværelse,” siger Lise von Seelen.
Søndagens tekst beskriver ifølge Lise von Seelen netop, ”hvor svært det er, når omverdenen – trods Jesu ord – efterlyser, at man i hjælperrollen smider sin ydmyghed fra sig, fordi publikummet selv hungrer efter en populærfortælling, der kan deles med andre”.
Og opgaven med at holde fast på ydmygheden er kun blevet sværere i nutidens samfund med de sociale mediers fremtog. Derfor tror Lise von Seelen, at det er vigtigt, at man husker at se hjælperrollen som en gave frem for som et led i jagten på anerkendelsen.
”Min opgave i Det Etiske Råd er blandt andet, at jeg skal stå til rådighed for samtaler, der ikke skal videregives senere hen. Jeg får muligheden for at forstå mennesker i andre livssituationer. Det er nøglen til en øget tolerance og øget empati, som jeg har et dybt ønske om at besidde. For det er noget, jeg synes vi i den grad har brug for i vores nutidige samfund,” slutter hun.