Dagene går i øjeblikket rask mod juleaften, hvor Lukasevangeliets ”Og det skete i de dage” igen vil lyde i landets kirker. I søndags, tredje søndag i advent, var prædiketeksten hentet fra versene lige forud, der ofte kaldes for ”Zakarias’ lovsang”. Her findes højstemte ord, fulde af billeder og begreber fra Israels hellige skrifter, Det Gamle Testamente.
Ét af disse, ”frelsens horn”, har vi kun dette sted i Det Nye Testamente. Lukas er i sit evangelium ved at lægge op til beretningen om Jesu fødsel, som han ønsker, vi skal forstå i lyset af løfterne til Israel. Gør vi det, bliver billedet pludselig meget konkret. I Det Gamle Testamente møder vi nemlig en bestemt type horn, der kunne frelse. Såkaldte alterhorn, der fandtes på templets altre og var sten-fremspring på hvert af alterets fire hjørner.
Vi har fra arkæologiske udgravninger en god fornemmelse af, hvordan disse alterhorn så ud. De er fundet ved flere lejligheder i udgravninger af andre templer og helligdomme end Jerusalems. De var formet som fremspring på altrenes fire hjørner og skulle minde om et dyrs horn, der var et symbol på styrke, selvom de ikke ved første øjekast syntes at ligne horn. Seneste eksempel blev fundet under en udgravning af Shilo, nord for Jerusalem på Vestbredden. Shilo er i øvrigt det eneste sted i Israel eller Palæstina, hvor danskledede udgravninger har fundet sted, første gang for snart 100 år siden. Men fornyede udgravninger i dette årti har vist, at der stadig er meget at finde, og nu er der dukket i alt tre alterhorn frem af støvet. De var afhuggede, så alteret var tilsyneladende blevet ødelagt.
Det gode spørgsmål er, hvad disse alterhorn blev brugt til, og hvordan de kunne ”frelse”. Beretningerne i Det Gamle Testamente fortæller her en blodig historie om to, faktisk tre, situationer, hvor det var godt at gribe fat i et alterhorn. Først var der et særligt blodoffer. Det er ikke sådan, at alle ofre i Moseloven indbefattede blod fra dyreofre, men nogle gjorde, og særligt ét af dem krævede, at præsten udførligt gennemgik ritualer med blodet: Det var syndofferet. Præsten skulle først dyppe sin finger i blodet og stænke det syv gange på forhænget til det allerhelligste. Derefter skulle han smøre et af altrenes horn ind i det. Var det en præst, der havde syndet, så smurte man røgelsesalteret ind i selve tempelhelligdommen. Var det en israelit, så var det brændofferalteret i forgården. Det kan synes fremmed fra et nutidigt ståsted. Hvad godt gør dyreblod for synd? Men tanken var, at blodet var helligt. Det bar selve livet i sig og havde en renhedskraft til at rense for synd og dermed sikre tilgivelse.
Videre var alterets horn også et sikkerhedssted. Lidt som når børn leger tik i skolegården og råber ”helle” ved vandhanen. Var man i det gamle Israel forfulgt, kunne man håbe på held og hurtighed til at nå at gribe alterets horn, inden sværdet faldt over nakken. Vi har i Første Kongebog to beretninger, hvor det sker. I begge er personer på flugt fra den navnkundige kong Salomo, Davids søn. Første gang lod Salomo den flygtende gå, men anden gang ikke ligeså, og Davids gamle hærfører, Joab, blev hugget ned, selvom han havde grebet om alterets horn. Man fornemmer ved læsning af Kongebogen, at den sidste handling må retfærdiggøres og forklares en ekstra gang, fordi alterets horn almindeligvis var et fristed, et ”frelsens horn”.
Den sidste funktion for alterets horn møder vi i Salmernes Bog, der gør alterhornet til et symbol på Gud og hans frelse af Israel. Salme 18 lovpriser Gud som et ”frelsens horn”, og salme 132 lover, at et horn skal vokse frem for Davids hus. Salme 118 beskriver en jubelscene fra templet, hvor festprocessionen skal danne kæde helt frem til alterets horn. Evangelierne bruger disse salmer som messianske lovsange om Jesus, for eksempel når Zakarias kalder barnet, der snart skal fødes, for frelsens horn.
I lyset af dette kan det i virkeligheden undre, at dette højstemte messianske motiv ikke fandt vej til kristen alterudsmykning, hvor der ikke er tradition for at give kirkens altre horn. Derimod videreførte kirken templets fornemmelse for alterets hellighed og fristed. Faktisk førte en krænkelse af alterets hellighed til Danmarks første helgen. En varm julidag i 1086 havde den kristne vikingekonge Knud søgt tilflugt i Skt. Albani kirke i Odense på flugt fra en rasende bondepøbel. Men lige lidt hjalp det. Drabet foran det højhellige alter gav genlyd helt til Rom, og snart blev kong Knud til Knud den Hellige.
Morten Hørning Jensen er lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.