Prøv avisen

Alternativ behandler dømt for kvaksalveri

Kræftsyge patienter bliver ofte udnyttet af alternative behandlere, men få går til domstolene, siger formand for Dansk Medicinsk Selskab for Akupunktur

I Århus blev akupunktør Jan Grundvad Sørensen dømt for kvaksalveri i sidste uge, fordi han havde givet en 54-årig dødssyg kræftpatient indsprøjtninger i lysken med et ekstremt fortyndet kamfer-produkt - det homøopatiske middel Camphor Derivative Solution, som blot bliver kaldt CC.

Jan Grundvad Sørensen forstår ikke, hvorfor han skal dømmes. Han nægter, at han har givet den nu døde patient indsprøjtningerne - han støttede blot patientens hånd, forklarede han i retten - og desuden blev den afdøde behandlet næsten gratis af Jan Grundvad Sørensen, understreger han.

Den afdødes familie ser anderledes på det, og den meldte akupunktøren til politiet i september 1999, da patienten var død.

- Jan Grundvad Sørensen blev min fars eneste håb, og vi børn accepterede at køre ham frem og tilbage mellem Skjern og Århus flere gange om ugen, men inderst inde vidste jeg godt, at behandlingen ikke hjalp, siger den afdødes datter, Lisbeth Truelsen.

Retten dømte dog ikke Jan Grundvad Sørensen på hans eventuelle løfter om at kunne redde den afdødes liv, men fordi han gav indsprøjtninger med et ikke godkendt lægemiddel.

Ifølge farmaceut i Lægemiddelstyrelsen, Steffen Bager, er det kun læger, dyrlæger og tandlæger, der må ordinere medicin til injektion.

- Så akupunktøren må altså ikke en gang ordinere midlet, siger Steffen Bager.

Holdt fast i håbet

Lisbeth Truelsen fortæller, at hendes far havde store smerter og næsten ikke kunne tåle den seks timer lange køretur hver vej, når han skulle behandles, men at han alligevel holdt fast på det håb, som Jan Grundvad Sørensen repræsenterede.

- Far ville han ikke acceptere, hvis vi ikke bakkede om om Jan Grundvad, så det gjorde vi. Men det var mærkeligt at se min far blive afhængig af Jan Grundvad og hele tiden citere ham. Jeg synes, at min far virkede hjernevasket til sidst, siger Lisbeth Truelsen.

- Hvis datteren havde det indtryk, at jeg hjernevaskede hendes far, skulle hun have sagt noget og ikke bare kørt ham frem og tilbage flere gange om ugen, indvender akupunktør Jan Grundvad Sørensen.

Han føler sig misforstået og uretfærdigt behandlet.

- Det er selvfølgelig meget problematisk, at jeg er i den afdødes bevidsthed til sidst, og at jeg repræsentere hele hans håb. Men jeg har ikke lovet ham, at han ville blive rask. Og jeg gør ikke det her for pengenes skyld. Tværtimod fortsatte jeg med at behandle den afdøde, selvom han ikke havde penge til at betale mig, siger Jan Grundvad Sørensen, som stadig mangler at få betaling for behandlinger svarende til 8600 kroner.

Ros til pårørende

Fra Dansk Medicinsk Selskab for Akupunkturs formand, Ruth Kirkeby, er der ros til de pårørende.

- Det er desværre slet ikke enkeltstående, at dødssyge mennesker bruger deres sidste penge og kræfter på en tvivlsom alternativ behandler, men det er helt usædvanligt, at de pårørende har kræfter til at klage, mens de også skal bearbejde deres sorg og tab, siger hun.

Jan Grundvad Sørensen har fortsat patienter i sin klinik, og han siger, at bøden for kvaksalveri på 5000 kroner jo ikke er meget mere end en fartbøde.

Ifølge Ruth Kirkeby er det sjældent, at dømte alternative behandlere må stoppe deres forretning.

- Nogle flytter og starter ny praksis et andet sted, men de fleste fortsætter blot. Der er desværre meget lille kontrol med de alternative behandlere, siger Ruth Kirkeby, som bruger akupunktur til smertebehandling i sin egen lægepraksis.

Lektor Mogens Winther fra foreningen Danske Skeptikere er ofte i kontakt med mennesker, der føler sig som ofre for en alternativ behandler.

Jagtbart vildt

- Døende kræftpatienter er tilsyneladende frit jagtbart vildt. Men hvis disse alternative behandlere er så gode, hvorfor har de så brug for at smykke sig med falske professor titler, siger Mogens Winther og henviser til, at Jan Grundvad Sørensens nære samarbejdspartner, John Boel, har optrådt som professor doktor i Medicina Alternativa - en titel som kan erhverves for 600 dollar og kan vildlede kræftsyge patienter, der søger den bedste behandler. John Boel bruger fortsat titlerne på en tysk hjemmeside. Desuden har han tidligere brugt et ulovligt lægemiddel 714x, som ligner CC til forveksling.

Begge dele blev afsløret af tv-programmet »Journalen« for et par år siden.

Dengang var John Boel og hans klinik i Aulum genstand for intens mediedækning. John Boel er scientolog, uddanner akupunktører, og ifølge Ekstra-Bladet i 1999 tjente han dengang to millioner kroner om året på at behandle kræftpatienter.

Ifølge Jan Grundvad Sørensen troede han og John Boel, at lægemidlet CC, som de bruger i stedet for det ulovlige 714x, var helt lovligt.

- Da John Boel erstattede 714x med CC fik han at vide, at det ikke kræver nogen tilladelse, så det hele skyldes altså, at John Boel fik et dårligt råd, siger den dømte akupunktør.

Den afdøde kræftpatient havde ikke kontakt med det alternative behandlermiljø, før han kom i behandling hos Jan Grundvad Sørensen, og ifølge datteren troede faderen ikke på nyreligiøse ideer og filosofier.

- Da han blev indlagt og skulle til at dø, bad min far til Vorherre, siger Lisbeth Truelsen, som ikke er tilfreds med, at Jan Grundvad Sørensen kun fik 5000 kroner i bøde. Hun har nu kontaktet flere folketingspolitikere i håb om, at de vil regulere området for alternative behandling.

korsholm@kristeligt-dagblad.dk